Bassen dunker ned fra de enorme tragtformede højttalere. Velkommen til Medina, og det med så mange decibel, at man må råbe, selv til sidemanden.

I loftet hænger byens uden diskussion største discokugle, baren er 14 meter lang, og betjeningen må kæmpe sig vej mellem grupper af unge mænd, der står og hænger med en øl eller et langstilket cocktailglas i hånden.

Scenen kunne minde om en hvilken som helst klub et sted efter midnat. Men klokken er blot syv, og vi er på restaurant.

I årevis var Zoo Bar i Kronprinsengade berømt, ikke bare for sin legendariske burger, men også for den afslappede feststemning i en særegen blanding af hip og hygge.

Kort før jul genåbnede denne institution i det københavnske cafémiljø, nu flyttet længere ned ad gaden til Sværtegade, hvor Zoo version 2 er en af de mange butikker og spisesteder, der er rykket ind i stueetagen på Berlingskes nyrenoverede mediehus.

Læs artiklen: Zoo Bar genåbner

I det ekstremt højloftede rum, der oprindelig husede trykkeriet og i de senere år annonceafdelingen, har det nye Zoo Bar reinkarneret sig som en langt mere glat og toptunet udgave af sig selv.

Her er Tom Dixon-lamper, de skulpturelle røde Air-højttalere og portugisiske designertoiletter, som Zoo Bar selv har beskrevet som holdt i et ”industriel-pipeline-skråstreg-cartoonagtigt-univers”.

Samtidig har Zoo Bar fået tilføjet et »& Kitchen« i enden, for med et kæmpe åbent køkken i forlængelse af baren vil Zoo nu også gerne være rigtig restaurant med 80 spisepladser og et såkaldt »fine and funky cuisine«.

Blandingen af natklub og restaurant er ikke ny, og hybriden vinder mere og mere frem. Derfor sad jeg nu en tidlig fredag aften og prøvede i den meget dæmpede natklubbelysning at stave mig gennem et spisekort med hhv. fire forretter og fire hovedretter, mens min tjener og jeg råbte ad hinanden i et forgæves forsøg på at overdøve musikken.

Brød kom ind til de andre borde, men ikke her, og mine fagter blev tilsyneladende ikke forstået af betjeningen.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Samme problem var der omkring det ellers udmærket sammenstykkede vinkort, hvor det dog efterhånden lykkedes mig at fange, at stort set samtlige vine var udsolgt.

Da der en lille halv time senere blev skiftet ud blandt gæsterne ved nabobordet, havde tjeneren helt opgivet at råbe sig igennem larmen – de nye gæster fik blot udleveret et cocktailkort, da de bad om vinkortet.

Jeg var endt med et glas af den sydfranske grenache gris (75 kr.). En meget upåagtet (for ikke at sige ringeagtet) hvidvinsdrue fra Roussillon, der dog hér – lagret på egefade af to indvandrede biodynamiske new zealændere på Domaine Matassa – faktisk havde udviklet en spændende frisk og letrøget smag.

Desværre ikke helt nok til at klare min første forret, en såkaldt gourmethotdog. Her var det sædvanlige hotdogsnask skiftet ud med stegt foie gras og trøffelskiver, men ingen af delene var af superkvalitet og fik derfor ikke rigtig lov at smage igennem. Faktisk var der langt mere smag i de hindbærsyltede løg og rødvinsglacen.

Pølsen selv – der vel bør være det egentlige fokuspunkt i en hotdog – var meget lille og tæt på smagløs i al sin anonymitet, og brødet i både smag og luftig konsistens mistænkeligt tæt på et af Paaskesens flade.
 
Vi nåede også forbi en anderledes, nærmest dekonstrueret, omgang biksemad. Udover de sædvanlige tern af kartoffel, bacon og rødbeder samt pynt af estragonblade og små klatter bearnaise blev biksen toppet med bittesmå vagtelspejlæg - og stegte kammuslinger!

Hver enkelt del var i og for sig ganske præcist tilberedt, og de let karamelliserede kammuslinger fungerede faktisk fint i det uvante selskab, men jeg savnede et element, der kunne samle retten. Der i øvrigt blev serveret i et rosværdigt opvarmet lerfad, desværre også med meget høje kanter.

Og da min sofa i forvejen var så lavt placeret i forhold til det alt for høje bord, følte jeg mig faktisk som en fireårig, der var inviteret med til de voksnes bord.

Kokkens hjertebarn lød det tillokkende navn på en af hovedretterne. Den viste sig at dække over et unghanebryst, der blev serveret i en cremet hvidvinssauce med fyld af bacon, perleløg og halverede grønne druer samt en gratineret kartoffelmos ved siden af.

Ifølge menukortet skulle der også have indgået trøfler i retten, de kunne ikke ses og bestemt ikke smages. Det kunne derimod salt- og peberindholdet i den meget flødeagtige sauce, der både fedme- og saltmæssigt tippede den skrøbelige balance, og det var ikke til det ellers udmærkede hanebrysts fordel!

Dessert var der også plads til. En hel nougatfest lovede kortet, oven i købet med gode nødder. Sidstnævnte var dog svære at få øje på i det langstilkede cocktailglas fyldt med nougatcreme og hvid chokolademousse, der var toppet med blåbær og hindbær.

Et shotglas »frozen jordbær« var for længst tøet op, da det nåede mit bord – og med vandet samlet på toppen løb idéen ud i ingenting. Et glas rød Banyuls-dessertvin fra Mas Blanc (75 kr.) blev serveret i et glas med skår i foden på størrelse med en tokrone!

Om der er dømt hemmelig privatfest med special invitation eller party i provinsen, skal jeg ikke kunne sige. Men som spisested sætter Zoo Bar & Kitchen sig ikke bare mellem de to berømte stole – det falder helt igennem.

Måske man bare skulle vende tilbage til den burger, som i sin tid lagde grunden til legenden?

Ristet hotdog, 115 kr.
Biksemad 120 kr.
Unghanebryst i cremet hvidvinssauce 205 kr.
Nougatfest 85 kr.
Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 815 kroner

Hvad: Zoo Bar & Kitchen
Hvor: Sværtegade 6, 1118 København K, tlf. 33 15 68 69
Hvor meget: billigste hovedret 175 kr. Vin fra 298 kr.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Læs hvad der blev skrevet om de bedste og værste restauranter på AOK i 2009