Søndag skydes en ny tilbagevendende begivenhed i gang. Navnet er The Pig Party, og tanken er, at den udvikler sig til kokkenes fejring af kokkene selv. Der er allerede de etablerede prisuddelinger indenfor faget, men folkene bag The Pig Party, synes der mangler en hyldest til kokke, fra kokke.
'Vi har nogle skæve forslag til priser, som f.eks. 'årets bearnaise', 'årets tv-kok' og 'årets overkrop', og specielt med den sidste skal Thomas Rode fra Kong Hans nok ikke føle sig for sikker. Det skal være sjovt, men også alvorligt, og der kommer også priser, som er et stort skulderklap fra hele branchen', fortæller Dorte Leck Fischer, som er organisator bag festen.
I år er selve prisuddeling faldet for tidsfristen, fordi det rent logistisk var for presset at få stablet en kompetent dommerjury på benene, men næste år får den fuldt gas med lidt utraditionelle priser. Så i år kører festen som en soft-opening i sommer-have-festens tegn og er åben for alle madinteresserede.
Gris på grillen
Som navnet lidt lægger op til, så er dagens hovedperson gris. Fem styks sortbroget landrace er blevet doneret af de gode folk på Knuthenlund, og de bliver nænsomt tilberedt over sagte ild. Selve scenen er i Odd Fellow gården, hvor kulisserne fra sommerens Grønnegårdsteater indgår som scenografi i den store havefest. I tilfælde af regn rykker festen indenfor.
Odd Fellow for folket
'Det bliver super hyggeligt, og vi har valgt gris af egoistiske kokke-grunde. Vi elsker simpelthen at grille gris, og så smager det vanvittig godt', fortæller Michael Garre.
Han er køkkenchef i Odd Fellow Palæet, og har siden han kom til for fire år siden, arbejdet hen imod at de smukke lokaler skulle være mere tilgængelige for andre end bare lige teatergæster, logebrødre og store arrangementer. Han har med andre ord åbnet dørene til den kendte 1700tals bygning.
Med sig som værter og kokke har han Mie Bostlund (Arzak, The Paul), Tina Kristensen og First, som oprindeligt er fra Thailand og hedder sådan, fordi han var den førstfødte. Sammen pusler og plejer de om grisene og serverer salater af gotlandske grøntsager samt spandevis af drikkevarer til fornuftige priser.
I festens uhøjtidelige ånd er der langborde, selvbetjening i de afslappede rammer og masser af muligheder for at snakke uformelt med nogle af landets bedste kokke. 'Vores håb er, at der bliver spist og især snakket rigtig meget mad. Tænk sig lige at sidde til bords mellem køkkenchefen og souschefen fra en Michelinrestaurant', siger Michael Garre.
Hvad: The Pig Party
Hvor: Odd Fellow Palæet, Bredgade 28
Hvornår: Søndag d. 26. august 14.00-21.00
Hvor meget: 200 kr.
Hvordan: Køb billet her