...
Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig er de seneste sæsoner blevet et af sit hjemlands stærkeste dramatikerkort, der spilles på scener over hele verden. Han blander noget, der ved første øjekast kan minde om realistiske dramaer med drømmesyner i en gådefuld, halvt surreel eller i hvert fald »ikke-virkelig« stil. Kald det bare magisk realisme med en social bevidsthed. For den poetiske dimension forhindrer ham ikke i samtidig at være dybt optaget af verden, af sociale forhold og den globale udvikling.

Dramatik om politik kan man ikke skrive, mener han, men til gengæld kan man stille ind på, hvordan politik påvirker det enkelte menneske, helst derinde i centrum af menneskesjælen, hvor det gør ondt. Han trykker på kollektive fortrængninger og velfærdssamfundets blå mærker.

Det gjorde han i »Den gyldne drage«, der skildrer det nye Undereuropa i en tid med trafficking og illegal immigration. Husets Teater, der har en lige linje til ham og ny europæisk dramatik i det hele taget, spillede det i sidste sæson. Og nu har man samme sted sat Schimmelpfennings nye stykke »Peggy Pickit ser Guds ansigt« på repertoiret.

Parmiddag med grimme kig bag facaden
Her er det ikke fantasisyner, der tager over, for fokus er på dialogen mellem moderne mennesker. Faktisk minder situationen nærmest om en teaterkliché – tænk »Hvem er bange for Virginia Woolf?«. To par –- alle læger og 41 år –- mødes efter seks år til et hyggeligt gensyn med rødvin, sjusser og hjemlig hygge i sofaen. Det ene par har arbejdet som ulandsfrivillige i Afrika, mens det andet blev derhjemme og betalte sig fra forpligtelserne over for den tredje verden.

Der er brutale og voldsomme aggressioner og frustrationer på spil under de vennesæle overflader. Ingen af parrene har det godt med hinanden, begge ægteskaber skranter. Og i en stil, hvor spillet hele tiden sættes på pause af små, kommenterende monologer ud mod publikum, af gentagelser, halve sætninger, tilbagespolinger og tableauer med kig bag facaden i luerød belysning, sprækker ikke bare skønmaleriet.

Misundelse og desillusion stikker sit ækle fjæs frem, men også en afgrundsdyb kulturkløft uddybes omtrent for hver sætning med det mørke, svigtede og fortabte Afrika som dårlig samvittighed et sted under hele den forlorne middelklasseidyl.

En grim lille gummidukke med gult hår, stykkets titelperson, og en afrikansk ditto, placeret midt på glasbordet, minder os konstant om problematikken. En lille sort pige er nemlig blevet efterladt af parret, der nu er returneret til Vesteuropa og ikke aner, hvor hun er.

På Husets Teater, hvor Simon K. Boberg styrer flot mellem en udstillende lystspiltone og den nerveflossede alvor, krakelerer facaderne hurtigt på Susanne Storm, Marina Bouras, Ken Vedsegaard og Jacob Weble i Edward Lloyd Pierces præcist gengivne Bo Bedre-hjem. Man kan sagtens diskutere, om ikke dramatikeren fører gammelkendte tematikker og teknikker ind i spillet og udtømmer dem hurtigt.

Er stykket ikke allerede udfoldet, inden det går i gang – og i øvrigt slut, helt konkret, inden det for alvor er kommet det? Virker det ikke en lille smule skitseagtigt? Men det bliver alligevel et lille, velspillet og giftigt rids i den kollektive fortrængning.

Hvad: »Peggy Pickit ser Guds ansigt«.
Hvem: Oversættelse: Kristian Erhardsen. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce.
Hvor: Husets Teater. Til 9. feb. Svalegangen, Aarhus 13. feb. - 13. mar. Efterfølgende turné.