...

Pludselig tager hun oktaven over i de sidste følelsesladede strofer af sin store Puccini-inspirerede ballade. Mens musikken bruser fra orkestergraven, skruer den smægtende Louise Fribo, svøbt i yppig guldstukken silkerobe, op for sin klokkeklare englerøst og smælder sin store arie, titelmelodien »Love Never Dies« – i dansk oversættelse »Kærlighed ser« – ud i Det Ny Teaters tilskuermørke.

Så lever musikken. Så lever magien. Så lever den følelsesfeber i tilskueren, som kun en manipulerende bevidst komponist med en vidunderlig sangerinde som sit medie kan sætte i svingninger. Lad det være den britiske musicalkomponist Andrew Lloyd Webber, vi taler om, eller lad det være handlingens fantom.

I »Love Never Dies«, der også kunne kaldes »Phantom of the Opera II«, har fantomet – den vansirede komponist – taget flugten fra pariseroperaens kælderviadukter til Coney Island, hvor han bestyrer en lurvet burlesque-cabaret.

Ti år er gået siden hans livsfarlige sanglektioner med sangerinden Christine, men han er stadig besat af at vinde hende for sig selv og for musikken. Han lokker hende til New York og arbejder hårdt på at vriste hende fra hendes fallerede greve af en mand og tilbage i sin musikalske varetægt og symbiose.

Lyder det corny? Det er det såmænd også. Den både alt for jordbundne og samtidig melodramatiske historie og kluntede libretto er stadig en svaghed ved det, der skulle have været Andrew Lloyd Webbers opfølger til sin fænomenalt succesfulde musical fra 1986, men som for et par år siden skuffede fælt i London og på Broadway.

Læs også: Største billetsalg på Det Ny Teater i 12 år

Muligvis dør kærlighed aldrig, men det gjorde forestillingen. De fleste var enige om, at musikken var den bedste, Webber havde skrevet i mange år, men at historien var halvdum, og opsætningen i sit udstyr fatalt havde mistet alt det, der var hemmeligheden bag »Phantom«s succes, af syne: Mystikken, mørket, gyset og passionen.

Sådan er det heldigvis ikke længere på Det Ny Teater, hvor man har tilført en solid dosis gotisk uhygge. Via en opsætning i Australien er fortællingen blevet trimmet – og i den danske version har teatret ført fantomet ind i de mørke skygger, hvor han hører hjemme.

Man har smadret sparegrisen for at genskabe et stemningsfuldt vaudevilleteater fra år cirka 1900 ned til mindste detalje, altererende med svulmende art nouveau. Ødslet flotte og fantasifulde kostumer, ikke mindst når forlystelsesparkens freaks gør deres indtog. Udstyret er stjernen på Det Ny Teater, hvor scenograf Paul Farnsworth har fundet brillante scenografiske løsninger fra start til slut.

Meget bedre
Men det hele nytter jo ikke noget, hvis ikke dramaet fungerer. I hvert fald gør Louise Fribo og Thomas Ambt Kofoed alt, hvad de kan for at spille usandsynlighederne og urimelighederne i land. Han forsøger heldigvis at redæmonisere det alt for normaliserede fantom og gengive figuren momenter af iskolde gys, mens hun glimrende føler sig gennem den småmasochistiske Christines trængsler. Begge med forbilledlig udtale samt overbevisende stemmepragt og glimrende støttet af et stort ensemble.

Jeg vil vove den påstand, at musicalen havde gået et år længere i London og New York, hvis København havde haft fingre i den før. Muligvis er »Love Never Dies« stadig ikke den perfekte musical, men den er blevet meget bedre, og Det Ny Teaters store musicalpublikum vil næppe blive skuffet.

Hvad: Love Never Dies
Hvor: Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, København V
Hvornår: 24. oktober - 14. april. Ons. - tor. kl. 19.30. Fre. kl. 20. Lør. kl. 15. og 20. Søn. kl. 15. Hvordan: Billettlf. eller billetnet.dk