Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 26/11/16

Anmeldelse: »Højskolesangbogen« er en vild, gåsehuds- fremkaldende oplevelse

  • Jens Jørn Spottag og Tammi Øst i »Højskolesangbogen«. Foto: Natascha Rydvald. Foto: Ikke oplyst

    Jens Jørn Spottag og Tammi Øst i »Højskolesangbogen«. Foto: Natascha Rydvald.

Det dagligtdanske og det apokalyptis­ke, det fortvivlede og det nostalgiske, er med til at gøre »Højskolesangbogen« til en vild, gåsehudsfremkaldende oplevelse.

Der er et enkelt sted i »Højskolesangbogen«, hvor der bliver talt og ikke sunget. Det er, da en svineavler i skikkelse af karismatiske Mads Rømer Brolin-Tani fortæller om de glade dage, før Danmark blev ramt af en epidemi, der slog alle danskere på nær en halv snes ihjel.

Sådan nogle rigtig glade normaldanske dage var det, dengang, men dage, der altså nu, i forestillingens nutid, ikke findes længere. Men det gør sangen, den danske sang, som den findes i Højskolesangbogen, og som der bliver sunget fra, forestillingen igennem, den ene sang efter den anden, nogle gange smerteligt smukt, andre gange forvandlet til næsten diabolsk ukendelighed, nogle gange hymnisk (»Mormors kolonihavehus«) eller i skæve taktarter (»Marken er mejet«), eller som bøvset fællessang (»En rose så jeg skyde«).

Og der synges så godt, foruden af svineavleren af evighedsstudenten (Marie Bach Hansen), af en skøn, lidt falmet Miss Danmark 1998 (Marie Dalsgaard), af en renovationsarbejder (Rasmus Fruergaard), af en livsstilscoach (Sicilia Gadborg Høegh), af en kommunalpolitiker (Thomas Hwan), der slæber rundt på sin døde mor (Jane Engelund), af en julemand fra Bilka (Esben Dalgaard) og af et efterlønspensionistægtepar (Tammi Øst og Jens Jørn Spottag). Alle sammen er de helt almindelige danskere, som man siger. Som synger. Og synger. Og synger. Thi de kan ikke andet.

Katastrofen er nemlig sket, under og over det hele lurer desperationen, fortvivlelsen, og de kendte og elskede sange er sange fra et Danmark, der ikke længere er, som det var. Sådan er dét, og de mange lag, der på den måde bygges op, af kendte tekster og ditto melodier, af det dagligtdanske og det apokalyptis­ke, af det fortvivlede og det nostalgiske, er med til at gøre »Højskolesangbogen« til en vild, gåsehudsfremkaldende oplevelse.

Minna Johannesson har iscenesat kollektivet med eminent sans for enhed i mangfoldigheden, og der spilles og synges med en hjertets renhed og en glød af den anden verden, og det er svært ikke selv at synge med. Hvilket man da så heldigvis også som publikum opfordres til et par gange undervejs.

Scenografiens grundbestandel? Den er danskernes yndlingsmøbel, sofaen, eller rettere sofaer i mængder, sofaer til hygge, til sex, til fødsler, til at klatre i og falde ned fra. Et genialt enkelt greb af scenografen og kostumedesigneren Jonas Fly. At bandet i baggrunden også er førsteklasses, skal lige med for en god ordens skyld.

Nej, Højskolesangbogen bliver aldrig den samme efter dette, så er I advaret. Man elsker den ikke mindre, men man elsker den anderledes. »Højskolesangbogen« er teater, der forvandler. Fortvivlende godt.

Højskolesangbogen

Iscenesættelse: Minna Johannesson. Kapelmestre og arrangementer: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.

 

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer