Foto: Colourbox
af journalist
Sarah Skarum| skr@berlingske.dk Er det er tid til en drink eller to – før middagen måske, efter maden eller bare når lysten melder sig. Her er fem bud på byens barer, fra den lokale, den hemmelige og den særligt eksklusive.

Foto: Jan Jørgensen
Rummet er usandsynligt smukt, indrettet af designer Julie Fagerholt og med malerier direkte på væggene af Cathrine Raben. Møbler er dybt grå, bløde og omfavnende og baren smukt belyst.
Men her er ikke festligt, for her seates kun gæster til det antal siddepladser, der er, så ikke noget med at hænge i baren og lige falde i snak.
Drinks er lavet indfløjet engelsk bartender og følger - naturligvis - sæsonerne, så der er jordbær om sommeren og appelsiner om vinteren. Klassiske drinks men med et twist - og til en pris op mod 200 kr. pr drink, hvilket også afspejler sig i klientellet.
Her er kvinder, som er restaureret på samme måde som når man lader en kunstig blomst tabe et blad ned i vindueskarmen, en anelse uperfekt, så det er troværdigt, og mænd, der smiler med de nyrenoverede tænder, mens de betaler.
Her har man ikke fnug på tøjet eller angst for at lade tasken stå på gulvet, herregud, der er jo så mange derhjemme at vælge imellem.
Middagen har man spist nedenunder - hos den rigtige Herman, ikke det der brasseriehalløj - og man drømmer sig til New York - og lidt til Dubai, selvom det er blevet dårlig stil at sige det højt.
Hvad: Nimb
Hvor: Bernstorffgade 5, Kbh. V
Hvornår: Søn-ons kl. 16-24, tor-lør kl. 16-01

Foto: PR-foto: The Unions hemmelighedsfulde logo.
Det er som med det meste. Det er ikke så svært, når bare man ved, hvordan man gør. Ned ad Lille Strandstræde og find den sorte dør med den gyldne ringeklokke til højre for nummer 1.
Ring på og døren går op, og der er fri adgang til baren The Union, som drives af Paul, der også står bag baren The Office ved Søerne.
Her hænger modetyperne ud og føler sig helt fremme i Louboutin-skoene, med en Balenciagataske over skulderen og noget, der ligner en almindelig T-shirt, men som er designet af Alexander Wang og koster knap tusind kroner.
Her er mænd med penge, der tiltrækkes af piger med glat hud i dybe udskæringer. Baren er sortgylden og halvmørk, fornemmelsen af at Al Capone kunne træde ind om et øjeblik og omsorgsfulde tjenere, der tager imod ordrer, mens man sidder på høje stole, og serverer med venlige smil og den omhu, priser til 125 kr. for en drink kræver.
Her kommer man ikke på cykel men i taxa – efter at have spist på Fiskebaren eller Mash.
Hvad: The Union
Hvor: St. Strandstæde 19, Kbh. K
Hvornår: Ons-tors kl. 17-02, fre. 16-sent, lør. 18-sent

Foto: Niels Ahlemann Olesen
For to år siden var Ruby’s byens smarteste bar.
Reklamedrengene kaldte den for »dagligstuen« og hang ud i den store bylejlighed, indrettet lidt som hos den bulgarske ambassadør, ægte tæpper af den ikke alt for dyre slags, store bløde møbler og en lysekrone.
Men glansen er gået lidt af stedet, de bysmarte fortropper er rykket videre og tilbage er alle dem, der har hørt, at der er smart.
Forstadsfruerne under fyrre med de forliste ægteskaber og de ansatte i byens tøjbutikker, omhyggeligt klædt på i sikkert sort og med en Chaneltaske knuget under armen, indkøbt for måneders opsparing. Drengene har iPhonen med og holder lige lidt for meget øje med den, når den lægges tilstræbt nonchelant på baren efter at have spist på Pastis, som de stadig glæder sig over at vide, at Prins Joachim besøger.
På Ruby’s kan man enten sidde ved baren i det forreste rum eller i de bløde sofaer bagerst, der er servering ved alle pladser af venligt smilende tjenere, der er mere profesionelle end flirtende.
Priserne hører til i den høje ende, omkring 125 kr. for en dry martini, der til gengæld laves præcis som den bestilles - og efter venlige forespørgsler om, hvilken gin, der er favoritten.
Hvad: Ruby’s
Hvor: Nybrogade 10, Kbh. K
Hvornår: Man-ons kl. 16-01, tor.-lør. kl. 16-02

Foto: Else Bjørn
Nørrebro er som delt af en Berlinmur, usynlig ned gennem Nørrebrogade. På den ene side bandekrig og 1960er-boligbyggeri fyldt med paraboler, på den anden side et lokalkvarter med lige dele studerende og unge familier med barnevogne og godt med kreastriber og skøre navne til børnene.
Oak Room i Birkegade ligger i kreazonen, ved Skt. Hans Torv og Elmegade, der oplevede sin storhedstid i slutningen af 1990erne og starten af 2000erne, og her kommer både dem, der kan huske, at det var smart at gå ud på Nørrebro, da de gjorde den slags regelmæssigt, og dem, der bor i kvarteret og hænger ud i det.
Her er unge piger viklet ind i grå jersey og med stribede vanter liggende i lommerne på Vero Moda-jakkerne, klar til cykelturen hjem, her er grupper af drengene i lidt fortænkte jeans og med gummisko, der bare skal signalere »vi er stadig unge«, og her er par på dates, hvor samtalen bløder op efter en drink eller to.
En hyggelig blanding, der ikke er forhippet på at være hippe, men stadig gør sig lidt umage. Der er happy hour til klokken 21, hvor to drinks fås for en drinks pris, hvilket både får festen til at starte tidligt og gennemsnitsalderen til at være ganske lav.
Spise ude før? Igen to grupperinger - dem, der tror de er hippe, har spist på Nørrebros Bryghus, de yngre snupper en shawarma på vejen.
Bartenderne og deres talenter varierer, men spotter man australieren - kig efter mørkt hår, T-shirt med print og store øreringe - får man veltillavede drinks til ganske lave priser, en dry martini koster 70 kr.
Hvad: Oak Room
Hvor: Birkegade 10, Kbh N.
Hvornår: Tir kl. 19-24, ons-tor kl. 19-02, fre-lør kl. 19-03

Foto: Scanpix
København er en meget, meget lille by, og om søndagen kan man nærmest få klaustrofobi, når man nærmest ikke kan gå ud at spise, og mandag, hvor alle barer har smækket døren i, og eneste mulighed for at skåle for noget særligt er en øl hjemme på køkkenbordskanten.
Da er byens hotelbarer en ven i nøden og en af dem, der har åbent både søndag aften og mandag næsten nat, i hvert fald til kl. to er Royal SAS hotellet, Arne Jacobsens smukke bygning ved Vesterport.
Desværre ikke på øverste etage, hvor kun restaurantgæster slippes fri, men i et hjørne af foyeren.
Her er stillet en række svanestole op - i hidsigt 2004-smart rød og tilsat sorte kontraster, men hvis man lader sig falde ind i en af dem eller en af de sorte sofaer, sidder man i en fin puppe.
Her er det professionelle hotelpersonales upersonlige venlighed, hvor alting besvares med ’naturligvis’ og en skål nødder ikke stilles, men glider ned på bordet. Her smiles, nikkes og serveres.
Baren er ikke fyldt, kun få andre gæster sidder ved bordene, så kom for drinks, ikke for at nyde nye mennesker, med mindre man drømmer om at møde en tysk bankmand - og hans kollega eller et japansk ægtepar.
Hvad: SAS Royal Hotel
Hvor: Hammerichsgade 1, Kbh. V
Hvornår: Man-tor kl. 11-02, fre-lør kl. 15-02, søn kl. 15-24

