I Jernbanegade tæt ved Rådhuspladsen har nu i nogle år ligget en tapasbar ved navn Biscaya. Dens placering (samt tapassens mundrette og skalérbare natur) gør Biscaya til et oplagt sted at søge ind, enten før eller efter man har været en tur i biografen. Det var således efter et rendez-vouz med en af 2007's bedste film, »Ratatouille« - en animeret film om en kloakrotte med gourmettalent og store kokkeambitioner (og ikke at forglemme en madanmelder i en vigtig birolle) - at jeg for nylig fandt mig selv på Biscaya. Jeg havde været der for år tilbage, hvor jeg mest havde noteret mig stedets gode stemning og middelmådige mad, men denne aften var anderledes.

Stemningen i lokalet med fliser på gulvet, råpudsede gule vægge og rå mursten, tykke sorte smedejernsrækværk, sorthvide fotos og et baskisk flag på væggen var den samme uhøjtidelige, hektiske og helt igennem autentiske stemning (inklusiv en fullsize-jerntyr og en guitarspillende trubadur i selskabslokalet på første sal). Men maden var anderledes. Ikke retterne i sig selv - det var stadig de gammelkendte små retter fra det klassiske tapaskort - men det virkede som om råvarer og ikke mindst tilberedning var steget et niveau eller to. Lige før jul var jeg der så igen, denne gang i anmeldelsesøjemed, og uden foregående film-forførelse.

Som nævnt er der intet revolutionerende ved Biscayas tapaskort. De små lune og kolde retter er gamle kendinge alle til hobe - og trods navnet mere i tråd med den solide og rustikke galiciske eller catalanske tapastradition end den lettere forfinede pintxos-pindemadsudgave fra Baskerlandet. Et udvalg på elleve forhåndsbestemte tapas fås for 259 kr. pr. person - og det er et godt tilbud, medmindre man har sine favoritter eller er mindst fire personer, for så kan man lige så godt bestille a la carte og deles om tallerkenerne - der er rigeligt til fire eller flere. Vi valgte det sidste, og da jeg var nået op på ti tapas-bestillinger, begyndte vores tjener at se skeptisk ud: »så meget kan I ikke spise...« - men det kunne vi!

Først appetizerne - grønne spanske oliven og syrlige boquerones - de eddike- og olivenoliemarinerede ansjosfileter, der er med til at vække appetitten, begge i godt selskab med et glas afkølet manzanilla-sherry fra Bodegas La Cigarrera (38 kroner). Siden med en tallerkenfuld smagfuld, fedtmarmoreret og 24-måneder lufttørret ibericoskinke (fra agern-gnaskende sortfodssvin i Extremadura), en kold kartoffelsalat blendet op med tun, mayo, ærter og gulerod (ensaladilla rusa) og endelig endnu en af mine kolde tapasfavoritter, pulpo a la gallega, hvor en af de store blæksprutters otte arme er hakket i bidder og på galicisk vis marineret i eddike og olivenolie, inden den på en lille jernpande ryger i en gammel ildovn med masser af paprika på toppen og lune kartoffelskiver i bunden.

Til de varme tapas var det tid til et svingende glas kold spansk San Miguel-fadøl (50 kroner), inden vi langede til fadet med dybstegte ringe af hovedet på de små tiarmede blæksprutter, her i en velsmagende og sparsomt paneret, hjemmelavet udgave (uden dejpanser, blot rullet i brødkrummer og æggeblomme), og uden frituresmag, men til gengæld med en god ali-oli (hvidløgsmayonaise), samt ligeledes hjemmelavede, dybstegte og panerede kroketter med kyllingefyld.

»Oh, the Spanish way!«, udbrød en ny tjener med et stort smil ved synet af vores allerede fyldte bord, da han kom med endnu en omgang varme tapastallerkener til fælles afbenyttelse. Først dybstegte dadler i baconsvøb, så et fad med ovnstegte røde piquillo-peberfrugter fra Navarra farseret med klipfiskestuvning og overhældt med en cremet blæksprutteblæksauce. Dernæst endnu to små rygende varme jernpander, den ene med grillede champignoner i hvidløg og persille, og den anden med de krydrede chistorra-pølser stegt i sherry. Det hele serveret hurtigt og varmt, i en trods køkkenets store travlhed meget præcis grad af tilberedning, og hvor de gode råvarer virkelig fik lov at smage igennem. Det er tydeligt, at sjælen er med i køkkenet, og at der ikke bliver skudt alt for mange nemme genveje, men at størsteparten er hjemmelavet. En helt igennem tilfredsstillende omgang, og et kæmpe måltid i sig selv, som man alt efter smag og behag kan overstå på et par timer eller forlænge med nogle flasker vin og strække ud til en hel aften, uden på nogen måde at have formøblet friværdien.

Men - Biscaya har også en række »rigtige« fiske- og kødretter, og trods en altovervældende mæthedsfornemmelse måtte vi videre. Fireårige Juniorine var også med og havde allerede dagen inden bestilt fisk. Hun fik derfor dorade, en middelhavsfisk med fast kød, der egner sig glimrende til at blive grillet. Fisken blev serveret med den sædvanlige Biscaya-garniture: hjemmelavede kartoffelchips, sauterede grønsager (rød og gul peber, forårsløg og asparges) og en lind kartoffelmos, rørt op med klipfisk. Det hele røg ned i en ruf, så jeg nåede kun at smage fisken, der var perfekt grillet og smagfuld. Hendes forældre fik henholdsvis blåmuslinger i en fløde/hvidvinssauce med persille, der fik tilført et par gode velrettede spark af hvidløg og chili, og klassikeren bacalao - klipfisk med sauce af citron og hvidløg - serveret med knasende sprøde rødbede-chips og den samme sauterede grønsagsgarniture som den grillede fisk.

»Bacalao de mi madre« - klipfisk som vor mor lavede den - påstås det på menukortet, men jeg tror nu hellere, jeg vil have kokken på Biscaya til at lave min.

Dessert var nærmest et fy-ord nu, men da vi først havde smagt de gode sager, så forsvandt de trods mætheden som dug for solen. Både tallerkenen med diverse spanske oste, Juniorines så absolut hjemmelavede chokolade- og jordbæris, mors crema catalana (creme bruleé med kanel i stedet for vanille) og fars chokolademousse, der var tung af rigtig chokolade og spædet op med mokka og brandy. Sikke en aften - vi kunne garanteret være blevet mætte af bare en tredjedel - men både kvalitet og pris gør det let at forfalde til mere. Biscaya Tapas Bar er fornemme eksponenter for det bedste i spansk madkultur - man gør ikke tingene sværere end de er, men det man gør, gør man godt og med hele hjertet bag. Jeg iler med at anbefale et besøg - både med og uden film!

Det spiste vi: Oliven 25 kroner. Boquerones 45 kroner. Jamon iberico 198 kroner. Ensaladilla 48 kroner. Pulpo Gallega 69 kroner. Dybstegte calamares-blæksprutter 59 kroner. Croquetas pollo 52 kroner. Dadler i baconsvøb 42 kroner. Pimientos bacalao 65 kroner. Champignon i hvidløg 55 kroner. Chistorra 49 kroner. Grillet doradefisk m. bacalaokartoffelmos 195 kroner. Bacalao 195 kroner. Mejillones biscaya 94 kroner. Ostetallerken 189 kroner. Helado (is) 59 kroner. Chokolademousse 59 kroner. Crema catalana 59 kroner.