Det forblæste hjørnet på Sølvtorvet er umiddelbart et af Københavns mindst charmerende - den konstante trafik ud og ind af byen har gjort stedet gråt og livløst. Men lige så snart man træder ind af døren til Eastern Corner, forsvinder den grå og støjende by udenfor. Vinduerne er tætte og velisolerede og den i grunden ret store restaurant er hyggeligt indrettet med bl.a. stoffer hængende i loftet.

Man ser også med det samme, at klientellet ikke udelukkende består af folk fra nabolaget, som spontant har lagt vejen forbi på grund af akut sult. Her er flere selskaber som tydeligvis har taget vejen fra de nordlige forstæder, for Eastern Corner er et ordentligt sted, man bestemt godt kan tillade sig invitere gæster ud, hvilket ikke kan siges om alle byens thairestauranter.

Måske ikke helt overraskende afspejler indretningen og tjenernes uniformer sig også på priserne i menukortet - som i øvrigt er præget af de standardnumre, man finder alle de andre thai-steder - generelt ligger hovedretterne ca. 20 kr. højere end på en af de billigere thaisteder.

Til gengæld har man gjort sig den umage at opbygge et hæderligt vinkort. Langt fra noget, som ville kunne tilfredsstille en vinnørd, men dog et kort med relevante flasker, som kan matche den eksotiske thaimad. Jeg var dog mere i humør til at gå ombord i en øl, som vel dybest set er den drik, som tager mindst skade ved mødet med den stærke mad. På kortet fandt jeg en blonde fra franske Abbaye de Landelin (75 kr. for 75 cl.), som med 6,5 pct. viste sig at have den fornødne styrke til at hamle om med smagsindtrykkene. Til at begynde med havde vi selvfølgelig bestilt rejechips, det er en del af attraktionen ved at spise på thairestaurant, men de nåede faktisk aldrig frem til bordet, tjeneren kom i stedet med vores forretter: Først to små thai forårsruller som til en pris af 49 kr. syntes velbetalt, selv om kvaliteten da var udmærket.

Samme mådeholdenhed, kan man sige, gjaldt vores serveringer af tod-man-bla (55,-), her kaldet dybstegt fiskepaté. Der var kun tre små stykker af denne specialitet, der bedst kan beskrives som en thailandsk fiskefrikadelle rørt med rød karry og limeblade, som så til gengæld smagte rigtig godt. Der var, som vanligt, garneret med en lille agurkesalat med lidt hakkede peanuts.

Den næste forret var en gang satay (49,-), en ret som oprindelig er opstået i Indonesien og består af små grillspyd med marineret kyllinge- eller svinekød. Vi tog førstnævnte kødtype og blev ikke skuffede, kødet var saftigt, velmarineret og velstegt, og den ledsagende obligatoriske jordnøddesauce var også fin.

Der var heller ikke nogen vej udenom at afprøve stedets tom-yam-kung, citrongræssuppen med tigerrejer, som er en af de helt klassiske thairetter. En tom-yam-suppe skal være både stærk (af chili) og sur (af limesaft) og denne var begge dele på en meget moderat, danskervenlig facon. Farven relativt mørk, men smagen klassisk inklusive fyld bestående af tomat, svampe og friske korianderblade.

Da hovedretterne lidt senere kom på bordet, var det slut med det blide. Jeg havde bestilt en oksekødssalat, som øjeblikkeligt kaldte sveden frem på panden og så klart var aftenens stærkeste indslag - dog ikke mere end at jeg godt kunne spise den. Stegt skiveskåret kød af acceptabel (men så heller ikke mere) kvalitet var vendt i den klassiske dressing bestående af limessaft, chili og fiskesauce. Der var garneret med rå rødløg, agurk og koriander, og så var det hele placeret på et leje af salatblade - lige efter bogen. En udmærket, men langt fra enestående bøfsalat.

Nogenlunde samme niveau holdt en gang and i rød karry (119,-). Selv om retten var markeret med tre chili'er i menukortet så var den faktisk ikke rigtig stærk. I kokosmælken, som var tilsmagt med rød karry, svømmede ud over skiver af andebryst, også ananas, tomat, rød peberfrugt samt friske blade thailandsk basilikum. Til denne pris kunne man måske også godt have forventet sig lidt thailandske aubergine - enten de helt små ærte- eller de lidt større baby-auberginer.

Tredje hovedret var en portion pad-thai (119,-) som er stegte nudler med hakkede peanuts, bønnespirer, tigerrejer og en sojaagtig sauce frisket op med lidt citrus. Igen ganske pæne sager, som på en kvalitetsrangstige placerede sig lige nøjagtig midt i feltet. Måltidet blev herefter afsluttet med en kop kaffe (23,-), for der var ikke plads til dessert og på en thai-restaurant går man meget sjældent glip af noget i denne kategori. Maden havde været god og gedigen, som nævnt før i det pæne middelfelt indenfor thai-genren. Mange læsere vil utvivlsomt opleve det som et plus at stedet er pænt og redelig og betjening høflig og relativt effektiv (der var lige det med de rejechips). Men er det dog trods ikke nok til at trække op fra de tre stjerner køkkenet trækker i land.