Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Slinger i Grøften

En af Københavns virkelig klassiske restauranter Grøften slingrer fra det ene yderpunkt til det andet.

I 129 år har grøften ligget der lige inden for Tivolis Hovedindgang, i ly bag Pantomimeteatret og halvvejs nede i den lavning, der har givet stedet sit navn. Her har Grøften i årtier ageret udstillingsvindue, når de kendte (og alle dem der gerne vil være det) tog opstilling bag et højtbelagt stykke med de berømte friskpillede fjordrejer, mens paparazzi-pressen blitzede løs og ikke et øje var tørt i denne perfekte symbiose fra intethedens overdrev. Det er således ikke tilfældigt, at bogen om Grøften er skrevet af Se & Hørs mangeårige chefredaktør M.E.P.

Den aften fruen og jeg entreede Grøften stod det nu sløjt til på kändis-barometeret. De eneste vi kunne få øje på, var Ekstra Bladets Bent Falbert og den forhenværende Mr. News, Sten Bostrup, »og de tæller ligesom ikke«, som fruen sagde.

Ellers må man sige at stemningen denne fredag var udpræget folkelig. I rummet bagved var en gruppe nogenogtredive-årige herrer i pænt tøj i gang med at drikke snaps af flaskerne. Ved vores nabobord var et større svensk selskab i gang med at fejre en særdeles flydende og meget højrøstet fødselsdag.

Et sted mellem 300 og 400 gæster havde denne aften søgt tilflugt i Grøften, og tjenerne måtte konstant kante sig rundt for overhovedet at komme frem. Da vi samtidig måtte vente en lille halv time på overhovedet at komme af med vores bestilling, begyndte de bange anelser at dukke op.Hovedårsagen til at besøge grøften var dels, at kokken fra den nu nedlagte restaurant Italia andetsteds i haven skulle være startet i køkkenet. Samt stedets sæsonbetonede aspargeskort, der henover sommeren afløses af et jordbær- og siden et trøffelkort. Først efter udtrykkeligt at have bedt om det, fik vi udleveret det særlige aspargeskort. Og på resten af menuen er det, bortset fra et par enkelte forretter som vitello tonnato, oksecarpaccio og tomatsalat med bøffelmozzarella, svært at få øje på den italienske forbindelse. Den bebudede »dagens overraskelse« viste sig således også at være af den mere kedelige slags - nemlig en oksefilet med bearnaisesauce.

Både fruen og jeg var ivrige efter at prøve kræfter med aspargeskortet. Fruen nuppede udgaven, der var kombineret med Grøftens all time classic - de friskpillede fjordrejer (170 kr.). Det er en hamper pris, men de små fjordrejer kan ikke maskinpilles og kræver derfor en anseelig arbejdsstyrke af hurtige hænder. Til gengæld smager de også af så meget mere end de større frosne grønlandske. Det gjaldt også i kombinationen med de fire store og meget velsmagende hvide asparges fra Søren Wiuffs økologiske landbrug ved Lammefjorden, der dog var dækket af en lige lovlig fed cremesauce, monteret med rigelige mængder fløde og smør.

Tilfredshed var der også med mine asparges i trøffelsauce, belagt med tynde skiver sort sommertrøffel (125 kr.). Trøffelsmagen kan hurtigt blive meget dominerende i selskab med de ikke særligt smagsintense hvide asparges, men kombinationen var god. Det samme gjaldt det glas australsk riesling, som Grøften anbefalede til - en Pewsey Vale Vineyard 1998 fra Eden Valley til 50 kr. glasset. I det hele taget må man sige at Grøften er i besiddelse af et fornemt vinkort - igen skal man bare bede om at få det at se. Her er Gaja, Sassicaia, Allegrini, Pingus, fremragende Pomerolvine fra superåret 1989 og såmænd også Brixtofte-yndlingsvinen Petrus, som her kunne være blevet erhvervet til en noget lavere pris end den, der optræder på bilagene fra restaurant Sepp. Små 4.900 kr. for en 1994er såmænd. I det hele taget virker Grøftens vinpriser relativt fornuftige, i hvert fald når man sammenligner med, hvad andre restauranter tager for samme vine.

