I min bog rangerer det vietnamesiske køkken som et af de ypperste i verden. Det lykkelige møde mellem det stærke thailandske og det sursøde sydkinesiske, kombineret med franske islæt, er en mangeårig forelskelse, der ikke blev mindre hed under sidste års rundrejse i det aflange land.

Nu er det ikke helt billigt at rejse til den anden side af jordkloden, men kan man nøjes med maden, så har et af byens bedste bud på et godt vietnamesisk måltid såmænd kunnet fås i Valby, vietnamesernes hang til friske krydderurter taget i betragtning meget passende som nabo til Grønttorvet.

Saigon i Valby er et ægte culture clash, for den forfinede vietnamesiske mad serveres i en dansk bodega, der også har rejecocktails og peberbøf på menuen. Men tilpas mange mennesker må alligevel have opdaget stedet, for nu har familien bag åbnet endnu en Saigon, denne gang tre trin ned fra den stærkt trafikerede Sølvgade (i enden mellem Søerne og Sølvtorvet).

Her passer de enkle rammer – med hvidmalede rå murstensvægge, mørke skiferfliser og mørke træborde – langt bedre til maden, og det fortjener fru Huê Thi Do. Det er nemlig navnet på kokken (herhjemme er de bedste vietnamesiske kokke som oftest kvinder!), og både i Valby og nu her i Sølvgade leverer den uddannede kok mad af høj klasse.

Vi lagde ud med vietnamesiske ruller – både de dybstegte chá giò og de kolde og friske gòi cuón. De dybstegte var perfekte, stegt i frisk olie helt uden bismag, og lige til at dyppe i den letkrydrede og syrlige nuoc mam-fiskesauce, der følger med. De friske med fyld af dampede rejer, svinekød, risnudler, salat og urter dyppes i en fyldigere jordnøddesauce, og skuffede lidt – de havde ligget lige lovlig længe, og så mister de den spændstige og delikate friskhed, der er så altafgørende i vietnamesisk mad.

Næste runde: en rygende varm skål af den vietnamesiske nationalspise, phò-suppen. Phò er svært at udtale for en dansk tunge (prøv selv: fø-aaaa), men smager langt bedre end det lyder. Hemmeligheden er den fond eller grundsuppe, som fø-aaaa-supper bygges op på (som oftest på oksefond, men det kan også være fjerkræ). Indholdet kan – udover nudler – variere, og her på Saigon fås phò i tre fornuftige størrelser afhængig af om man ønsker dem som en forret eller hovedret, prissat fra 65 til 118 kroner.

Min lille phò bo tai var med tynde skiver oksekød, som, når det er godt og det var det her, man nærmest fornemmer først koges i det øjeblik den glohede suppe hældes over. Ved siden af kommer en tallerken med bønnespirer, hakkede røde chilier og en hel urskov af friske krydderurtekviste lige til at plukke og putte i suppen efter behag: mynte, koriander, sød basilikum.

Efter sådan en omgang forstår man, hvorfra vietnameserne fik styrken til at smide først de militært langt overlegne franskmænd og siden hen også amerikanerne på porten. Bánh xèo er en anden gammel favorit – halvmåneformede rispandekager med fyld af rejer, svinekød og bønnespirer, stegt sprøde i olie, og serveret med salatblade og hele batteriet af friske krydderurter. Meningen er så, at man spiser de sprøde rispandekager sammen med de friske krydderurter, det hele dryppet med letkrydret fiskesauce, rullet ind i et salatblad. Det er en fantastisk kombi, hvor de friske elementer fuldstændig fjerner den fede fornemmelse fra oliestegningen – desværre også i en grad, så man spiser sig alt for mæt, før man opdager det!

Intet er dog så slemt, at det ikke kan reddes af lidt lokal øl – vi lagde ud med den lyse Saigon, og skiftede på dette tidspunkt til den mørkere pilsnertype Hanoi (begge 38 kr.). En viet-klassiker på linje med thaiernes papayasalat er bananblomstsalaten. Det er de rødlilla blade for enden af bananklasen, som rives i strimler og blandes med strimler af lotusstilk, gulerod, kylling, dampede rejer og masser af friske krydderurter. Det hele marineres i en stærk og syrlig blanding af chili og fermenteret fiskesauce, og spises ved at man skovler den delikate salat op på de medfølgende rejechips, der giver hele anretningen en knasende sprød fornemmelse i munden. Super balance mellem den fyldige blanding af reje og kylling, de friske urter og blade og den røvsparkende friske marinade.

Og så var vi klar til hovednummeret: den grillede pangasiusfilet, der kommer sydende og boblende ind til bordet i en cremet kokosmælksauce på en glohed jernpande. Duften er berusende og smagen ligeså, for fisken er ikke druknet i sauce, men er bare dygtigt sat i scene af blandingen af ingefær, hvidløg, citrongræs og kokosmælk. Det hele pakkes ind i en meget tynd rismelspandekage med lidt hakkede jordnødder, glasnudler, salatblade, nuoc mam-fiskesauce og (surprise!) friske krydderurter – en ægte himmerigsmundfuld, som er hele turen til Saigon værd, hvad enten man ofrer pengene på en flybillet eller bare runder Sølvgade.

Desserter findes, og ikke kun den sædvanlige banana split, men vi havde ikke mere plads. I stedet sluttede vi med to kopper af den særlige vietnamesiske kaffe, en slags fransk espresso blandet op med tyk, sød kondenseret mælk, der giver en toffeeagtig smag (45 kr.)

Selvom regningen for mad til to sammenlagt kun blev på 473 kr., så skal det siges, at vi kunne være blevet mætte for langt mindre. Læg dertil en udsøgt betjening – her er langt flere (og vidende) tjenere pr. kvadratmeter end i de fleste danske restauranter – samt fru Huê’s fantastiske mad, og det er ikke sidste gang, jeg kigger forbi.

Hvad: Saigon
Hvor: Sølvgade 86, 1307 København K, tlf. 36 47 46 77
Hvor meget: vin fra 153,- hovedretter fra 85,- trerettersmenu fra 169,- 

Læs de bedste og værste restaurantanmeldelser fra 2008