...
"Årh man, der er en Toys R Us! Der skal jeg ind!". Sådan lyder det fra mange festivalgæster, når de går forbi legetøjsboden ved Agora G.
Legetøjskæden er for første gang rykket til festivalen, og det har indtil videre været en stor succes, fortæller 17-årige Marie Louise Carstensen og 19-årige Louise Gliese Engelbrektsen, som arbejder i boden. Normalt arbejder de i Fætter BR i Roskilde by.
- Under festivalen omsætter vi altid for rigtig meget i Fætter BR. Derfor tænkte vi, at det måske ville være en god idé at rykke legetøjsbutikken direkte ud på festivalen, siger Marie Louise Carstensen.
Se også billedserien: Før portene åbnes
Vandpistoler og lyssværd
Og festivalgæsterne er vilde med legetøjsboden. Især under festivalens første par dage var salget højt - det gode vejr var sandsynligvis en del af forklaringen.
- Det var meget varmt, så folk kom for at købe vandpistoler, badebassiner og andet der kunne bruges til at køle dem ned. Derudover er det lyssværd og fodbolde, som sælger bedst, siger Louise Gliese Engelbrektsen.
Kunderne giver gode grin
De to piger er glade for at have rykket legetøjsbiksen til Roskilde. Festivalgæsterne er nemlig sjove kunder.
- Det er rigtig hyggeligt at være hernede. Vi får gode grin, når kunderne kommer, for mange af dem er jo ret fulde. Kunderne er også åbne på en helt anden måde her på Roskilde end normalt. Og vi har kunder af alle typer - unge og gamle, piger og drenge, siger Marie Louise Carstensen.
Om Toys R Us-boden er kommet for at blive vides endnu ikke, men pigerne håber på det.
Skriv en kommentar