Føj til favoritter Del Send
Roskilde | 02/07/14

Guide: Bliv Rolling Stones-ekspert på fem minutter

  • Rolling Stones til en koncert i 2003, hvor Mick Jagger selv flasher gruppens berømte logo. Foto: Frank LeonhardtRolling Stones til en koncert i 2003, hvor Mick Jagger selv flasher gruppens berømte logo. Foto: Frank Leonhardt
AOK har strikket en guide sammen, så du kan blære dig med vigtig viden om rocklegenderne, der er klar til Roskilde.

På Roskildes første rigtige musikdag, torsdag, skal du være forberedt på at støde på masser af gråhårede bedstefartype, som garanteret vil fortælle dig den ene Rolling Stones-anekdote efter den anden forud for koncerten med rocklegenderne kl. 22 på Orange Scene.

Men hvad ved du egentlig selv om rullestenene? AOK har nærlæst bandets 50-årige historie og fundet nogle af de mest interessante og overraskende facts, så du kan blære dig for andre festivalgæster.

Se billederne: Rolling Stones' danske koncerter fra 1965 til i dag

  • Mick Jagger og Keith Richards lærte hinanden at kende som drenge, da de gik i samme klasse i den britiske by Dartford.
  • Inden de kaldte sig Rolling Stones gik bandet under navnet The Blue Boys.
  • Bandet er opkaldt efter sangen "Rollin' Stone", som blues-sangeren Muddy Waters udgav i 1950. Også det amerikanske musikmagasin Rolling Stone tog navn efter sangen.
  • Rolling Stones' første singleudgivelse var et cover-nummer af rock'n'roll-legenden Chuck Berry's "Come On", der udkom i juni 1963. Bandets første album var udelukkende numre skrevet af andre med undtagelse af "Tell me (you're coming back)", som Mick Jagger og Keith Richards skrev.
  • Da Rolling Stones skulle prøve kræfter med det amerikanske marked, blev de anset som nogle alt for frække drenge. Således måtte de ændre omkvædet til sangen "Let's spend the night together", så der blev sunget det mindre frække "Let spend some time together".
  • Beatles og Rolling Stones blev i 1960'erne anset som glødende rivaler. Men det betød ikke, at de ikke kunne hjælpe hinanden. John Lennon og Paul McCartney skrev fx Rolling Stones' anden single "I Wanne Be Your Man" og sang i baggrunden på Stones' "Sing this all together" fra 1967.
  • Bandets oprindelige guitarist, Brian Jones, var ligesom de øvrige bandmedlemmer storforbruger af stoffer. Hans afhængighed bragte ham så langt ud, at han mistede livet i 1969, da han druknede i en swimmingpool.
  • I 1969 spillede Rolling Stones' gratis til festivalen Altamont Speedway Free Festival - med katastrofale følger. Det var nemlig Hell's Angels, der var hyret til at stå for sikkerheden. Det resulterede i voldsomme slåskampe mellem publikum og Hell's Angels. En mand blandt publikum blev ligefrem stukket til døde af Hell's Angels, da de fandt ud af, at han var bevæbnet.
  • Mange mener, at de tre plader "Let it Bleed" fra 1969, "Sticky Fingers" fra 1971 og "Exile on Main St." fra 1972 er gruppens bedste, og at denne periode står som Rolling Stones' stærkeste.
  • Det berømte cover til "Sticky Fingers" var designet af Andy Warhol og forestiller skødet på en mand iført utrolig stramme jeans. Det var med dette album, at det verdenskendte logo med munden og tungen blev brugt første gang.
  • De bedst sælgende Rolling Stones' album er "Some Girls" fra 1978 og "Tattoo You" fra 1981.
  • Der udbrød seriøs strid mellem frontmændene Mick Jagger og Keith Richards i 1980'erne, hvor sidstnævnte beskrev deres forhold som "3. verdenskrig". Begge fyre prøvede også kræfter med solokarrieren i denne periode; Mick Jagger udsendte sit første soloalbum i 1985, mens Keith Richards fulgte trop med sit soloprojekt i 1988.
  • I 1994 blev Rolling Stones det første større navn, som viste en koncert over nettet.
  • Rolling Stones har spillet mange koncerter for et gigantisk stort publikum. I 2006 spillede de en gratis koncert for omkring halvanden million mennesker på Copacabana i Rio de Janeiro.
  • I 2007 spillede Rolling Stones' på den britiske Isle of Wight Festival-festival, som var deres første festivalkoncert i 30 år. I 2013 spillede de på den ligeledes britiske Glastonbury festival.
  • I alt har Rolling Stones solgt over 250 millioner plader gennem deres karriere, som har budt på 29 studiealbums, 18 live-albums og et hav af Greatest Hits-opsamlinger.

Kilde: Wikipedia