Tager man på safari i Afrika, er målet at se The Big Five. Elefant, løve, bøffel, næsehorn og flodhest. At de fleste gæster i Zoologisk Have også har deres egen Big Five, anede jeg ikke. Men det fandt jeg ud af, da jeg forleden besøgte Zoologisk Have sammen med min knap toårige datter, og med små, men målbevidste skridt blev trukket rundt på hendes yndlingsrute.

Første stop var hos pelikanerne, derpå et kig til en efterårsdepressiv »uuuugle«, og så direkte hen til den store æblegumlende hanelefant, før vi kiggede ind i abehuset, hvor juniorine pegede direkte på bavianen med den største og rødeste bagdel og med høj og klar stemme bekendtgjorde: »Far-bavian!«.

Slutteligen et besøg hos søløverne, der højlydt gjorde opmærksom på, at klokken nu var flere minutter over sildetid - med et dagligt indtag på mellem fem og ti kilo fisk forstår man, at de gerne vil have frokosten serveret til tiden. Jeg var nu også selv begyndt at føle maven knurre, og efter et par bestikkelsesbesøg hos myresluger, babystruds og en samlet sløv løvefamilie var vi endelig fremme ved det, der er denne anmeldelses egentlige mål. For i takt med, at dyrenes forhold over de senere år er blevet forbedret med mere plads, lys og luft (og ifølge Zoos hjemmeside helt nye køkkenregioner), så er turen nu også kommet til gæsternes gastronomiske behov.

Den gamle restaurant ud mod travle Roskildevej er bygget om og delt i to. En såkaldt »familierestaurant« ved navn Provianten med sandwiches, pizzaslices og tag-selv-wokretter, og så Café K med et noget større menukort og bordservering i et lokale udsmykket med masaispyd, skindtrommer, udskårne elfenben og andet godt fra globetrotteren og Frederiksberg-tandlægen Johannes Konnilds samling (det er ham Café K er opkaldt efter), så dén blev det. SNART SAD FAMILIEN bænket ved et vinduesbord med udsyn til kameler og studerede menukortet, der lover både snacks, salater, lune sandwich, varme retter og afrikanske specialiteter. Så da vi fik besøg af en tjener, begyndte jeg straks på en større opremsning af alle de ting, vi ville prøve. »Vi har kun brunch«, lød det. »Hvorfor skriver I så ikke det på menukortet og hjemmesiden?«, spurgte jeg. »Det ved jeg ikke, men indtil 12.30 har vi kun brunch«, lød svaret. »Jamen, klokken er jo over 12.30«, forsøgte jeg. »Jeg har ikke hørt noget fra køkkenet endnu,« replicerede tjeneren, som jeg først efter megen overtalelse fik til at forespørge i køkkenet, hvornår de regnede med at være klar. Tilbage ved vores bord kunne han nu fortælle, at vi godt kunne bestille, men der ville gå en halv time, før vi fik maden.

»OK, men så lad os starte med nogle af jeres snacks, så vi kan slukke den værste sult,« bad jeg, men også det mente ungersvenden, at der var en halv times ventetid på. Indtil jeg gjorde ham opmærksom på, at det næppe kunne tage 30 minutter at hælde græske oliven og nogle friterede kikærter op i en skål, så gav han sig.DE GRÆSKE OLIVEN var gode, det skal siges. Og de friterede kikærter såmænd spiselige nok, selvom det var svært at smage den paprika og maldon-salt, som kortet lovede. Men efter - ikke en halv time - men tre kvarters ventetid var både min og juniorines tålmodighed brugt op, og så sjovt er det heller ikke at nidstirre to lakonisk gumlende kameler.

Endelig kom maden på bordet, og nu var det lige før, vi misundte kamelerne deres tidsler og afbrækkede kviste. Fruen fik stegte tigerrejer i kokosmælk med grøn bønnesalat, en af de særlige »afrikanske specialiteter«, der i menukortet oven i købet har tilnavnet »den smukke«. Jeg har sjældent set et mere misvisende navn - den slaskede servering, der kom på bordet, var direkte uappetitlig at kigge på. Kun smagen var værre! Syv (7!) skamstegte tigerrejer flød sammen med en kolossal mængde hakkede grønne bønner rundt i en opbagt sovs med tydelig smag af mel, tilsat en anelse kokosmælk.

Juniorines børneburger, som helt tydeligt var af slagsen, der sælges som frossen halvfabrikata, var ikke alene fuldstændig berøvet enhver form for kødsaft, den var simpelthen stegt så meget, at den var forkullet på overfladen. Ydermere var den anbragt mellem to bollehalvdele, der var ristet til tvebakker. Selvom vi skar de forkullede kanter af, så hun var i stand til at tygge sin burger, så nægtede tøsen pure, og jeg forstod hende kun alt for godt. For det stod ikke meget bedre til med min mexican-burger, hvor ciabattabollen ganske vist ikke var blevet til en tvebak, men kødet var lige så tørt og sine steder forkullet, og de hvidløgsmayonnaise-ledsagede grovfritter så melede og smattede i konsistensen, at de klistrede til ganen. UNDLADE AT BETALE kunne vi ikke, for vi havde måttet slippe slanterne allerede ved bestilling - en klog beslutning fra Café Ks side, for der var faktisk ikke en eneste acceptabel endsige spiselig ret på vores bord denne dag. Vi har før anmeldt caféer tilknyttet diverse kultur- eller underholdningsetablissementer, hvor kvaliteten og smagen af maden ikke altid er ene om at have førsteprioritet, men hvor det også handler om at afspise en masse mennesker i en fart. Heller ikke det formår Café K, og på et så småbørnsvenligt sted som Zoo er det direkte kriminelt. Måske skulle Zoo hellere spille ærligt spil og lave det hele om til ét stort tag-selv-cafeteria, så véd man da i hvert fald, hvad man går ind til.

Det spiste vi:

Græske oliven og friterede kikærter 47 kr.

Børneburger m. salat og grovfritter 52 kr.

Stegte tigerrejer i kokosmælk m. bønnesalat 68 kr.

Mexican-burger m. stegte kartofler 72 kr.