Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 09/12/09

Sticks'n'Sushi får klimapris og dropper ålen

  • Arkivfoto fra Sticks'n'Sushi Foto: PR fotoArkivfoto fra Sticks'n'Sushi Foto: PR foto
Sticks'n'Sushi har i tre år arbejdet på at blive en virksomhed, der ikke belaster kloden og har for nylig modtaget Københavns Kommunes Klima+-pris. Næste skridt er at droppe ålen på menukortet.

"I forhold til jeres egen indsats, så ikke nok med at I reducerer CO2, I handler også på områder, hvor det måske gør lidt ondt. I køber Natur-Energis bedste produkt, selvom det koster ekstra, og I fravælger fisk, som andre restauranter måske ville kvie sig ved at opgive".

Sådan begrundede borgmester Klaus Bondam, at Sticks'n'Sushi modtog kommunens Klima+-pris 5. december, inden en glad Kim Rahbek forlod prisoverrækkelsen.

Koster 100.000 ekstra
"Det er jo rart at blive anerkendt for det, man laver. Vi har arbejdet med vores klima- og bæredygtighedsprojekt Sushistainable i tre år, og har en fuldtidsansat, der udelukkende beskæftiger sig med det, siger Kim Rahbek, der er direktør i Sticks’n’Sushi, som køber miljøvenlig el, selvom det koster ham 100.000 kroner ekstra om året.

”Når vi alligevel gør det, er det fordi, jeg tror på, at, at hvis en virksomhed skal leve i mange år, skal den have ordentlige værdier og en grundholdning. Vores ambition, er at efterlade verden i en bedre stand, end vi modtog den i. Og den opfylder man ikke ved at sige, men ved at gøre,” mener Kim Rahbek.

”At vi betaler mere for strømmen, betyder også, at vi er mere motiverede til at spare på den. De små, røde standby-knapper, som du har overalt på elektriske apparater, de brænder el af ad h til, så der er meget at hente, hvis man tænker sig om, siger Kim, der ikke mener, at vi skal gå ned i levestand for at spare på CO2, men blot skal tænke os om og gøre ting på smartere måder.

Slut med ål på Sticks'n'Sushi

Sticks’n’Sushis bæredygtighedsprincipper handler også om at undgå fiskearter, som er truet af udryddelse.

”Vi har fravalgt den store tun-art som hedder bluefinn tuna, og bruger i stedet den mindre art yellowtail, som kan have en list lysere farve, fordi det er en mindre fisk, der ikke går på så store dybder. Vi får den fra et område ved Senegals kyst, hvor der lever store bestande, siger Kim Rahbek og fortsætter: Når det nye optryk af vores menukort kommer, vil du ikke længere kunne finde ål på det. Det skyldes at ålen, har været fisket så meget, at der nu er så få tilbage, at den måske uddør, forklarer Kim Rahbek, der i stedet lancerer nye vegetarprodukter og retter med kammusling.

Sticks’n’Sushi har også reduceret sin CO2-udledning på forbruget af laks gevaldigt, efter de nu får den fra Nordnorge, hvor den bliver opdrættet og filetteret og frosset, så der ikke skal transporteres så meget til Danmark i lastbil, og hvor resten af fisken til dyrefoder og andre produkter.

Volumen giver forhandlingsfordel
”Vi startede på vores sushistainable-projekt for tre år siden, hvor vi begynde at sortere vores affald. For at det skulle give mening, måtte vi finde et renovationsfirmaer, som ikke bare blandede det hele sammen igen, når de hentede affaldet, så vi sagde til firmaerne: Hvis I skal handle med os, skal I gøre som vi siger, og hvis I gør det, vil I kunne få nyt produkt på hylden, I kan sælge til andre, fortæller Kim Rahbek, der erkender, at volumen giver visse fordele i forhandlinger.

På besøg fra Kina til Norge
Sticks’n’Sushi har været verden rundt for at besøge leverandører i både Kina, Norge og Thailand, og måtte konstatere, at det ikke var alle, der gjorde, som de sagde, de gjorde.

”Som virksomhed er man nødt til at sikre sig, at ens leverandører ikke skader lokalsamfundet, at rejerne ikke kommer fra magrove-skove, der ødelægges og at ting ikke er fremstillet af børn”, mener Kim Rahbek.


På hjemmefronten

Projektet har også påvirket Kim Rahbeks private liv:
”Jeg er blevet meget mere bevidst om de ressourcer, vi bruger i familien Danmark og i verden, og at vi bruger meget, som vi ikke behøvede at bruge. Da jeg var dreng, sagde min far altid: Husk at slukke lyset, den fine stue havde vi kun varme på i, når den blev brugt. I dag bimler elmålerne, og nu er det mine døtre, som kan finde på at sige: Kim, husk at slukke for vandet, mens du børster tænder, fortæller Kim Rahbek.

Se listen over Sticks'n'Sushi på AOK

og læse mere om Sushistainable på Sticks'n'Sushis eget website

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

Hvad med laksen?

Ja, hvad med laksen. En fisk, der forbruger så meget energi under opvæksten, opfodret med fisk/fiskeaffald hentet fra u-landes resurser, burde udgå fra spisekortet og blive erstattet af fisk. der befinder sig længere nede i fødekæden - der, hvor fiskens naturlige føde er plankton. Det er heller ikke en disse bedre at servere et toprovdyr, som tunen jo er, på jeres menukort. Men det er jo typisk for hele debatten om miljø og grønhed! Snak, snak og snak!!!

 

Om organisk emballage

@susan: jeg er helt enig med dig i at organisk emballage som udgangspunkt er sympatisk. Så vidt jeg ved bliver det dog fremstillet af organisk materiale, som ellers kan bruges til fødevarer. Så på den måde er man med til at presse fødevarer ud af markedet og dermed prisen op. Det er ubetinget dårligt for verdens fattigste, når prisen på fx. majs eller ris stiger. Det var det der skete med fødevarekrisen pga. brug af fødevarer og landbrugsarealer til biobrændsel. Hvis man kan fremstille organisk emballage er spild fra fødevarer, fx. skaller, kunne det dog være rigtigt spændende! Men findes det?

 

Emballage der kan komposteres

HVor er det supert at vores favorit sushi restaurant i Danmark ogsaa goer noget for at vaere sustainable og for miljoet.
Natalie Birk, jeg ved at man kan faa emballage der er 100% kompostabelt baade til varm og kold mad. Paa min datters skole faar eleverne deres mad i 100% kompostable bakker, hvad enten det er varm mad eller kold, deres gafler, skeer m.v. er ogsaa 100% kompostable og poserne med frugt og snacks er det ogsaa.
Hvis du er interesseret i at hoere mere om det, saa skal jeg gerne give dig kontakt information.

 

Holder ikke...

At forklare et ekstremt overforbrug af emballage med at emballagen altså er nedbrydelig, og at man derfor er miljøbevidst hænger overhovedet ikke sammen. Skal i leve op til den pris skal i SPARE på emballage, bruge mindre - det andet er pop, spil for galleriet.

 

Kære Rudi, Tak for dine

Kære Rudi,
Tak for dine kommentarer, som vi meget gerne vil svare på.

Vores plastikemballage er lavet af 85% genbrugsmateriale. Boksene fremstilles af materialet APET, som er et af de mest rene materialer at forbrænde. Eksempelvis afgiver pap mere CO2 og CO ved forbrænding.

Emballagen er produceret i Danmark og fremstillet af industrielt genbrug. Det vil sige, at produktet laves af overskud fra plastproduktion, der samles og genanvendes. Samtidig samles og renses alle plastflasker og kværnes ligeledes til det materiale, som vores bokse består af. Med andre ord består vores emballage af noget af det mest miljøvenlige materiale, vi kan finde, som samtidig kan leve op til de strenge hygiejnekrav vi stiller. Vi har blandt andet valgt plastik emballage fremfor organisk nedbrydeligt emballage da emballagen alligevel ryger til forbrænding med resten af affaldet, fordi vi ikke komposterer organisk affald i Danmark.

Vores kartonbokse er fremstillet af europæisk genbrugskarton trykt med vandbaserede farver.

Vi kan derudover også tilbyde en termo-taske, som kan bruges igen og igen.

Vi er opmærksomme på mængden af emballage og hvordan vi kan minimere dette bedst muligt - det er et område, som vi hele tiden arbejder på at forbedre.

Hvis du har lyst, kan du læse meget mere om vores bæredygtighedsarbejde (www.sushistainable.dk), som vi arbejder seriøst med hver dag. Vi stiller os samtidig ydmyge overfor den kolossale opgave, der ligger i at gøre en virksomhed bæredygtig, for det er et arbejde, der aldrig slutter. Vi håber dog, at vi kan være med til at gøre en forskel og forhåbentlig inspirere andre til at gøre det samme.

Bedste hilsner
Sticks’n’Sushi

 

FAIL!

Miljøpris til Sticks'N'Sushi?? , alle der har hentet takeaway i en af deres butikker har oplevet at stå tilbage med enorme mængder lakeret tom emballage. Ingen Sushi steder brillerer med et så ekstremt overforbrug i indpakning som S'n'S, den miljøpris er i deres hænder en joke - ligesom ovenstående fuldstændigt ukrititske reklame artikel - Fail!!

 

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media