...

Carmen er historien om sigøjnerpigen, der er en værre én: En landstryger og en tyvetøs, der ikke ejer skyggen af troskab i den krop, hun beredvilligt bruger til sine formål. Det er også historien om den farlige erotik, stor passion og indbegrebet af iberisk eksotisme – støv og begær! – for os mere følelsesfrosne nordboere. Opfundet af forfatteren Prosper Mérimée, der skrev en roman om hende i midten af forrige århundrede, 30 år senere lagt toner i munden af Bizet, der komponerede sin udødelige opera på baggrund af dele af forlægget.

Begge dele er underlag for den »Carmen«, der sættes på scenen på Bellevue Teatret, hvor koreografen og instruktøren Steen Koerner desværre får brygget en sangria, der ikke beruser, men alligevel efterlader sin tilskuer med lidt af en hovedpine.

»I mit arbejde leder jeg efter denne verdens helt store historier,« siger instruktøren i programmet. Men hvad er det, vi oplever? En meget lille Carmen, historien om hende sat på scenen i et show, der er overbevist om sin egen depraverede burlesque-frækhed og sugende patos, men som forbliver et overfladisk, hårdtpumpet og forvirrende multishow, der stritter i alt for mange retninger.

Komponisten Joakim Pedersen parafraserer undervejs over ørehængerne fra operaen, der har fået en tur gennem musikmaskinerne, mens Clemens Tilling har skrevet rimtekster, der ikke bare skal afsynges, oftest nødtørftigt, men også fremsiges. Det skulle han nok ikke have gjort.

Rap lyder måske nok, som den skal i munden på den, der selv frembringer den – kræver den autenticitet, der opstår, når den spyttes ud af den, der selv fostrer ordene. Men lagt i munden på andre og deklameret som var det Shakespeare, skriger teksterne til himlen med deres flade, intetsigende rim. Megen hjælp er der ikke at hente fra Ole Lemmeke, der på storskærm lidt selvsmagende reciterer uddrag fra romanen i et sidste desperat forsøg på holde fortællingen sammen.

Carmen reduceret til at sprede ben

Og stakkels Anne Sofie Espersen synger og spiller sig spædt og kælent gennem en Carmen, der er reduceret til noget, der minder om en krydsning mellem en modeekeviperet pinup-pige og en gymnasiedrengs fantasier om dullen, der spreder ben beredvilligt. En sag for Dansk Kvindesamfund, sådan som hun kælent lægger sig på ryggen for mændene? Det er lige før, man synes det.

Sikke et kvindebillede. Bedre går det ikke for Lars Ranthes Don José, mest af alt en sammenbidt kontormand, der ser ud til at ønske sig andetsteds hen. Læg dertil Karl Bille som overspillet, enøjet røverhøvding hentet lige ud af rollespilsland og basrungende Morten Staugaard som buldrende general. Hvad så med danserne der flankerer dem?

Den så hårdkogt ekvilibristiske breakdance får aldrig lov til at imponere. I sit forsøg på både at fortælle sin totalt blafrende historie og favne det udvendigt blærede »se-hvad-vi-kan« opstår magien aldrig mellem maskinelle tinsoldatdrenge og latex-røverpiger.

Et forsonende træk er kunstnerkollektivet Din mors meget flotte, spanske fotoprojektioner, et glimrende brug af den scenografisk teknik, som griber mere og mere om sig i disse sæsoner. Bravo. Resten er desværre tåkrummende. Hvem sagde Carmen-curler?

Hvad: »Carmen«.
Hvem: Tekster: Clemens Tilling. Iscenesættelse: Steen Koerner. Arrangør og komponist: Joakim Pedersen. Scenografi: Din Mor.
Hvor: Bellevue Teatret. Til 9. marts. Herefter Black Box i Holstebro 14.-23. marts.