Når lyset er hvidt og hårdt, kaster hårlakken det tilbage i små glimt. Og når han lukker øjnene og lægger læberne mod mikrofonen, er det tydeligt, at makeup stadig er en del af hans look.

Ja, Robert Smith insisterer på at ligne Robert Smith, og torsdag aften træder han ind på Orange Scene med sit livsprojekt, The Cure, som har opbygget et monumentalt albumkatalog. Og sangene falder, groft sagt, i tre kategorier, som der gives gavmilde prøver på i det tre timer lange sæt.

Først er der sammenbidte, kulsorte sange som »One Hundred Years«, hvor Robert Smith synger den berygtede linje om, at »It doesn’t matter if we all die«.

Mørkere, mere insisterende depressivt bliver det ikke, og heller ikke kontrasten til »From The Edge Of The Deep Green Sea«, som repræsenterer bandets mere forløbsorienterede og skønhedssøgende temperament.

Overvældende, udmattende

Endelig er der de popnumre, som gang på gang har understreget, at Robert Smith er en af de fineste melodikere, verden endnu har set. Og dem vrimler det med i koncertens indledende fase og i dens afsluttende del med »Friday I’m In Love« som klimakset for de fleste på græsset nedenfor scenen, som forvandles til dans og fællessang under den tindrende klare, ubegribeligt smittende perle.

Her har The Cure for alvor kontakt til publikum, og det samme sker fra tid til anden i et sæt, hvortil man kun kan indvende, at det er for langt. Hverken band eller publikum er i stand til at holde intensiteten og opmærksomheden i 180 minutter.

Ringe er koncerten selvfølgelig aldrig, dertil er Robert Smith og Co. for drevne, men udmattelsen sætter sig som timerne går, og mange forlader pladsen, sætter sig ned eller begynder at snakke.

Det kræver selvsagt noget særligt at få sådan en maratonkoncert til for alvor at folde sig ud og blive til magi. Det lykkes The Cure ikke med denne gang. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Når man har klassen. Og rutinen.

Se billederne her

Hvem: The Cure
Hvor: Orange Scene
Hvornår: torsdag 5. juli