Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 24/10/17

Sonny

  • Foto: Gita Femhøj Foto: Gita Femhøj
  • Foto: Gita Femhøj Foto: Gita Femhøj
  • Foto: Gita Femhøj Foto: Gita Femhøj
Rådhusstræde har fået en café-darling, som byder på både morgenmad, frokost og kaffe af den bedste slags.

Kender du Sonny?

Sonny er den nye dreng i byen. Han bor på Rådhusstræde 5, hvor der tidligere lå en marokkansk tesalon ved navn The a la menthe. Hans ”forældre” hedder Sara og David. De havde længe gået med drømmen om at åbne en café i København, men lige hvor den skulle ligge, og hvad den skulle hedde, kom de først frem til få måneder inden, de fandt lokalerne.

»Da Rådhusstræde 5 blev ledig, slog vi til, og så gik det stærkt. At vores café kom til at hedde Sonny, var egentlig lidt tilfældigt. Jeg er ret stor fodboldfan, så vi har joket lidt med, at hvis vi engang får en søn, skal han hedde Sonny, som den brasilianske fodboldspiller Sonny Anderson,« siger David og ler.

En søn ved navn Sonny blev det dog ikke til, men cafedrømmen blev til virkelighed.

Stemning og personlige detaljer

Når man træder indenfor på Sonny, bliver man oftest mødt af både Sara og David. De lægger nemlig stor vægt på selv at være til stede i cafeen, hvor de kan møde kunderne og fornemme stemningen. Og netop stemning er der masser af på Sonny.

Det højloftede lokale er indrettet i en enkel og rå stil med designdetaljer og personlige detaljer, som to af parrets venner, der danner designfirmaet Borg Brückner, står bag. De mere personlige detaljer såsom puder, service, billeder med mere kommer fra Saras kreative evner.

Selve menuen sammensætter de sammen, men når det kommer til serveringen, er det Sara, der står for maden, og David har fokus på kaffen.

Den rollefordelig falder dem meget naturligt, da både Sara og David har en del erfaring fra branchen. David har bl.a. arbejdet hos Madklubben i en del år samt Café Zirup.

Sonny er dermed en god blanding af kosmopolitisk stemning og dansk gadedreng. Her kan man både få en lækker morgenmad og frokost, men bestemt også en godt kop kaffe, som der er kræset ekstra meget om.

»Vi lægger særlig stor vægt på kaffen. Sonny skal servere kaffe, som folk kommer igen efter, derfor har vi også udvalgt, hvad vi synes er de bedste kaffebønner. Prismæssigt skal det også være realistisk for alle - derfor ligger de fra 25 til 35 kr.,« forklarer David.

David har bl.a. en baggrund som barista med masser af erfaring fra Frankrig. hvor han arbejde på Coutume, som er et anerkendt resteri i Paris. Derfor er det også meget naturligt, at de bønner, kaffen brygges af på Sonny er nøje udvalgte. De fra henholdsvis Helsingborg og Århus og er af mærkerne »Koppi« og »La Cabra«.

Morgenmad og avokadomadder

Udover den gode kaffe kan man vælge mellem forskellige morgenmadsanretninger eller menuen Sonny Combo, som består af matcha granola, Sonny avocado, kaffe efter eget valg og juice til 175 kr. En fin anretning, som mætter rigeligt.

Der er også gode muligheder for at lave en frokostdate på Sonnys, hvor man bl.a. kan vælge mellem forskellige rugbrødsmadder med f.eks. avocado og kylling, eller man kan prøve Sonnys Salat, som varierer fra dag til dag og koster 75 kr.

Alt bagværk, så som boller, tærter og kager, er bagt fra morgenstunden. Ligesom alt æblekompot, puréer, matcha-granola , hønsesalaten, chimmichurri (til avocadomadderne) er lavet fra bunden.

Udvalget af drikkevarer er nøje fundet, så det passer ind i sortimentet. Man kan bl.a. få kombucha i flere varianter, kokosvand fra Mitchelbergers hipsterborg i Berlin og Sonny-juice, der er mikset med æble, ingefær, gurkemeje, spirulina og citron.

Foto: Gita Femhøj

Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort

Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.