Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Veneto på Vesterbro

To tidligere Era Ora-kokke har åbnet det autentiske og herligt rustikke familie-osteria FAMO, som tager gæsten en tur med hjem til Elkjærs Verona

Glem alt om skomagerhylder og bastflasker i loftet. FAMO er et moderne trattoria/osteria i et næsten folkekøkkenagtigt råt lokale med bare hvide vægge (bortset fra et par moderne malerier). Midt i rummet står en kolossal, rødlakeret, gammeldags pålægsmaskine med en ordentlig moppedreng af en mortadella, men ellers er der ikke gjort meget ud af pynten.

De to indehavere, Fabbio Mazzons og Morten Kaltofts, baggrunde som kokke på Era Ora, kunne måske pege i retning af noget eksklusivt, men såvel indretning som mad og betjening er langt mere rustik end såvel christianshavnerrestauranten som dens ny lillebror L'Altro. FAMO (en sammentrækning af værternes fornavne) er en familierestaurant i dobbelt forstand, eftersom begge indehaveres søstre hjælper med betjeningen, samtidig med, at stedet tydeligvis gæstes af både far, mor og børn.

Da jeg ankom, lettere forsinket, var min gæst allerede i gang med et glas prosecco, som er mousserende hvidvin gjort på druen af sammen navn. Tonen var dermed slået an, for prosecco er fra Veneto i det nordøstlige Italien, og den optrådte således som den første i rækken af specialiteter fra den region, som samtidig er Fabbio Mazzons hjemegn. Jeg fik mig også et glas (50 kr.), som smagte udmærket - jeg er ellers ikke den store prosecco-fan, idet der ofte går lidt for meget »Green Apple Shampoo« i den, hvis læseren skulle huske dette hårpræparat fra 70erne.

Også vinkortet er ganske præget af Veneto med f.eks. amarone, valpolicella, bianco di Custoza, soave m.fl. Der er vine at få helt ned til de 165 kr., som husvinen koster, men vil man drikke sjovere ting som barolo, brunello eller amarone, må man indstille sig på, at FAMO tager godt ved.

Jeg er også nødt til at tildele d'herrer en anmærkning for ikke at have nogen vinmenu, glas-vise vine eller halvflasker - eneste mulighed for at slippe uden om en helflaske er at investere i en halv karaffel af husets vin. Jeg kan godt se, at det er meget osteria-agtigt, men jeg synes ikke, det holder, når man befinder sig i København anno 2006 og får serveret en lang menu med forskellige retter.

Nå, men vi endte med at bestille en halv karaffel af husets bianco di Custoza, som viste sig at være ganske pæn vin. Hvad maden angår, er der knap så meget at rafle om, da der kun er én menu bestående af adskillige anti pasti, pasta, hovedret og dessert til 350 kr. Ønsker man ikke det fulde udtræk, kan man nøjes med to retter til 300 kr., hvilket dog ikke ligefrem er en god forretning, så vi tog hele dynen. SNART BEGYNDTE RETTERNE at tilflyde bordet: Først et fad, som jeg faktisk troede var hele udvalget af anti pasti, der var to skiver af mortadella-pølse samt en anden fed og god salami, lidt velstegt peberfrugt, små buketter af syltet blomkål. Hertil kom tre slags ost (parmesan, pecorino og en blandet ged/ko, hvis oprindelse ikke blev annonceret) serveret med to slags relish, en kompot af græskar og en rigtig lækker salat af bl.a. tørrede figner.

Tallerkenen kunne fint have gjort det ud for anti pasto, men sådan skulle det ikke være, den ene lille tallerken efter den anden tilfløj bordet i et hæsblæsende, meget lidt Era Ora-agtigt tempo: Først nogle hyperlækre skiver gravad kød, inderlår, tror jeg nok. Så en skive virkelig velbagt aubergine med olivenolie, tomat og lækker nylavet pesto.

Herefter spillede huset sine største trumfer: Først en tallerken med henholdsvis en terning af stegt polenta (majsgrød) perforeret af en pind med et stykke herlig frisk venetiansk stegepølse og så en rustik crostino med cavolo nero (sort kål), som leverede det fornødne modspil til den fedladne pølsepind.

Og så anti pasti-serenadens store crescendo: Et spækbræt blev båret ind med våd polenta belagt med papirtynde skiver sopressata (italiensk sylte). Jeg fik nærmest tårer i øjnene og blev øjeblikkelig sendt tilbage på Botega del Vino i Elkjærs gode gamle Verona, hvor jeg har spist netop på denne måde adskillige gange.

Vi var rigtig glade, for det havde været en virkeligt flot anti pasti-forløb. Men faktisk blev vi efterfølgende enige om, at man sagtens kunne have undværet det første fad med pølse og ost. Det havde måske endda styrket måltidets samlede profil, hvis man nøjedes med de meget originale frisklavede anti pasti, som fulgte efter.FØR PRIMO'EN skiftede vi til en rødvin, vi fulgte tjenerens råd og tog en rosso di Montalcino 03 fra den lille biodynamiske ultra-traditionelle producent Sesti (363 kr.). Og det var såmænd en ganske pæn vin, som med sine lyse toner og mundrensende effekt passede ret godt til vores pastaret: Jeg kan ikke huske, hvordan selve pastaen blev introduceret, men der var tale om skaller af tørret pasta, som lignede conchigliette (små konkylier) garnet med en herlig, superautentisk kaninragout.

Efter pastaen var mæthedsfornemmelsen så småt begyndt at indfinde sig, så vi var begge to glade for at erfare, at hovedrettens størrelse var ganske behersket. Det var en gang tagliata, en oksebøf af rimelig kvalitet skåret i skiver, stilfærdigt garnet med skiver af gulerødder agrodolce (i sursød marinade) og halve bagte kartofler.

Også desserten, som ramte bordet kort efter, var behageligt lille og meget enkel: En skive panettone-semifreddo (panettone er den milanesiske julekage, semifreddo en halvoptøet parfait, så her var altså tale om en flødeis krydret med bl.a. sukat, orangeskal og rosiner), så vidt jeg husker, garneret med lidt kryddersirup. Vi lod panettone-isen få selskab af et glas passito di Pantelleria fra producenten Donnafugata, hvilket vi ikke fortrød, for den rosinagtige, voldsomt søde nektar akkompagnerede isen så flot, at det hele gik op i en større, lykkelig helhed.

Som afslutning selvfølgelig et par gode espresso'er (25 kr.) og fire store, rustikke stjerner af sted til Saxogade for et glimrende, fornuftigt prissat måltid.

Det spiste vi

Div. Anti pasti

Pasta med kaninragout

Tagliata m. sur-søde gulerødder

Panetone-is

Javascript is required to view this map.
Kort

Foto: Ikke oplyst

Oplev en samtidig og relevant udstilling på Nivaagaards Malerisamling: "Hvad der kan tænkes, kan tegnes. Karikaturtegneren Jens Hage"