Svaret kan ses i gården mellem Georg Jensen og Royal Copenhagen på Amagertorv, hvor Rud Christiansen har indrettet The Royal Café i en stil, han selv kalder »funky barok«: med lyserøde vægge, marmorplader på trædrejede bondestuebordben, kirkelysestager, smarte lysekroner i plast (Ruds eget design) og ikke mindst kæmpekopier af kongelige renæssanceportrætter fra Rosenborg med kaffe- og tekander malet på. Personligt ville jeg nok kalde det en omgang stilforvirret femifims, men fruen, der både er tættere på målgruppen og holder sig orienteret om de nyeste tendenser, forsikrede mig om, at det er kolossalt hipt.

Men det er på de aflange hvide tallerkener, det rigtig interessante sker. Ruds kokkesøn Frederik står for maden, og han har opfundet en mellemting mellem smørrebrød og sushi: smushi. Idéen er, at turister, som gerne vil prøve det danske bidrag til verdensgastronomien, ofte kløjs i de overvældende mængder pålæg på et klassisk stykke højt belagt smørrebrød. Med en smushi kan de prøve smagen uden at skulle gabe over mere, end de kan klare. 45 kr. koster en enkelt, tre styk indbydende går for 120 kr. P.t. er der tolv forskellige smushies på kortet (meningen er at de udskiftes løbende).

Fruen lagde ud med et højt snapseglas med små stykker karrysild og hele saltmandler; en sjov kombi, men silden havde bid og masser af smag. Næste happer bød også på en noget usædvanlig kombination, en lille trekant paneret fiskefilet, der var peppet op med lidt grøn tang og et par lakserogn samt dekorativt draperet på toppen en teriyakimarineret reje, der gav den ellers lidt mayo-fede anretning et pikant kick. Fruen sluttede af med et stykke rygeost på et leje af grønne urter og med en ordentlig klat løjrom øverst. Her havde løjrommen meget svært ved at klare sig imod den yderst smagsdominerende rygeost, og sammen med det smørristede rugbrød blev det hele lige en tand for fedt og tungt til min smag – godt at bidden ikke er større end tilfældet var!

Selv lagde jeg ud med »Prinsens ål- og kartoffelsmushi«, et stykke røget ål på en kartoffelmad med hakkede purløg, brøndkarse og andet grønt – og selv om den bestemt gjorde sig, så savnede jeg skarphed og præcision i afleveringen, enten fordi netop dette stykke ål ikke havde den fornødne fedme eller fordi kartoflerne i sagens natur er alt andet end hentet lige op af den danske muld. I det hele taget er Royal Café glad for alt, hvad der lugter af kongerøgelse – smushierne er draperet med små udskårne kongekroner i citronskal og gulerod og husets vin stammer fra Prins Henriks Chateau de Caïx.

Det lugter lige lovligt meget af turiststunt, men selvom prinsens vin aldrig har stået øverst på min ønskeseddel, må jeg indrømme, at denne sjældne hvide fra Cahorsområdet (La Cigarelle til 85 kr. glasset) på bl.a. chardonnay- og sauvignon blanc-druer imponerede mig med sin fadlagrede cremethed og duft af moden frugt og nyslået hø. Første glas havde ganske vist prop, men det blev skiftet uden sure miner af vor meget venlige og meget professionelle tjener. Vandet sættes på bordet i kander med et aktivt kul nedsænket – ganske uden beregning – sådan!

Længe sad jeg og forsøgte at dechifrere en cirkelrund rulle, der lignede en omvendt futomaki – det viste sig at være hamburgerryggen, der var rullet udenpå rugbrødet med den italienske salat indvendig. Toppoint for en meget original servering af en banal standard-madpakkemad!

Dagens scoop viste sig imidlertid at være en miniature-pariserbøf med en lille perfekt stegt hakkebøf (stadig rød indvendig) med bløde halvrå løg (farvet røde af rødbedesaft og syrnet med hvidvinseddike) og et lille vagtelspejlæg øverst. Her trådte miniatureideen virkelig i karakter, og serveringen sad lige i skabet. Ud over kagebordet, der denne dag mest bestod af tærter og scones, har The Royal Cafe også et par klassiske danske desserter.

Fruen gik ombord i en skålfuld herligt maltet øllebrød, serveret med kanelcroutoner og creme double, mens jeg tog hul på en citronfromagen, der ankom i en lille grøn bamseform af den slags, som små børn bruger til at lave kager med i sandkassen, og flødeskummen apart.

En »funky barok«-servering, går jeg ud fra, men fromagen smagte godt af citron og var ikke for fed. En fremragende caffé latte – dobbeltristet i langsomt tempo så den fyldige smag rigtigt træder frem – til 35 kr. fuldendte en absolut tilfredsstillende frokost.

Man skal nok have en overvægt af kvindelige kromosomer for at være vild med indretningen, men smushierne fejler bestemt ikke noget. Størrelsen og det æstetiske udseende appellerer ikke kun til turister, men – tyder publikumsflertallet på – især også til kvinder.

Og så har redesignet ikke alene givet mulighed for at prøve flere smage end traditionelt smørrebrød levner plads til, men tilsyneladende også inspireret kokken til både præcision og skarphed i smag og servering, men også overraskende nytænkning.