Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Tivolihallen på ret kurs.

<b>Restaurant:</b> Det ultraklassiske danske frokostkøkken trives nu igen på det forblæste hjørne.

Beværtningen i kælderen på hjørnet mellem Vester Voldgade og Stormgade har eksisteret siden 1791, men ikke desto mindre har de seneste år været en omskiftelig affære i kvalitetsmæssig henseende. Indtil sidst på sæsonen 1999 regerede den glimrende Flemming Birch, som i dag driver Restaurant Amalie, der netop har fået en såkaldt »Bib Gourmand« for god gedigen mad til en fornuftig pris i Michelin-guiden. Og det gjorde han faktisk så eminent, at Tivolihallen dengang var et af byens absolut bedste frokoststeder.

Siden kom nye restauratører til - ulykkeligvis medbringende et mindre arsenal af dåser, glas og platikspande fra Bänckes, Beauvais og ligesindede producenter af præfabrika. Kvaliteten røg så langt ned i kulkælderen, at det før så agtværdige hjørne blev en adresse, som for enhver pris måtte undgås. Men nu blæser der altså igen milde og mere gunstige vinde i Vester Voldgade, for Helle Vogt rykkede i november ind med sine gryder, og siden har Tivolihallen syntes at være på rette kurs igen.

Disciplinen er, som før, det ultra-klassiske smørrebrød, præsenteret på den velkendte, aflange seddel til afkrydsning. 33 numre tæller smørrebrødssedlen inklusive gedeost marineret i olivenolie og krydderurter, der må karakteriseres som lidt af en stilistisk outsider i denne sammenhæng. Hus-specialiteten klipfisk med det hele serveres stadig, men ses relativt sjældent, eftersom bestilling kræves dagevis i forvejen.

Priserne på smørrebrød ligger med 44 kr. for marineret sild, og det samme for leverpostej i det rimelige mellemleje - til gengæld er portionerne også mindre end de fleste andre steder.det spirerende forår havde stemt mig i let og luftige fiskehumør, men jeg afslog dog tilbudet om stenbidderrogn, som jeg weekenden forinden havde forspist mig på. I stedet faldt valget på røget ål med røræg (72 kr.). Serveringen var pæn, men ikke pletfri. To køleskabskolde stykker ål var placeret på det passable, men næppe hjemmegjorte, rugbrød: det ene i pæn mediumstørrelse, det andet et mindre magert halestykke - lige i underkanten. Desuden var rørægen varm, så der opstod et mindre clash mellem det kolde og det varme. Resten af serveringen bestod af tomatfiletter og rigelige mængder pyntesalat.

Min medspiser var ude i en gang fiskefrikadeller (58 kr.). To flade, hårdtstegte deller kom ind, meget fintmalede i farsen. Klassiske sager, som vor mor lavede dem med købefars fra fiskehandleren, men med god smag, krydret med estragon. Den ledsagende remoulade var som lovet hjemmelavet, min medspiser var glad for den karrykrydrede remo, mens jeg nok gerne havde set den lidt grovere med flere grøntsager fremfor mayonnaise.

Hvad drikkevarerne angik, varmede vi op med to glas postevand og nuppede derefter hver en øl. Der kunne vælges fra både hane og flaske, men alle produkter var fra Carlsberg, så vi endte med bryg fra det indeværende ølvalg. Jeg tog den relativt alkohol-lette, tjekkisk inspirerede pilsner Pivo (25 kr.), mens min medspiser valgte den tungere og mørkere Dark - begge led de desværre under at blive serveret en tand for varme.også anden ombæring bød for mit vedkommende på fisk af den klassiske skuffe: En rødspætteservering med to små filetstykker let vendt i mel og stegt i smør (58 kr.). Fisken havde bestemt ikke fået for meget, hvilket havde den fordel, at saften var bevaret, men til gengæld var der ingen sprød stegeskorpe. Garnituren bestod af den føromtalte remoulade.

Min ledsager ville gerne have haft en gang ribbensteg med rødkål og surt (56 kr.), men den var der desværre ikke mere af, så han blev i stedet tilbudt kamsteg. Dette udløste et akut skisma, eftersom medspiseren på den ene side er i besiddelse af en kronisk angst for kamsteg, fordi den alt for ofte bliver tør, men på den anden side virkelig var i humør til at par raske skiver steg.

Efter at have overvejet adskillige andre af smørrebrødssedlens lune retter, endte min gæst alligevel med at vælge stegen, som, da den ankom, ganske rigtig viste sig at være til den tørre side. Dog ikke mere end at de to pæne skiver med god sprød svær gled ned uden problemer. Garnituren bestod af fin agurkesalat og hjemmelavet rødkål af den gamle skole - afsindigt blød og mør efter flere timers simren og ganske sødlig i smagen. Gode sager, selv om jeg også sætter pris på den mere sprøde syrlige version.

Portionerne var som sagt ikke store, så vi havde begge masser af plads til ost: Medspiseren legede med idéen om gedeost i olivenolie, men det lykkedes mig at få ham afledt fra dette kætterske forehavende. I stedet valgte han gammelost serveret efter bogen med fedt, sky, løg og rom (52 kr.). Portionen var relativt generøs denne gang, og osten besad den fornødne dybde i smagen, men konsistensen var lidt tør så både ost og brød føltes let smuldrende i munden.

Jeg fik gorgonzola, denne norditalienske ost, som har gjort sig værdig til en fast plads på det danske frokostbord gennem at iføre sig løgringe, rå æggeblomme og ristet rugbrød (48 kr.). Osten var køleskabskold ved serveringen, men smagte rigtig godt, da først den var blevet varmet op af det lune brød. En god blød blåbær-snaps her til fra den nye lille producent, Schumacher (25 kr.), gjorde ikke fornøjelsen mindre - medspiseren nød slåen-modellen fra samme hus til sin gammelost.vi havde desværre bemærket, at betjeningen var blevet mere og mere løsagtig, efterhånden som frokosten skred frem. Det blev ikke bedre, da et protestoptog på vej mod Rådhuspladsen passerede vinduerne - tjenerne fór ud på gaden for at tage bestik af løjerne, mens vi blev efterladt helt alene med ønsket om kaffe, petits fours og en regning.

Efter en rum tid lykkedes det os at få kontakt med personalet, og efter endnu en ventepause ankom kaffen og petits fours af kransekagedej, som godt nok var friskbagte, men også lidt for velbagte - fem minutter mindre i ovnen ville have gjort underværker.

Alt i alt må vi konkludere, at Bänckes og Beauvais synes at være sendt ud af Tivolihallens køkken til fordel for hjemmelavede produkter. Restauranten er således igen på rette kurs, selv om den sidste præcision i serveringen, der måske kunne have givet et firetal, endnu mangler.

Javascript is required to view this map.
Kort