Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 20/10/17

Sidste chance: Restaurant Alchemist lukker i Århusgade

  • Rasmus Munk. Foto: Rasmus Kramer Schou

    Rasmus Munk.

    Foto:
Lars Seier er blevet hovedaktionær i Alchemist, og det betyder ændringer. Store ændringer.

Gourmetrestauranten Alchemist på Østerbro har et motto: Forvent det uventede.

Køkkenchef Rasmus Munk er ikke blot en af landets dygtigste kokke, men også en af de klart mest innovative, når han giver den gastronomisk gas. Alchemist har allerede opnået masser af international omtale med de 45 kreative retter, som man bliver præsenteret for i den lille restaurant med plads til blot 16 gæster. En del retter er allerede blevet nyklassikere, som foodies fra hele verden flyver ind for at prøve. F.eks. det spiselige askebæger eller retten med lammehjerne serveret i eget kranie.

Læs også: Ny restaurant drukner i nomineringer

Selvom Rasmus Munk er effektfuld gastro-gøjler, er han også hamrende seriøs og har altid en dybereliggende tanke bag hver eneste servering. Noget der også blev bevist, da han kom i adskillige medier med sine politiske statements – serveret på en tallerken. Som når han serverer en blodig ret i et hjerte med en intens rød sauce, som strømmer fra et stativ med transfusionsposer, som man kender det fra hospitalet.

Det går ham nemlig på, at ikke flere har taget stilling til organdonation. Så man får samtidig udleveret et donorkort, så man kan tage stilling. Noget over 500 gæster nu har gjort. Eller hans ret med foie gras - etisk forsvarligt produceret naturligvis - hvor rollerne bliver byttet om, og gæsten, ikke gåsen, bliver fodret igennem en tragt.

Men snart er det slut.

Med Lars Seier som hovedaktionær går Alchemist en ny tid i møde. Præcis hvad det bliver, er de enormt hemmelighedsfulde omkring. Men en del af en større plan betyder, at Restaurant Alchemist i Århusgade lukker.

Læs også: Kendiskok stopper som direktør i Seiers burgerkæde

»Restaurant Alchemist kan kun blive én af de bedste, hvis vi hele tiden bevæger os fremad. Efter to fantastiske år i Århusgade føler jeg, at tiden er moden for at videreudvikle konceptet for restauranten. Det har Lars' nylige investering i restauranten gjort muligt, men hvad der helt præcist skal ske, kan jeg ikke afsløre endnu,« siger Rasmus Munk.

Fredag 22. december 2017 bliver sidste gang, man kan opleve Alchemist i sin nuværende form.

For at give så mange gæster som muligt mulighed for at sige ordentlig farvel, udvider de åbningsdagene med alle tirsdage frem mod lukningen.

Hvad: Restaurant Alchemist lukker i Århusgade
Hvor: Århusgade 22, 2100 Østerbro
Hvornår: Sidste dag fredag 22. december