Rygtet har længe svirret om en restaurant nær Københavns Grønttorv i det ydre Valby, hvor man for rimelige penge serverer god og autentisk vietnamesisk mad. Den slags er værd at lægge mærke til, så forleden aften kiggede fruen og jeg forbi.

Første indtryk var ikke overbevisende. Ganske vist står der med store bogstaver Saigon på facaden, men inden døre bærer lokalet umiskendeligt præg af stedets fortid som bodega med en velvoksen bar, bræddevægge og tunge lædermøbler. I den ene lædersofa kunne en ægte Onslow-type iført undertrøje og pilsner tyde på, at her ligger fortiden ikke specielt fjernt. Nabobordet til den ene side bestilte wienerschnitzel, til den anden side var et mindre selskab halvvejs igennem en tretrinsraket bestående af rejecocktail, bøf bearnaise og irish coffee, og de første sider i menukortet er da også viet disse og andre af vort hjemlands stolte kulinariske traditioner.

»Tror du ikke, vi er gået forkert?« spurgte fruen med tiltagende panik i stemmen. Lige indtil hun nåede om bagerst i menukortet, hvor det vietnamesiske køkkens mange delikate og elegante retter endelig gav sig til kende. Gastronomisk er Vietnam delt i tre: I nord er man kinesisk inspireret med tørrede svampe og sort peber, i det centrale krydres der på thaivis med frisk chili og rejepasta, mens der mod syd bruges masser af friske urter og grønsager og tropiske smage med citrongræs og lime.

Vore forretter nåede det meste af Vietnam rundt. Først seks små rispapiromviklede og dybstegte chà giò-forårsruller med et velsmagende fyld af bl.a. svinefars, glasnudler og forårsløg, der meget typisk for deres sydlige herkomst bliver serveret med friske blade af den søde thai-basilikum og koriander, som man vikler om den dybstegte rulle inden det hele dyppes i en pikant sauce af knust hvidløg, chili og limesaft. Det er en klassiker af meget stor velsmag, der lynhurtigt giver baghjul til den kinesiske udgave af forårsrullen. DET SAMME GJALDT sådan set også vores anden forret, de dampede gòi cuön-ruller af rismelsdej, der serveres bløde og kolde med et fyld bestående af dampede rejer, svinemørbrad skåret i tynde skiver, risnudler, salat, basilikum, koriander og purløg, der dyppes i en hoisinsauce med knuste jordnødder. Igen er krydderurterne i førersædet, og det giver en friskhed som ikke matches mange andre steder i den del af Asien. Nu stod den på pho, nudelsuppen der mere end noget andet kan kaldes den vietnamesiske nationalret. Vores nysgerrighed var stor, ikke mindst fordi pho-supperne for nylig var omdrejningspunktet i sag om arbejds- og opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen ville nemlig smide Saigons vietnamesiske kok hjem, fordi embedsmændene ikke ville anerkende, at det at lave vietnamesisk mad er et specialistjob, der kan udløse en arbejds- og opholdstilladelse. Gudskelov var Saigons indehaver dog ikke sen til at udfordre embedsmændene - hun bad dem sende en dansk kok, så man kunne få afgjort om danske kokke nu også var lige så gode til at lave pho-suppe. Efter en halv time gav manden op, og Udlændingestyrelsen måtte modstræbende trække sit hjemsendelseskrav tilbage. DE KUNNE BARE have nøjes med at smage min phò' bò vien - en glimrende smagsfortættet nudelsuppe lavet på en blanding af okse- og hønsefond. Som sædvanlig overlades det meste af krydringen til gæsterne selv. Ved siden af suppen serveres et fad med friske blade af koriander, sød thai-basilikum, bønnespirer, purløg, hakket chili og knuste jordnødder, som man så efter smag og behag kan komme i suppen sammen med saucer af hhv. chilipasta og hoisin. Eneste minus var oksekødsbollerne, der var lidt for bastante og kluntede til min smag. De hjemmelavede svinekødsboller skåret i skiver var også den eneste anke fruen havde med sin phò' bún moc, hvor grundsuppen var den samme, men bollerne altså af svinekød og nudlerne nu de meget tynde risnudler.

Her kunne både fruen og jeg sagtens have trukket os tilbage, og det endda uden at tabe ansigt. Pho-supperne er nemlig meget mættende og kan, for sølle 59 kr., sagtens gøre det ud for et helt måltid i sig selv. Men pligten kaldte og vi kastede nu ud i at dele en grillet fisk og en bánh xèo. Sidstnævnte er en sprød rismelspandekage med fyld af diverse grønsager. Her var aftenens eneste rigtige kikser efter min mening -jeg har i hvert fald fået den langt mere let og elegant andetsteds i byen. Her var det indre af pandekagen simpelthen ikke stegt færdig og fremstod blævrende vandig.

Så var der anderledes held med den grillede fisk, der blev serveret direkte fra en støbejernspande, hvor en sauce af citrongræs, ingefær og kokosmælk lå og boblede af varme. Fisken, der havde fast hvidt kød, var så vidt vi kunne smage ikke fra de hjemlige farvande, men det gjorde bestemt ikke dens smag ringere. Sammen med sin sauce, hvor ingefær og citrongræs gav perfekt modspil til kokosmælkens fedme, var den et af måltidets højdepunkter. SÅ MÅTTE VI også give op. Efter en aften, hvor vores indledende tvivl blev gjort grundigt til skamme og det vietnamesiske køkken endnu en gang overbeviste med sin friskhed, sin elegance og sine uhyre delikate smagsindtryk. Når det alligevel »kun« bliver tre stjerner, så er det fordi enkelte af retterne ikke helt når det topniveau, der er lagt af især Lê Lê og frederiksbergske Saigon Quan. Men til de priser kan mindre også gøre det!

Det spiste vi

Sprøde chà giò-forårsruller 35,-

Dampede gòi cuön-forårsruller 59,-

Pho bún moc nudelsuppe med svinekødsboller 59,-

Phò' bò vien nudelsuppe med oksekødsboller 59,-

Bánh xèo rismelspandekager 55,-

Grillet fisk 95,-