Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 30/05/08

Så til søs!

Fregatten i Tivoli er blevet indtaget af en flok pirater, men maden skal de længere ud på de syv verdenshave med.

Ohøj, landkrabber! Sådan byder en mekanisk træfigur i sørøveroutfit velkommen til Tivolis nyeste bud på en familierestaurant allerede ved landgangen - og er tonen ligesom sat.

Efter at Rasmus Bo Bojesen er gået fra borde som kaptajn på Fregatten, har haven kapret Sct. Georg III i Tivolisøen tilbage og omdannet det gastronomisk tidligere velrenommerede skib til en børnevenlig sørøver-restaurant ved navn Pirateriet. Og man må sige, at Tivoli denne gang går planken ud med et utilsløret forsøg på at plagiere de tre meget populære Pirates of the Caribbean-film med Johnny Depp i hovedrollen. Ikke alene er personalet klædt ud som fribyttere, af regningen kan jeg se, at vi blev betjent af Kaptajn Jack Sparrow (der ellers fremstod som en nydelig svensk blondine med skånsk accent), også selve menukortet er udformet som et kort over det caraibiske hav, hvor de - ifølge kortet »piraterigtige« - retter har fået navne som knasende kakerlakker, vingeskudt søpapegøje, forkullet træben og piratskelettet i skabet. Og har vi slet ikke nævnt plasticblæksprutten, der er klasket på skibssiden, det ser ud som om den er ved at kravle op over rælingen, plasticfiskene, der hænger til tørre i masten eller tønden med børnevenlig rom (lavet på sødet saft), som børnene selv kan tappe af lige ned i de kokosnødder, der gør det ud for drikkebægere.

Umiddelbart lige noget for fireårige Juniorine, tænkte jeg, men tøsen må være overfodret med historier om Kaptajn Klo og Rackham den Rødes Skat, for hun nægtede med rædsel i øjnene at spise på et sørøverskib. Efter megen faderlig understregning af, at det jo indebar en Tivoli-tur, lod hun sig imidlertid overtale. Og da vi først havde entret skibet, konstaterede hun hurtigt med skuffelse i stemmen, at blæksprutten var død og at mandskabet jo ikke var rigtige sørøvere. Heller ikke maden faldt ubetinget i tøsens smag. Hun havde ellers til forældrenes udelte glæde bestemt sig for »det sunde skatkammer«: Rå grøntsager serveret med en grovbolle og et spyd med cocktailpølser og små frikadeller.

Især frikadellerne brød hun sig ikke om - og da jeg prøvede, forstod jeg godt hvorfor. Tøsen er hjemmefra vant til grove frikadeller, og de her smagte udpræget som det fænomen, man i gamle dage kaldte »døde frikadeller«, hvor man blander stegte eller kogte kødrester fra dagen før i farsen, og får en meget solid - nogen vil sige død - delle, her med udpræget sødme fra svinekødet.

De voksne havde valgt at gå planken ud - navnet på et fad med forskellige snacks. Her var små barbecuemarinerede spareribs, jerk-krydrede kyllingevinger, grillet pitabrød, skiveskårne søde peppardew-peberfrugter, friske grøntsager med en yoghurtdip og fish and chips, rejer, blæksprutter og dødningehovedformede kartoffelkager, alle desværre stegt i, og stadig dryppende af, den samme ikke helt friske fritureolie.

Udover Carlsberg fås også en frisk og sommerlig caraibisk lagerøl fra Trinidad (40 kr.). Den står fint til den meget nænsomt krydrede mad, der selv om den faktisk bruger elementer fra det ellers pænt stærke jamaicanske køkken (bl.a. jerk-krydderblandingen, der i originaludgaven bl.a. består af chili, timian, hvidløg, kanel, ingefær, kryddernelliker og koriander), bevidst er nedtonet, den passer til små sarte ganer. At maden i den anden ende mangler noget for at kunne tilfredsstille de fleste voksne smagsløg, er en anden sag. Det gjaldt i hvert fald morfars »vingeskudte søpapegøje«, et grillet kyllingebryst, der angiveligt var marineret i yoghurt, sød chili og marsalakrydderi, uden at have taget nævneværdig smag af nogen af delene. At det ydermere var tørt, gjorde ikke oplevelsen mere »piraterigtig«.

Fruens »mytteri i kabyssen«, viste sig at være en burger, hvis forkullede skorpe nær havde udløst et ønske om at kølhale kokken. »Sørøver Sallys saftige steak« var af en ikke særlig spændende kødkvalitet og hverken specielt saftig eller mør, om end den slags tykstegsfileter med persillesmør (og en annonceret krydderblanding, der desværre glimrede ved sit fravær på smag) er set værre - også selv om de medfølgende pommes frites igen havde samme kedelige smag af genbrugt fritureolie.

Eneste rigtige succesoplevelse var mormors »piratskeletter i skabet« - to pænt kødfulde spareribs marineret i »eksotisk« barbecuesauce tilsmagt med mango og ananas - to frugter, der besynderligt nok gik igen i den medfølgende coleslaw.

På dette tidspunkt havde den kvindelige del af selskabet fået nok - de deserterede skibet for at finde en pølsevogn og noget softice. Mens mændene gik planken ud med et »forkullet træben«, der var en bagt banan, serveret med vanilleis, solbærpuré og en sjat mørk rom, samt en »belønning efter plyndring« - en tallerken med alskens frisk frugt i én stor uskøn rodebunke (bl.a. mango, ananas, appelsin, æble, vindruer og umoden papaya), der var overstrøet med grove kokosspåner og et scoop kokos-is.

Når nu Pirateriet åbenlyst ikke satser på maden, endsige bare at servere et hæderligt måltid for børnefamilierne, kan man undre sig over, at man har gjort lidt ud af at få resten af konceptet til at fungere, f.eks. med lidt aktivitetsmuligheder for børnene. Det virker som om, kapringen er sket i huj og hast - og for nutidens kræsne ungdom skal der altså mere end et gammelt træskib, lidt fjollet udklædning og billig plastic-staffage til at imponere. Madmæssigt er vi kun lige niveauet over grillbar - og selv om priserne efter tivoliforhold er »rimelige« (alt er jo relativt) og der er politisk korrekte point for de rå grøntsager, må vi retfærdigvis - splitte mine bramsejl - ende på en enkelt.

 

Gå planken ud-snackfad (2 pers.) 119 kr.

Det sunde skatkammer 59 kr.

Mytteri i kabyssen 129 kr.

Sørøver Sallys saftige steak 159 kr.

Vingeskudt søpapegøje 149 kr.

Piratskelettet i skabet 139 kr.

Forkullet træben 69 kr.

Belønning efter plyndring 79 kr.

 

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media