Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 19/10/12

Anmeldelse: »Kollektivet«

  • Foto: PR Natascha Thiara Rydvald Foto: PR Natascha Thiara Rydvald
Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs »Kollektivet« er en velfungerende folkekomedie om gode viljers forlis.

...

Det starter så positivt i Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs stykke »Kollektivet« på Det Kongelige Teater.

Mens lyset vælder ind ad de blyindfattede ruder i den gamle villa, som genskabes med stor tidsmæssig akkuratesse i Kim Witzels scenografi, drømmer medlemmerne af det nystiftede kollektiv en fælles drøm.

Læs også: Vinterberg rykker ind på Det Kongelige Teater

En drøm om at dele, en drøm om at hjælpe hinanden, en drøm om et liv hinsides patriarkatets tyranni og kernefamiliens begrænsninger. Det sidste bliver i høj grad en realitet, da arkitekten Erik lader sin elskerinde, den studerende Emma, flytte ind i kollektivet – til trods for, at hans kone Anna og deres fælles teenagedatter stadig skal blive boende.

»Livet gør ondt en gang imellem,« siger Erik. »Det er et spørgsmål om at vænne sig til det.« »Vi finder ud af det. Vi har kendt hinanden i 23 år,« siger Anna. Uden at kunne mene det.

Som sådan bliver »Kollektivet«, der passende går fra finere folkekomedie til knuget alvorsdrama, et stykke om de gode viljer, der ikke kan holde til menneskers uberegnelighed – med tenenagedatteren som det oversete barn, der længes efter den far, der har travlt med at realisere sig selv inde på madrassen bag en lukket dør.

Det vil være forkert at sige, at Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs manuskript er båret af stor originalitet eller digterisk kraft. Til gengæld har det en klar historie om drømme, der møder virkeligheden, om idealer, der smuldrer, når menneskelighed og følelser punkterer dem.

Forsonende charme

Det har gode replikker og en ramsaltet humor – jo, det er let at grine af flippere fra fortiden – husmøder, julemandshær, øl-amnesti, diskussioner om cykelstativer, fælles menstruationscykluser, økohyldesaft, højlydt sex på værelserne, private følelsesesmæssige anliggender som offentligt diskussionsdomæne – af politisk korrekthed in absurdum på afstand.

Og det har en masse næsten filmisk korte, spilbare scener og figurer, som instruktøren, Emmet Feigenberg, får over scenen med sans for både tempo og realistisk detaljespil.

Mikael Birkkjær har den rette blanding af maskulin afstumpethed og forsonende charme som faren, mens Benedikte Hansen flot samler interessen om sig som den svigtede og hårdt prøvede Anna, der går i stykker i takt med, at jalousien gnaver hende op. Hendes betændte sindstilstand gør de sidste scener ikke så lidt bevægende.

Som den nye kvinde med de gode viljer er Sofia Nolsøe passende flot og tvivlende, og debuterende Lærke Schjærff Engelbrecht har den lidt utaknemmelige rolle at skulle agere 13-årig, hvor et rigtigt barn nok havde været af mere hjerteskærende virkning, mens Lars Ranthe, Mette Horn, Mads Wille, Julie Agnete Vang og Asbjørn Krogh Nissen lunt tager sig af de skægge typer omkring dem.

Udleveret til latteren, javist, men også forlenet og forsvaret med varme. Det er i det hele taget det fine ved dette stykke om fortiden, der forsvandt. Det deler sol og vind lige: anerkender med en vis vemod et oprigtigt ønske om at leve i et menneskeligt fælllesskab, et alternativ til forskanset egoisme.

Uden at kaste sin kritiske sans over bord og udlægge, hvorfor individet i sidste ende kan have det svært med rummelighedens tyranni.

Hvad: »Kollektivet«.
Hvem: Manuskript: Thomas Vinterberg og Mogens Rukov. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Kim Witzel.
Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 26. januar.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester