Miv og Møller fra Glashuset i Lønstrup er flyttet til nye, mere sexede lokaler og det er det grønne køkken bestemt ikke blevet ringere af.
En de store positive overraskelser på min odyssé gennem det danske sommerland sidste år var afgjort Glashuset oppe i Lønstrup i Nordvestjylland.
Siden da er duoen bag bestående af konkurrencekokken Michael »Miv« Pedersen og dennes læremester Kim Møller-Kjær, som nu agerer vært, flyttet nogle hundrede meter længere ned af Kystvejen til langt, langt mere sexede lokaler i Villa Vest.
Panoramaudsigten fra den pavillonagtige spisesal til den nedgående sol i det vilde Vesterhav fås vist ikke meget bedre herhjemme pt.
Hvor selve adressen således er blevet mere gourmet - ikke mindst fordi man er sluppet af med Glashusets clubsandwiches og det kunsthåndværk, som synes at være hele Lønstrups svøbe – så er selve menuen gået lidt ned i gear: Hvor Miv og Møller i Glashuset kørte med en ufravigelig seksrettersmenu, kører drengene et par mere beskedne treretters (468 kr.), som formentlig også passer lidt bedre ind i landliggerkulturen. Vi led i hvert fald ingen nød !
Man vælger mellem VV-menuen, som er rent kødbaseret (fraset desserten) eller fiskemenuen. Man kan dog blande kortene som man vil, hvilket ikke blev nødvendigt i vores tilfælde, eftersom min gæst er erklæret kødspiser, mens jeg – ikke mindst i sommerhalvåret – har det bedst med fisk og skaldyr.
Vi startede med et glas Mailly grand cru champagne (Laudrup vin er den dominerende leverandør på denne adresse) med et fint udvalg af snacks serveret i træramme: Oliven, mandler, hjemmegjorte saltstænger med diverse frø samt sprøde hvedetoast med tre slags mayo til ar dyppe i: anis/lakrids, muskat/citron samt safran og hvidløg.
Grøntsager, urter og blomster fra den pensionerede skolelærer Knuds have spiller heldigvis stadig en altdominerende rolle i Mivs køkken: Min første ret var et pastelfarvet skønmaleri af Michel Bras’ske (trestjernet kok fra Laguiole, der er alment kendt som manden, der indførte blomsterkøkkenet) dimensioner, to-tre lækkert behandlede (dvs. saftigt halvrå) jomfruhummere var fint garneret med så mange forskellige supersprøde salater, blade, skud og blomster, at jeg slet ikke kunne holde tal på dem: Bl.a. stedmorblomster, krondild, dild samt bittesmå nye kartofler, kugler af granny smith-æble og et par toppe af dildmayonnaise. Særdeles elegant.
Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010Mere Knud på den anden side af bordet: Bl.a. tallerkensmækker, løgstok, lang karse, forskellige slags syre, rugbrødschips, mere mayo og så hovedemnet: En tatar af ungkvæg rørt med bl.a. kapers og pølsemandsketchup! Der kører øjensynligt en tatar-dille gennem hele Hovedlandet, oprindelig initieret af Michel Michauds legendariske tatar fra Ruths brasserie i Skagen.
Der var ingen egentlig, nedskreven vinmenu, men værten var klar med glasvise bud og fleksibilitet: Til tataren en fedmefuld og lettere overmoden hvid bourgogne, en 07 Rully og til hummerne en særdeles crisp weissburgunder 09.
Min hovedret var en gang langefilet tilberedt ved lav temperatur i lang tid, så den var saftig og glasagtig, men dog stadig nogenlunde lun. Sirligt belagt med flere godter fra Knuds domæne, bl.a. dejlig friskbælgede ærter og –skud, syltede løgskaller, skovsyre og persille. Hertil et glas helt udmærket puligny-montrachet 07 fra den for mig ukendte producent Chavy.
Min ledsager fik en stykke særdeles veltilberedt stykke filet af lokalt ungkvæg: Smukt kød, rødt, saftigt og mørt med en sprød urtecrust. Garnituren bestod bl.a. af spæde gulerødder, ærter, trøffel og frikassesauce. Samt en skål kartofler ved siden af, som vi dog ikke følte behov for at frekventere.
Vi endte med en udmærket 07 Charmes-Chambertin af egen import fra en for mig ukendt producent i glasset.
Jo, der var plads til ost fra det lokale gårdmejeri Sønderhaven: Fire slags, alle på komælk: En fast manchegoagtig sag, en rødkit, en mere typisk lagret dansk fastost og en cremet sag opkaldt efter Villa Vest, fordi det egentlig var en fejlproduktion, som Miv fik øje på i hjørne af mejeriet og kastede sin kærlighed over. Lækkert garneret med oliven, knækbrød, og chutney.
Desserterne var en næsten psykedelisk eksplosion af farver og teksturer. Måske ikke mindst Knuds stikkelsbær i form af bl.a. granité med blomster af salvie, æble og hyben, støv af macadamianødder og tørrede Oreo-kiks. Knud på syre! Jeg fik en nærmest kaleidoskopisk servering af røde og grønne jordbær. Sorbet af sidstnævnte og en skum af hyldeblomst, og flere blomster på toppen. Særdeles smukt, velsmagende og forfriskende.
Alt i alt en meget tilfredsstillende aften med skarp seriøst terroir- og sæsonorienteret mad og glimrende, fleksibel service. Umiddelbart kan treretterskonstruktionen måske synes lidt begrænset for et køkken, som tydeligvis har gourmetambitioner. Men midt i sommerlandet føles det egentlig både logisk og tilfredsstillende, så der er fem gode stjerner til Villa Vest.
Hvad:
Villa Vest
Hvor: Strandvejen 138, Lønstrup, tlf. 98 96 05 66
Hvor meget: Tre retter for 468 kr.
Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010