Men set i forhold til redaktionens budget altså også kun relativt, så da jeg samtidig havde øjet en Chianti Reserva fra superåret 1997 på den almindelige menu til blot 350 kr., så faldt valget på den som ledsager til hovedretternes eneste italiensk-inspirerede indslag - min grillede oksemørbrad med rucolasalat, marinerede tomater, ovnbagte nye kartofler og igen de tynde skiver sort sommertrøffel (205 kr.)

Da vinen kom frem til bordet var den imidlertid blevet et år yngre - det i vinøs sammenhæng uinteressante 1998. Jeg måtte gøre den noget uforstående tjener opmærksom på, at der altså var stor forskel på de to produkter og bede ham finde den rigtige. Kort efter vendte han tilbage, og fortalte, at det var en trykfejl på menukortet, men om jeg ikke alligevel ville have den. Nu kunne jeg ikke drømme om, at Grøften ligefrem spekulerede i den slags, men det er et før set trick til at komme af med et fejlkøb i kælderen.I stedet måtte jeg tilbage til kælderkortet - og fandt her Chiles kendteste vin, en Finis Terrae Cousino-Macul fra 1994 (475 kr.), der gik aldeles udmærket til min oksemørbrad, der levede op til sit navn ved at være mør. Den var til gengæld lige vel stegt eller rettere grillet. I hvert fald for meget til min smag, og jeg var på intet tidspunkt blevet spurgt. Til 205 kr. for en ret, jeg ret beset kunne have lavet på en grill hjemme i haven, er det en grov forsømmelse.

Fruen havde valgt dagens fisk (180 kr.), en ovnbagt havkat, der var særdeles saftig og velsmagende, men lå og svømmede i en meget intenst smagende og tung (på grænsen til det vamle) hummersauce - igen monteret med fløde og smør, som var tæt på at tage magten fra det overordnede smagsindtryk. Hertil en velsmagende frisk salat med slikærter, rødløg, forårsløg og tomater samt en opretstående bagt kartoffelmos med små stykker hakket løvstikke.

Finis Terrae var ikke nået til vejs ende, da jeg var færdig med hovedretten, så jeg gik ombord i ostetallerkenen (55 kr.), der ifølge kortet skulle indeholde oste specielt udvalgt fra små danske mejerier. Hvilke mejerier var ingen dog i stand til at oplyse os om. Og vores tjener vidste i første omgang ikke engang, hvad det var for oste, han serverede for os. Med lidt hjælp fra en ældre og mere erfaren tjener kunne han dog fortælle, at det var en havarti, en gedeost, en rygeost og en blåskimmelost.Jeg sluttede af med en hjemmelavet krokantis med brændte mandler (60 kr.) og tilbehør af lidt frisk frugt samt en hindbærcoulis. En glimrende og meget velsmagende dessert. Krokantisen gik igen på fruens store desserttallerken (95 kr.), hvor den havde fået selskab af lun nøddekage, chokoladeis, citronfromage og rabarberkompot med chantillycreme. En fejlfri servering, og da svenskerne samtidig mere eller mindre oprejste forlod lokalet, og vi igen kunne høre os selv, var der stor tilfredshed over hele linien.

Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket, der var mindst lige så slingrende som svenskerne ved nabobordet. Det føles udpræget som om, at Grøften sætter sig mellem to stole (eller snarere 400!). På den ene side har man udvidet kortet med et par italienske specialiteter, smidt trøfler og asparges ind, sammenstykket et virkelig velassorteret vinkort og laver mad, der - om end meget traditionelt og verden-af-i går-agtigt og med store mængder fløde - er håndværksmæssigt i orden.

Men samtidig vil man have, at gæsterne skal spise ved ultrasmå borde med rødternet dug og papirservietter og betjenes af folk, der tydeligvis ikke aner, hvad de serverer, samtidig med at man presser flest mulig gæster sammen og i hvert fald denne aften udsætter dem for et støjniveau tæt på Arbejdstilsynets maksimumgrænser. Og det oven i købet til priser som 205 kr. for en hovedret! Det hænger simpelthen ikke sammen, og på en aften med en meget lav kändisscore rækker det allerhøjst til tre små stjerner.

Javascript is required to view this map.
Kort