Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 15/04/09

Scarpetta går ikke i små sko

  • scarpetta Foto: Mikkel Møller Jørgensenscarpetta Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Der er ukompliceret velsmag og enkelhed i Cofoco-kædens nyeste Nørrebro-filial Scarpetta.

Scarpetta lyder som et dødbringende mafiavåben. Læg dertil en adresse på det skarpe Nørrebrohjørne af Griffenfeldsgade og Rantzausgade, og man kunne godt forledes til at tro, at et måltid på restaurant Scarpetta var noget, der skulle overstås i en fart og helst iført skudsikker vest.

Men et besøg på Cofoco-kædens første rendyrkede italienske trattoria kræver ingen særlig dresscode. Selv navnet er uskyldigt – scarpetta er italiensk for »lille sko« og hentyder til den form brød får, når man bruger det til at skovle den sidste rest af sauce op fra tallerkenen.

Apropos brød, så ankom en kurv meget hurtigt med friskbagt hvedebrød og rosmarinduftende focaccia samt en god olivenolie og to små dyppeskåle – supergodt. Menukortet på Scarpetta er bygget op om mange små »forretter« til mellem 50 og 75 kr. – tre skulle kunne gøre mæt, så det placerer Scarpetta i den prisbillige ende. Der findes også en femrettersmenu til 275 kr., men hele bordet skal være med, så den sprang vi over. Og endte – trods ni retter i alt – med kun at betale en halvtredser mere for maden end hvis vi havde kastet os ud i to femrettersmenuer, samtidig med at vi fik smagt på dobbelt så mange forskellige. I første omgang to store runde friske ravioli med fyld af græskartern, toppet af tørrede salvieblade og lidt parmesan, og svømmende i smør. En perfekt start, hvor man måske godt kunne have ønsket sig salviesmagen lidt bedre fremhævet i forholdet til smørret og f.eks. integreret i fyldet sammen med det søde græskar, men det er en detalje.

Vinen har aldrig været Cofocokædens (Cofoco, Trois Cochons, Auberge, Vespa) adelsmærke. Heller ikke Scarpettas hurtigt overskuede italienske kort imponerer, men vinene kan købes både glasvis samt i halv- og helflaske og så passer de til maden og det må siges at være det vigtigste. Til de første to runder havde vi stor fornøjelse af et glas citrus-, fersken- og melonduftende hvid tocai fra Borgo San Daniele i nordlige Friuli (80 kr.). Først præcist stegte auberginer (stadig med et vist bid), der var en del af en delikat lille lun salat med blandt andet rå tomat, pinjekerner og rosiner – i al sin enkelthed måske aftenens højdepunkt. Dernæst pizza – en af tre på Scarpettas kort – alle tre desserttallerkenstore og med tynd og sprød dej. Min blandede en god kraftig og sødligt smagende tomatsauce, rigelige mængder smeltet tallegio-ost og sprødbagte scampirejer. Endnu et pletskud af den slags, man godt kunne blive voldsomt afhængig af.

Nu kom der mere tyngde på maden, og vi skiftede derfor til rødvin. En halv flaske barolo fra producenten Massolino (300 kr.) viste sig at være endog særdeles svær at aflokke nebbiolodruens vanlige lyksaligheder, trods superårgangen 2004, der ellers ofte er ganske fremkommelig allerede nu. Det gik ud over en carpaccio, hvor det tyndtskårne oksekød oven i købet fremstod vandigt (for hurtigt optøet?), og jeg måtte også undvære baroloens traditionelle aromatiske samspil med min trøffelolieduftende og svampespækkede risotto. Men syren var god til at give den meget cremede risotto modspil, og de tre slags svampe (østershat, japanske enoki og udblødt kinesisk øresvamp) gav en glimrende risotto, der både havde velsmag og tyngde nok til at udgøre måltidets egentlige finale.

Men vi skulle videre, og det kom vi med to pastaretter. Først de små øreformede orrechieti-pasti, serveret i en god sauce på hummer og tomat og med bidder af jomfruhummer og scampirejer i, og dels frisk tagliatelle-båndpasta med braiseret lammeskank. Lammekødet var dog blevet lidt træt og tørt i det, og så var det lidt ligegyldigt, at baroloen endelig var vågnet til dåd – uden dog at nå helt de kraftfulde højder, som ellers netop Massolinos 2004 er berømmet til. Skanken var desuden i menukortet lovet med en kraftig sky, og selv om retten blev serveret med en ske, så var det endog meget svært at finde nogen sauce at skovle op på mit scarpetta-brød. Lidt surt, og med til at gøre »hovedretterne« til aftenens svageste oplevelse. Så blev der til gengæld taget revanche ved desserterne – både en meget velsmagende chokoladekage med citronsorbet og ved en meget opløftende tiramisu, »våd« og lækker som jeg gerne vil have den.

Små to timer tog det at spise sig igennem fem retter på Scarpetta, hvor vægten er lagt på det prunkløst enkle og det uhøjtideligt effektive. Men Scarpettas klassiske italienske retter er – trods enkelte skønhedsfejl – simpel og ukompliceret velsmag. Læg dertil det yderst sympatiske prisniveau samt en (i vores tilfælde rødhåret) betjening, der på sin ifølge eget udsagn kun fjerde vagt viste uhørt overblik, overskud og oven i købet også havde tid til at redde sine kollegers bommerter med et smil, og vi iler med fire stjerner til Cofocos Nørrebro-italiener.

Hvad: Scarpetta
Hvor: Rantzausgade 7, Kbh. N, tlf. 35 35 08 08
Hvor meget: Vin fra 200 kr., hovedretter fra 75 kr. og femretters menu 275 kr.

Det spiste vi...
Ravioli di zucca e salvia 75 kr.
Pizza tallegio e scampi 65 kr.
Caponata alla nostra 55 kr.
Carpaccio di manzo 75 kr.
Risotto ai funghi 65 kr.
Orrechieti ai scampi e langustinos 75 kr.
Ragliatelle con agnello brasato 75 kr.
Tiramisu 50 kr.
Torta di cioccolato con sorbetti di limone 65 kr.

Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 600 kr.


Læs de bedste og værste restaurantanmeldelser fra 2008

 

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media