Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 23/02/11

Skarp bistromad med nordiske luner

  • Hansens Køkken. Foto: Uffe WengHansens Køkken. Foto: Uffe Weng
Hansens Køkken & Bar er noget af det tætteste man kommer på en lokal stamrestaurant på Sankt Thomas Plads og niveauet er højt med solid bistromad lavet på gode råvarer.

I Sverige har de et herligt begreb ved navn kvartersrestaurang. Det er simpelthen gastronomiens modstykke på værtshuskulturens henne om hjørnet – den lokale og hyggelige lille stamrestaurant, som de lokale beboere frekventerer igen og igen og opfatter som en forlænget udgave af deres egen spisestue.

Det nærmeste vi kommer herhjemme, er det franske bistro og det dækker ikke helt, bl.a. fordi vi danskere ikke er ligeså gode til at gå ud og spise til hverdag som franskmændene eller broderfolket hinsidan. Men hvis vi havde en sådan kvartersrestaurant, så kunne min meget vel hedde Hansens Køkken & Bar.

Restauranten ligger et par trin nede fra Sankt Thomas Plads, ikke langt fra hvor Frederiksberg Allé munder ud i Vesterbrogade, og ligner ikke alverden med sine bare trægulve, umage stole og ternet voksdug på bordet. Bestikket kommer foldet ind i en papirserviet, der er stukket ned i et glas, tjeneren (der er kun én) kan nogle gange være svær at få fat i, og vinkortet består af sølle fire henholdsvis hvide og røde flasker.

Men tag ikke fejl – det er gode bio-vine, der er fint tilpasset den solide bistromad, og de konstant tændte stearinlys i vinduet forlener de prunkløse omgivelser med sin egen form for hygge. Og så er der maden!

For et år siden blev Hansens overtaget af Steffen Schiøtt Hansen, engang kendt fra restaurant Schiøtt på Christianshavn, hvor han serverede rustikke simreretter i uhøjtidelige omgivelser. Stilen – og det fornuftige prisniveau – fortsætter han her på Frederiksberg. Vælger man for-, hoved- og efterret, koster det 300 kroner, tager man fem for- og efterretter er prisen 325 kroner.

Det er jo absolut overkommeligt og vi var stærkt fristet af det sidste tilbud, da mange forretter så tiltalende ud, men endte med at gå traditionelt med en rigtig hovedret og dessert. Der kom hurtigt en kande postevand på bordet i selskab med smør og brød. Det sidste så hjemmebagt ud, men kunne godt være lidt mere sprødt efter min smag.

På tjenerens anbefaling havde vi indledt aftenen med et glas italiensk viognier (55 kr. glasset) – usædvanlige omgivelser for den krydret duftende viognierdrue. Den italienske udgave var ikke så gumpetungt fed som sine mere kendte fætre fra Nordrhone, men kom med masser af kraft og god sødme, der stod perfekt til den rejecocktail, som jeg noget skeptisk havde vovet mig ud i.

Engang i 1960erne og 70erne var de over alt, men nu ser man dem kun på afsides jyske landevejskroer og billige restauranter af tvivlsom karakter, degenereret til optøede rejer med mere vand end bid, slatten iceberg og en skrækkeligt sød industri-thousand island. Her var rejecocktailen bragt til ære og værdighed igen med sprød iceberg og håndpillede grønlandske rejer med smag og bid, lige vendt i salt og peber og masser af dild samt en god hjemmelavet thousand island-dressing, der smagte som var den lavet efter originalopskriften med bid og syre fra tabasco, citron og worcestershiresauce.

Pludselig forstod jeg, hvorfor mine forældres generation havde været så vilde med rejecocktailen.

Min medspiser, filmfotografen, er normalt laksehader og stolt indehaver af en Love Not Laks-Tshirt, men blev alligevel tændt af tjenerens beskrivelse af, hvordan Hansens laks tørmarineres i salt natten over, så laksesmagen træder tydeligere frem. Her kom den lækkert smagende laks med æble og peberrod. En nordisk nyklassiker, skarp i smagen og præcis i udtrykket, og vupti: en laksekonvertit!

Filmfotografen var også glad for sin entrecote af velhængt Jerseykød (et tillæg til trerettersmenuen på 25 kr.) Tilbehøret – bagte løg og en god sellerimos med masser af krydderurter – var det meget svært for mig at få lov at smage. Bøffen var præcist stegt – men alt for lille. For 100 kr. mere kunne han have fået en 400 grams udgave, men da Hansens ikke oplyser, hvad en normal vejer, er det svært at vide om man skal opgradere på forhånd – en lille detalje, der bør ændres på menukortet. Vinen, en saftig ung rødvin fra Umbrien (Nero delle Greca fra Cardeto til 65 kr. glasset), som trods sangiovese-dominans i druesammensætningen var lidt af en bulderbasse, stod perfekt til kødet.

Aftenens fisk var havtaske – et ordentligt stykke af ryggen. Dejligt hårdt stegt ved høj varme, så der kom sprød stegeskorpe på, men stadig saftig i midten. Garneret med hvedekornsrisotto med en god sauce på fisken og masser af svampe samt en god chutney på æble, løg, karry og hvidvinseddike. Igen præcist og meget velsmagende. Tjeneren – der demonstrerede god indsigt i vin og ikke mindst sammenhængen med maden – havde lige åbnet en hvid bourgogne med lidt alder. En 2006 fra Saint-Veran (producentens navn undslap mig), der uden at sætte friskheden over styr med tiden havde udviklet lidt nøddede aromaer. Herligt match til havtasken.

Ostene, bl.a. en Bette Kristian vasket i hyldeblomst-te, fristede, men vi havde lyst til noget sødt. Så det blev æblecrumble med en meget cremet vanilleis, rørt på vidunderismaskinen PacoJet. Netop den cremede is kunne i min mund godt have kaldt på lidt syrligere æbler og en mere knasende crumble, men det er en smagssag og i givet fald eneste lille minus ved denne aften, der – efter et glas sød spansk moscatelvin (Montechristo 50 kr.) – sluttede med en god kop stempelkaffe.

Et fint punktum for en hyggelig aften med solid, men skarp, bistromad, lavet på gode sæsonråvarer med en klar nordisk inspiration. Hvis nu bare de skiftede kortet lidt oftere, så kunne man godt blive forfalden til at lægge vejen om ad Alléen og få sig et stambord nede i hr. Hansens kælder.

Hvad: Hansens Køkken & Bar
Hvor: Frederiksberg Alle 11, København V, tlf. 33 25 36 74
Hvor meget: billigste hovedret 180 kr., vin fra 250 kr., femrettersmenu 325 kr.
Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Velsmagende madkunst

Jeg har mødte tjener og kokketeamet første gang på Restaurant Shciøtts, og har holdt ved lige siden.

Du får meget for pengene, både med tilberedning (alt er hjemmelavet) og smag. Kokken er én af de "skjulte" talenter, og Tjeneren har også stor erfaring med vin og mad.

Du får en oplevelse samt virkelig meget for pengene :-)

 

Sulten?

Hvor ubeskriveligt lækker beskrevett!!!! Næste gang jeg kommer til Københavnstrup fra Horsens uden at besøge vort vigende nationalteaters repertoire kun tilflydende lokale indbyggeres nærvær (Valby Bakke ihukommende og dennes afskærmende kulturelle indflydelse på resten af dronningeriget :-)) - ja, så vil jeg gerne dvæle og udvikle mine smagsløg på benævnte sted!

 

God beskrivelse af fremragende spisested.

Vi oplevede en tjener, der var vidende, venlig og opmærksom.

 

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester