»Køkkenchefen har vi hentet fra det mørke Jylland,« skriver det nye restaurantørpar bag den traditionsomspundne Restaurant Puk på Vandkunsten i pressemeddelelsen. Med andre ord: Der er ingen skaldet kok, som hælder chili i desserten, intet bombardement af tapas-retter og ingen skeer og shotglas med kørvelpocherede vagtelæg, blommeconsommé og pumpernikkel-paneret foie gras.

Det, man server på Puk, er derimod mad, som hvor mor lavede den. Og den rolle bliver til stadighed vigtigere, eftersom der - i hvert fald her i hovedstadsområdet - er stadig færre husmødre, som mestrer den metier, nu hvor det et langt stykke hen af vejen er far, som er gået i køkkenet. Ikke mindst på restaurationsniveau skal man lede ganske længe efter et sted, som serverer traditionel dansk aftensmad i København.

Den direkte anledning til besøget på Puk var - ud over forpagterskiftet - at jeg havde begge børnene som medspisere denne aften, og hvor meget de end elsker de asiatiske og andre eksotiske køkkener, så holder de nu engang mest af det danske. Og min mavefornemmelse viste sig heldigvis at være rigtig: Puk er en familieorienteret brugsrestaurant, hvor alle - inklusive højlydte snapsetørstige skåninge - er velkomne.

Det første vi fik at vide, da vi var blevet bænket i en af alkoverne i den hygge-danske kælder med bodegapuds på væggene, var, at man havde et par særlige retter til børn: Frikadeller og fiskefilet med pommes frites, og at alle hovedretterne dertil kunne serveres i halve portioner til de små. Ellers bød selve kortet på forretter som røget laks med flødestuvet spinat, gravad laks, rejecocktail med hjemmelavet thousand island og ristet brød med svampe a la creme. Hovedretterne talte, ud over wienerschnitzlen (148 kr.) og bøf bearnaise (158 kr.), som vi valgte, bl.a. også stegt lever, hakkebøf med spejlæg og stegt rødspætte.Den mindste røg straks på frikadeller med pommes frites (55 kr.), mens den store var mere til en Puk-gryde i halv størrelse (58 kr.). Men inden da skulle der nogle forretter på bordet: Jeg valgte en gang gravad laks (66 kr.) og børnene fik en portion af samme til deling. Børnenes onkel derimod - som var med for at holde styr på tropperne - røg på et stykke toast med svampe (52 kr.). Sidstnævnte var klart den skarpeste servering: Toastbrødet var stegt herligt sprødt i smør, og heller ikke i svampecremen, som lå ved siden af, var der blevet sparet på mejerivarerne. Cremen var kogt på god fløde og havde masser af smag fra, hvad jeg vil gætte har været champignons - der skal nok være nogen stivstikkere, som finder den slags serveringer forkastelige set i ernæringsmæssig sammenhæng, men så kan de jo bare gå et andet sted hen.

Det svampede og sødmefuldt fede i denne ret passede egentlig ret godt til den flaske, vi havde valgt fra det langt fra mesterlige, men dog i denne danske sammenhæng overraskende veludstyrede vinkort. En chardonnay fra Henley Park i Western Australia (235 kr.), som rent faktisk er lavet af det danske par Lisbet og Claus Petersen. Det ville dog have klædt vinen med lidt mere syre, men fadheden har sin forklaring, idet Petersens høster deres druer i statens varmeste område, Swan Valley.

Lakseserveringerne var knapt så problemfri. Selve laksen var sådan set udmærket, den kan sagtens have været hjemmegravad, for den var forbavsende lidt salt - hvilket ikke kan undgå at forringe smagen lidt, for en del af ideen med gravad laks er jo netop, at marineringen i salt og sukker modner smagen. Jeg havde også gerne undværet den rucolabunke, fisken lå serveret på, og pynten bestående af sort kaviar (læs indfarvet stenbidderrogn) og dåseasparges.Med hensyn til hovedretterne var det igen onkelen, som trak det længste strå: Han fik wienerschnitzel - stor og flad som et lokumsbræt i korrekt panering og pyntet efter alle kunstens regler med kapers, peberrod, dansk ansjos og citronskive. Det øvrige tilbehør bestod af brasekartofler, skysauce og grønne ærter - sidstnævnte var måske ikke de mest ophidsende, men alt i alt en passabel servering.

Jeg var noget mindre heldig med min bøf bearnaise: Ganske som jeg på opfordring havde bestilt den var den store bøf meget rød, problemet var bare, at den burde have været lidt mere mør, og så måtte den også gerne have haft noget mere smag - det vil overraske mig, hvis dette stykke kød har været krogmodnet.

Det som irriterede mig mest ved retten var dog det leje af strimlede stegte peberfrugter, som bøffen var placeret på - jeg kunne ganske enkelt ikke få smagen af ikke helt gennembagte, hollandske peberfrugter til at harmonere med bøffen og bearnaisesaucen.

Saucen var i øvrigt udmærket, men hvis den har været hjemmegjort fra grunden af, har det formentlig været med tørret estragon, hvilket ikke er optimalt. Som øvrigt tilbehaør valgte jeg hjemmelavede pommes frittes, som var udmærkede.Den ældste søns Puk-gryde bestående af svinemørbrad, champignon og cocktail pølser i paprikasauce pyntet med sprød bacon, blev modtaget med højlydt tilfredshed og forvandt så hurtigt, at jeg ikke nåede at smage fyldet - en lille skefuld af saucen fortalte mig dog, at også han havde været mere heldig end jeg.

Den yngste derimod nåede at forspise sig så grundigt på de hjemmegjorte pomfritter, at han kun kunne kapere én af de tre frikadeller, som i øvrigt var udmærkede uden at være uforglemmelige.

At drikke til hovedretterne valgte en vi en rød vin de pays fra Languedoc, en 2000 Vieilles vignes fra Domaine de la Janasse. Til 268 kr. fandt vi den ikke videre imponerende vin lovlig dyr, og så var den desværre alt for varm, så vi måtte have en køler på bordet for at rette lidt op på tingene.Selv om børnene nu nærmest lå ned på bænken med udspilede maveskind, var der ingen vej uden om dessert. Da vi på nabobordet kunne se, at der var tale om gigantiske serveringer, bad vi om fire halve serveringer, hvilket den meget fleksible værtinde klarede uden invendinger.

Jeg og den ældste delte en bananasplit - på klassisk vis var en god moden banan flækket og fyldt ud med kugler af helt fin fed vanilleis - det kan godt have været en hjemmelavet parfait - og chokolade sauce. Og så var der selvfølgelig de obligatoriske bær og en stump melon til som pynt.

De andre to delte en ganske voluminøs portion hjemmelavede pandekager, som faktisk smagte rigtigt godt med en tydelig orangetone. Pandekagerne var ledsaget af den samme udmærkede vanilleis, som vi fik og et tilsvarende pyntearrangement.

Inden ungerne gik helt døde på bænken nåede vi så også lige at køre et par kopper god stempelkaffe (28 kr. pr. næse) ned. En udmærket aften havde det været - ikke mindst for børnene - så vi ser igennem fingrene med den ikke helt skarpe bøfservering og den varme rødvin og lander på et tretal.