Det er ikke mere end en måned siden, at Jakob Blom og Kristian Willumsen lukkede og slukkede Grill Bar. Legen var slut på jetsettets tumleplads, og nu er der kun to restauranter tilbage i de to tilbageværende Olsen-drenges engang så omfattende imperium, Filmhusets Sult og Kongens Nytorv-klassikeren Cafe Aporta (som de ejer sammen med fodboldbossen Don Ø). Blom selv bestyrer sidstnævnte, der for at tilpasse sig de nye og strammere tider netop er undergået en ansigtsløftning, både hvad angår navn, indretning og ikke mindst menukort.

Det nye navn er det ikke særlig mundrette A Porta eta. 1792, der med fødeåret indføjet skal understrege at vi hér har at gøre med en af byens allerældste stadig eksisterende spisesteder. Noget man i øvrigt ikke er i tvivl om inden døre, hvor de mange spejle, guldrammer og krystallysekroner stadig funkler med al 1800-tallets svundne glans – og det i så autentisk og imponerende en grad, så man hvert øjeblik forventer at se forne stamkunder som forfatter-flaneuren Herman Bang, skuespillerkongen Olaf Poulsen eller den tidligere ovenbo H.C. Andersen sidde og lade sig bese over et glas absinth.

For selv om Blom & Co. for at lokke den del af deres nu hjemløse Grill Bar-kunder til, der stadig har råd til at feste som om vi skrev 2007, har importeret dj-pult, højttalere og fladskærme, så er de ganske diskret gemt væk bag guldrammer og træpaneler.  Det ny A Porta…  står nemlig på fire ben: til frokost serverer man smørrebrød til forretningsfolket, om eftermiddagen overtager shoppersegmentet på jagt efter kaffe, kage og evt. en snack og et glas vin, om aftenen disker køkkenet op med klassiske brasserieretter af moderne snit og i weekenden tager dj’s som Kjeld Tolstrup og Jean von Baden over og laver det hele om til én stor cocktailfest for de kendte, dem, der tror de er det og dem, der gerne vil være det.

Nu er det maden, der interesserer os her på siden, så vi troppede op en ganske almindelig mandag aften. Og sad snart med hver sin forret fra et kort, der ganske vist umiddelbart dufter af klassisk brasseriemad, men - som vi snart opdagede – i en både mere sæsonstyret og ambitiøs udgave.

Min medspiser havde kastet sig ud i kokkens snackbrædt, hvad der jo kan dække over hvad som helst, som regel en omgang afskåren charcuteri af særdeles svingende kvalitet. Her var vi absolut i den øverste ende af skalaen med fire små retter, der andre steder hver for sig ville kvalificere som en appetizer.

Først en hjemmelavet og dejligt frisk hummersalat med både bid og karakter, så et glas med en ligeledes meget smagfuld og fuldtonende græskarsuppe, dernæst en skive sammenrullet langtidsbraiseret oksespidsbryst og til sidst en brandade på saltet torsk og kartoffelmos, der var udstyret med en perfekt gyldensprød stegeskorpe.

Efter et tjek i køkkenet spurgte vores i øvrigt meget søde, behagelige og særdeles kompetente tjener, om hun måtte have lov at anbefale en anden hvidvin til min skaldyrscassoulet.

Det var et superbytte, for hendes forslag, en meursault fra Lafouge (Les Meix Chavaux 2006 til 75 kr. glasset) var nemlig udstyret med en markant lakridsnæse, der viste sig at stå overordentlig godt til min skaldyrsgryderet, hvor en hel jomfruhummer og nogle kammuslinger var flamberet i en ligeledes lakridssmagende pastis. Serveret i en møgvarm støbejernkasserolle en perle af en efterårsret, hvor fedmen fra skaldyrene og hvide bønner fik fornødent modspil af pikante tern af chorizopølse og salt og syrlig soltørret tomat.

Min medspiser valgte pighvar til hovedret. Den faste hvide fisk lå på et leje af bagt græskar, garneret af kartoffelskum, en syltet hyben samt et drys reven hasselnød, der fint samlede fiskens nøddede smagsnoter op.

Et glas rød pinot noir fra californiske Molnar (Tricycle 2006) til 75 kr. havde nærmest burgundisk karakter og var en udmærket akkompagnatør. Det samme gjaldt i endnu højere grad mit glas rød barbera fra piemontesiske Boroli (til 75 kr. for et glas lige lovligt frisk prissat for en vin, der i detailhandlen koster 115 kr. - for en flaske!), der havde masser af frugtsyre til at bide gennem ikke mindst den svampebearnaise, der fulgte min let opdaterede wienerschnitzel.

Her var selve den panerede kalveschnitzel måske det mindst interessante (en anelse til den tørre side), men hele garnituren – lige fra den obligatoriske »dreng« af en citronskive med kapers, revet peberrod og ansjosfileter til braskartoflerne, en luftig peberrodsskum og en frisk salat af majs, perleløg, ristet bacon og friseesalat – sad lige i skabet.

Selvfølgelig har et sted som A Porta en klassisk ostevogn; vi sneg os nu udenom og gik direkte til desserterne. Først en klassisk creme bruleé med friske bær og en udmærket blåbærsorbet, og så til mig en chokolade-øllebrød. Her var rugbrød blødt ud i bornholmsk chokoladestout krydret med vanille og citron, hvad der havde udløst en meget intens, næsten karryagtig smag, og blev serveret med vanilleiscreme og friske ribs, hindbær og blåbær.

Til begge kom et glas sød beerenauslese fra østrigske Mantlerhof (95 kr.) og det satte et fint punktum for en aften, der kulinarisk ligger lige et gear over konkurrenterne indenfor den for tiden så altdominerende brasserietrend. Det gælder ikke alene ambitionsniveauet, der er udmøntet i små kreative opdateringer og iscenesættelser af klassikerne, men også skarpheden i køkkenet.

Havde vi holdt niveauet fra de to fornemme forretter, så havde vi været tættere på fem end fire stjerner; nu ender vi lige midt imellem.

Det fik vi:
Snackbrædt 145 kr.
Skaldyrscassoulet 125 kr.
Stegt pighvar 235 kr.
Kalve-wienerschnitzel 195 kr.
Creme bruleé 85 kr.
Chokolade-øllebrød 85 kr.
Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 870 kr.

Hvad: A Porta eta 1792
Hvor: Kongens Nytorv 17, Kbh. K, tlf. 33 11 05 00
Hvor meget: vin fra 245 kr., billigste hovedret 145 kr.  

Læs de bedste og værste restaurantanmeldelser fra AOK i 2008 her