•  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 07/03/18

Anmeldelse: Danica Curcic gløder i sanselig Jeanne D’Arc-forestilling

  • jeanne d'arch teateranm Foto: Ikke oplystjeanne d'arch teateranm

Blodet flyder metaforisk gennem instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møllers mageløst lyd- og billedfabulerende, nærmest konkretistiske udgave af myten om Jeanne D’Arc. Blodet fra kønnet, der definerer både lysten og kvinden, blodet fra det sårede bryst og Jeannes blodige finger, der til slut underskriver hendes dødsdom.

Den hvide jomfru masturberer i den sorte jordhøj midt på scenen. Jorden, der i sig symbolsk samler bondens enfoldighed, nationalismens fædreland og kristendommens »Fra jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå«. Jeannes lyster bringer hende i affekt, hun hører stemmer – måske engle og helgener – og har fra da kun én drift: At redde Frankrigs jord.

Eller er det mon blot et påskud for at redde sig selv fra sin kønsbestemte skæbne? Jeannes seksualitet og vrede står i opposition til morens føjelige ryg.

Læs også: Birgitte Hjort er gravid: Må overlade rolle til Vild med dans-stjerne

»Kvinder er svage, det er jomfruen ikke,« raser hun, inden hun trækker i mandetøj og frasiger sig sin kvindelighed: »Nu ser I mig sidste gang som krop.«

Så nemt går det ikke, omringet som hun er af patriarkatet i form af en mørk mur, bag hvilken et talstærkt, sortklædt mandekor stikker overkroppen op. Koret udgør en ophøjet, fysisk dominans, der sammen med iscenesættelsens brug af modsætninger som sort/hvid, oppe/nede, hvisken/råben, tårer/latter helt konkret konstituerer et kønnet univers, hvor Jeanne nok kan brøle ordrer og svinge sværd, men også hele tiden visuelt befinder sig i den udsattes og undertryktes position.

Danica Curcic er Jeanne. Hun mestrer suverænt og indfølt spændet mellem sødmefyldt lillepige på fars mark over højspændt idealist til potent hærfører. Den imploderende eksplosion af tanker, følelser og drifter, der genkendes af de fleste teenagere, men som her især bliver endnu et højaktuelt memento om, at køn betyder noget. Curcics Jeanne griber magten, hun magter dominansen i sine pludselige slangebid og frygtløse angreb.

Læs også: Aldrig har så mange besøgt Det Kongelige Teater

Men hun ender som krop i de sidste sceners knugende, maskuline undertrykkelse. Først retorisk: En kvinde i mandetøj træder uden for normerne og er derfor en »Cunt. Bitch. Witch«. Siden i den ordløse og desto mere kvalmende gruppevoldtægt.

»Få hende til at tie stille,« snerrer forhørslederen.

Men da lyset går ned, dirrer gravhøjen og peger trods Jeannes dystre skæbne frem mod muligheden for at skabe andre kvindeliv.

Danica Curcic gløder, men Peder Holm Johansen fortjener også cadeau for alle birollerne. Han er måske en anelse for tæt på det nemme grin i portrættet af den fimsede, troløse tronarving Karl, men også solid stoisk som Jeannes enfoldige far og brandfarlig som den manipulerende, gejstlige forhørsleder.

Skuespillet er stærkt, men som så ofte før med duoen Holm & Møller er det blot én af ingredienserne i forestillingens dragende, konsekvente univers. De sort/hvide billeder. Den taktile jord, som Jeanne graver i, kaster med og til sidst forsvinder i. Det lydlige rum, hvor mandskoret med både krop og stemme svinger fra brutalitet til brægende får og chansonsyngende franskmænd. Blodet, der på én gang definerer og sætter fri. Det er teatralsk, det er konkret, det er sanser og tanker, der sætter vores i gang.

Hvad: »Jeanne D’Arc«
Hvem: Dramatiker: Lucas Svensson, instruktør: Staffan Valdemar Holm. Scenograf: Bente Lykke Møller.
Hvor: Republique, Østerbro Teater
Hvornår : Til 7. april