Frokost
Italiensk

Jeg har været et par gange på Oasi d'Italia. Et spisested, som i bund og grund er ret middelmådigt.
Betjeningen er fin nok, men retterne udfordrer kun ens smagssans marginalt, og samtidig virker det ikke som om, at råvarerne er de bedste.
Stedet mangler også noget atmosfære. Alt i alt en middelmådig restaurant, som også overgås af andre italienske restauranter i prisklassen.
Vi (et mindre selskab på 6 personer) havde bestilt bord, og mad, på forhånd. Derfor burde det ikke være svært at servere 5 forretter og 6 hovedretter uden de store problemer, men det er det åbenbart på Ristorante Oasi D`Italia. For det første ventede vi 25 minutter (efter vi havde fået drikkevarer) på 5 grøntsagssupper, som smagte af ingenting. Suppen var desuden sjasket ned af siderne på suppeskålene og flød rundt på undertallerkenen, en mindre skønhedsfejl, men den var der.
Så var det tid til hovedretten, vi havde bestilt 3 grillet laks og 3 saltimbocca. De havde dog glemt min saltimbocca, så der ville lige gå et par minutter. Den slags kan ske, men da jeg så fik min saltimbocca var det en grå masse af kogt kød og parmaskinke, der var ikke skyggen af stegeskorpe. Grøntsagerne var slaskede og der var ikke skyggen af salvie og mozerella som må være at forvente i en veltilberedt saltimbocca. Kartoflerne havde en noget tvivlsom smag, noget a la de vakuumpakkede og forkogte man desværre kan købe. Selv de små ringe af forårsløg der var pyntet af med var slatne og bestemt ikke frisksnittede.
Jeg sendte med det samme maden tilbage, og fik af vide at der så ville gå noget tid da de jo skulle lave en ny. Intet problem for mig, bare jeg kunne få en veltilberedt ret. Men ak nej, tilbage kom næsten samme grå tallerken, kødet havde dog fået en lille smule stegeskorpe i hjørnerne, men ellers var der ikke sket nogen forbedringer overhovedet.
Saucen havde derimod en fin smag, men det var også de eneste positive.
Derudover var sidesalaten til mine medspiseres laks meget slatten, ja noget af rucolaen var næsten råddent, og tomaterne var bestemt heller ikke snittet samme dag.
Det var helt tydeligt at der er mangel på selvrespekt og kærlighed for det der bliver lavet i køkkenet på Ristorante Oasi D`Italia.
Betjeningen var nogenlunde, smilende og undskyldende, ja det manglede vel bare.
Nul stjerner herfra.