Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Sushi med ambitioner

Saiko laver formentlig byens p.t. bedste sushi, men man bør undgå de fleste af udenomsværkerne.

Det er ikke ambitioner, som mangler i kælderen i Torvegade nr. 22, hvor Piyasith Punin har åbnet ny sushirestaurant. Punin er også manden bag Sanshin Sushi overfor Frederiksberg Rådhus, og jeg skriver udtrykkeligt sushi-restaurant, fordi selv om Sushi Saiko har en spisedisk placeret rundt om sushikokkens bur, så man kan følge dennes arbejde, er Saiko et sted, der lægger op til, at man sidder rigtig ned og tager sig tid til at spise et fuldt måltid.

Indretningen er sval og appetitlig med sorte skifergulve og designermøbler i lyst træ, betjeningen behagelig og imødekommende. Men det er ikke mindst spisekortet og dets priser, som angiver ambitionsniveauet: Udvalget af sushi er enormt stort med både klassiske nigiri-sushi (fisk på risbolle) a la carte, diverse blandede menuer, maki-ruller i stort set alle udformninger samt avancerede (læs prætentiøse) gourmet-nigiri med hummer, foie gras, trøfler, kaviar og alt, hvad hjertet ellers kan begære af luksus.

Dertil kommer en hel sektion med, hvad man kunne kalde, forretter: supper, tempura (paneret, dybstegte elementer), katzu sticks, forårsruller, nudler og sashimi og en lille håndfuld ambitiøst prissatte desserter. Allermest skiller Sushi Saiko sig vel nok ud derhen, at det er første sushisted i byen, jeg har besøgt, som har et seriøst vinkort med en stribe vine, som rent faktisk passer til sushi - vi taler her f.eks. om chenin blanc- og sauvignonbaseret vine fra Loire, riesling fra Alsace og Tyskland samt champagne.

Vi valgte en flaske 2001 Bernkasteler Badstube riesling halbtrocken fra den glimrende Mosel-producent Markus Molitor (320 kr.). En vin, som ikke bare smagte glimrende med sine brillante toner af citrus og petroleumsagtig mineralitet, men også med sine balance mellem syre og restsødme var i stand til at hamle op med det meste af maden. Den ene medspiser supplerede med japansk Sapporo-øl ved siden af (45 kr.).

Kedelig start

På anbefaling af den meget søde tjener startede vi i forretsafdelingen: Vi bestilte og betalte for en stor tempuramix (219 kr.) til deling, som ifølge kortet skulle indeholde fyld af laks, yellowtail, tun, rejer, shitakesvampe og sød kartoffel. Bag det noget tykke dejpanser var jeg dog kun i stand til at lokalisere rejer, svampe og kartoffel - så efterfølgende er jeg kommet i tvivl, om det i virkeligheden har været en basistempura, som ifølge kortet indeholder netop disse elementer, vi fik serveret. Under alle omstændigheder var det ikke den mest elegante tempura nogen af os har fået serveret, og heller ikke den billigste.

Det samme gjaldt de to ligeledes dybstegte katzu-spyd, som havde fyld af sukkerærter, shitake-svampe og meget lys ikke videre kraftigt smagende laks, hvilket selvfølgelig kan skyldes, at fisken var meget frisk. Den ene, ganske Japan-kyndige, ledsager insisterede på misosuppe (35 kr.), som fik skudsmålet udmærket.

Egentlig havde vi af de forskellige sushi-numre bestilt en blandet menu til at begynde med, men det endte med, at de sidst bestilte »gourmet nigiri«, kom ind først, angiveligt for at den stegte foie gras (59 kr.), som mine ene ledsager skulle have, kunne være varm. Fedtleveren var betrukket med sød teriyakisauce og en skive trøffel, som ifølge kortet skulle være frisk, hvilket jeg dog vil tillade mig at betvivle, eftersom trøflen var brun hele vejen igennem og også konsistensmæssigt mindede om den syltede vare. Min ledsager var dog godt tilfreds med sin nigiri, hvilket også gjaldt den anden medspiser, som fik seared (skal-stegt) tuna (49 kr.).

Derimod var jeg ikke imponeret over min østers Saiko-style, som viste sig intet at have med at nigiri at gøre, idet der var tale om en østers serveret i sin skal med et drys kaviar uden nogen form for ris. Den kraftige smag af østers overdøvede totalt kaviaren, og så må man jo sige, at 79 kr. er lidt dyrt for en ganske almindelig østers.

Klimaks

Havde jeg således været lidt skuffet efter de første ombæringer, blev al tvivl om stedets bonitet gjort til skamme, da det store fad med vores blandede menu (325 kr.) landede på bordet. Der var ganske enkelt tale om festfyrværkeri af sushi, som jeg hidtil ikke har fået bedre i København: Risen var perfekt kogt og marineret, og selv den mest banale lakse-nigiri smagte guddommeligt, fordi råvarer såvel som håndværk bare var helt i top. Udover laksen bestod menuen af nigiri serveret parvis med reje, tun, yellowtail, lakserogn med rå vagtelæggeblomme og stegt ål med teriyakisauce - alle af glimrende kvalitet. Dertil kom rullerne, et par relativt konventionelle med gode skiver med bl.a. krabbe og så fire helt forrygende og stærkt innovative med fyld af bl.a. dybstegt kammusling og abrikos.

Kort efter kom vores to makiruller, der var tale om otte skiver af en såkaldt inside-out rulle, hvor tangen var rullet omkring grillet ål og risen sad yderst dækket af et fint lag af avocado glaseret med sødlig teriyakisauce og sesamfrø - superlækkert. Det samme må sige den anden rulle en såkaldt spider-roll som kom i seks skiver med fyld af bl.a. softshell-crab og avocado.

Og så ned igen

Desserterne viste sig ligesom forretterne at være moderat skuffende, ikke mindst prisniveauet taget i betragtning. Jeg har aldrig hørt om frugt-sashimi før, og ifølge min Japan-kyndinge ven er det heller ikke noget, der er tradition for i Solens Rige. Det viste sige at være knivskarpe tynde udskæringer af bl.a. melon, ananas, melon, blomme og mango. Udmærket, men så heller ikke mere - vi kunne ikke lade være med at finde det mildt sagt prætentiøst at tildele en så banal dessert af frisk frugt prædikatet sashimi og forlange en ågerpris af 125 kr. for retten.

Medspiser ét fik en gang såkaldt mudcake med grøn te-is til 79 kr. Der viste sig at være tale om en ret fast, ganske konventionel og kakaosmagende chokoladekage, som blev serveret med champagne-is i stedet for den annoncerede te-is - et forhold som tjeneren dog senere fik rettet op på, efter at vi havde påtalt miseren. Medspiser to fik tre kugler ligeledes til 79 kr. Det var mango-sorbet, samt de før nævnte is på te og champagne - udmærkede sager uden at være særligt imponerende.

Saikos ambitioner omfatter også e- og kaffepolitik. Medspiser to ville have te og blev anbefalet en hvid af slagsen, som jeg af regningen kan se har kostet 60 kr. for én servering - jeg håber, den smagte godt. Vi to andre drak kaffe til ligeledes hambre 46 kr. per næse.

Som det formentlig er fremgået af anmeldelsen er jeg ikke videre imponeret af hverken forretter eller desserter på Sushi Saiko - ikke mindst de ret høje priser taget i betragtning. Når restauranten alligevel får fire stjerner, skyldes det dog, at stedets hovedprodukt, sushi'en, er så fremragende og til fulde sin høje pris værd, at et par overbetalte ligegyldigheder ikke skal have lov til plette dette glade budskab.

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media