Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 11/01/13

Søren Selin ny køkkenchef på AOC

  • Foto: Niels Ahlmann Olesen Foto: Niels Ahlmann Olesen
Det går hurtigt i kokkebranchen. Knap nok er den tidligere køkkenchef ude fra AOC, før næste står klar i kulissen.

   

Ronny Emborg forlader sin køkkenchefstilling på michelinrestauranten AOC fredag d. 1. februar for at styre Hotel d'Angleterres nye restaurant, og allerede nu har ejer Christian Aarø Mortensen sin erstatning klar.

Valget er faldet på Søren Selin, som pt. er køkkenchef på Alberto K i toppen af Radisson Blu Royal Hotel. Det vil sige, han kommer ud for noget af en nedtur, når han går fra toppen af Københavns tage til en tur i kælderen på AOC. Men en nedtur, der i realiteten er en optur.

"Det er gået helt vildt hurtigt, men jeg er meget meget glad for den her chance", fortæller Søren Selin.

"Jeg har været heroppe på Alberto K i snart otte år, heraf de fem som køkkenchef, og det har jeg også været rigtig glad for, men det bliver meget spændende at prøve et nyt køkken, og overtage en michelinstjerne."

Der kommer ikke til at være de store ændringer i Søren Selins køkkenstil på trods af skiftet.

"Jeg skal ikke lave et andet køkken, men derimod benytte chancen for at videreudvikle det og gøre det endnu bedre. Så selv om jeg ryger fra toppen af København og ned i AOCs kælder, så stiger ambitionerne også."

At skulle være køkkenchef for en michelinrestaurant kan godt få nogle kokke til at ryste i bukserne, men udfordringen bliver taget med stiv kokkehue.

"Jeg har det helt fint med stjernepresset og pres i det hele taget. Jeg er altid gået efter at blive bedre og bedre. Vi har i tre år ligget og bejlet til stjernen på Alberto K, så vi kender ligesom forventninger", forklarer Søren Selin.

Ejer af AOC, Christian Aarø Mortensen, viste gode lederegenskaber, da han lynhurtigt fandt en erstatning.

"Jeg var på Alberto K og spise sidste år, og det var virkelig godt, så jeg havde Søren i kikkerten. Inden jeg ansatte ham, var jeg lige forbi igen og smage - det smagte stadigvæk forrygende. Jeg er meget positiv omkring den her ansættelse, og jeg føler det næsten som at skulle åbne en ny restaurant", forklarer han.

Berlingskes madanmelder Søren Frank roser også den nye køkkenchef.

"Det er et godt valg af køkkenchef. Søren Selin er en rigtig dygtig kok, han er moderne, og han vil ikke udgøre et større afbræk i den stil, AOC kører, fordi han så at sige passer ind i omgivelserne. Det er selvfølgelig altid en risiko om en ny køkkenchef vil holde michelinstjernen, som jo bliver sat på spil her, men han er et godt bud. De sidste par gange jeg har været forbi Alberto K, var niveauet rigtig højt og moderne med fokus på det nordiske," forklarer han.

Søren Selin tager sin souschef Jakob Mogensen med til AOC.

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester