Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 08/03/16

Torsdag får København sin nye gourmetrestaurant

  • Foto: Mikkel Bækgaard Foto: Mikkel Bækgaard
  • Foto: Mikkel Bækgaard Foto: Mikkel Bækgaard
  12  
De tidligere Noma-drenge, Sam og Victor, er klar med deres nyeste kulinariske kunstværk. Sig goddag til Ante.

Farvel til Lillebror, goddag til Ante. De to kokke Sam Nutter og Victor Wågman havde allerede god succes med Restaurant Bror, da de sidste år udvidede med caféen Lillebror.

Ret hurtigt kom de dog i fællesskab frem til en kulinarisk konklusion:

»Vi har begge to savnet at kunne udforske og udfordre vores ideer endnu mere i køkkenet,« fortæller Sam Nutter.

Og hvad gør man så? Man lukker da bare Lillebror, bygger ham om til en gourmetrestaurant og kalder ham Ante - og åbner ham torsdag d. 10. marts.

Læs også: 10 nye restauranter vi glæder os til

»På ANTE vil vi arbejde videre med den stil, vi har skabt på Bror, men samtidig skrue yderligere op for det gastronomiske niveau. Ante skal være et sted for folk, som er eventyrlystne og som nyder at gå ud og få en spiseoplevelse udover det sædvanlige. Vi vil lave dén fine dining oplevelse, som vi selv ville opsøge: Kulinarisk raffineret og udfordrende med sjæl, humor og gensidig respekt mellem køkkenet og gæsterne,« fortæller han.

Ambitiøs gastronomi

Hvor Bror før var deres mest ambitiøse gastronomiske projekt, træder Ante direkte frem og overtager den stilling. Her er nemlig lagt op til det store gourmetudtræk, hvor køkkenet bestemmer, hvad der bliver serveret. 12 retters menuen står i  1.175 kr., og hvis man vil skylle efter koster drikkemenuen 800 kr.

Til gengæld får man også en relativt eksklusiv oplevelse idet der på Ante bare er plads til 16 spisende gæster omkring de seks borde, hvor man kan nyde kompleksiteten i retterne og råvarerne, som bliver mere eksklusive.

Når man ikke lige er fuldt optaget af, hvilke overraskelser køkkenet serverer på tallerknen, kan man nyde indretningen, som er designet af kunstneren Thomas FOS Poulsen og kunsthåndværkeren Anne Werner, som til dagligt arbejder for den danske designer Henrik Vibskov.

Den nye gourmetrestaurant på Jarmers Plads kommer til at have åbent torsdag-mandag kl. 18-01 samt frokost fredag og lørdag kl. 12-15 og første dag man kan prøver Københavns nyeste fine-dining bliver torsdag d. 10. marts.

Hvad: Ante
Hvor: Jarmers Plads 1, København V
Hvornår: Åbner torsdag d. 10. marts
Hvor meget: 12 retters menu 1.175 kr.
Hvordan: Book bord her