Ristorante Cortona er ejet af italieneren Gildo Russo, som er en gammel og god bekendt at det københavnske spiseliv. Han var nemlig manden, der lærte mange at drikke brunello tilbage i 1990'erne, da han stod bag restauranten Il Grappolo Blu.
I 2005 havde Gildo dog fået nok, solgte sin andel i Il Grappolo Blu og trak sig tilbage til bakkerne i Toscana, indtil 2012, hvor familieforhold sendte ham til København igen. Gildos søn, Luca, havde nemlig et stort ønske om at gense den by, hvori han opvoksede, og så var der ingen anden udvej end at flytte teltpælene endnu engang og vende tilbage til Danmarks hovedstad.
Far og søn har nu omdannet den tidligere stegt-flæsk-og-fadøl-Café Politigården til en toscansk spisestue ala det bedre borgerskab, komplet med varmt-rosa vægge, krystallysekroner og tallerkener i brunt slangeskindsmønster.
Servicen er den hjertevarmende italienske slags, som farmand dengang praktiserede, og som sønnike bærer i generne.
Her serveres både frokost til de travle med to retter på 40 minutter til 220 kr. og den lidt større udgave med fire retter til 405 kr.
Aftenkortet er italiensk i sin opbygning med antipasti og primi efterfulgt af en hovedret som oftest er kød eller fisk. Herefter kan man gå hele planken ud og bestille ost og dessert til at slutte på.
Luca og Gildo Russos ønsker med restauranten Cortona at formidle det syditalienske køkken, som er et køkken, der er baseret på de rene råvarer og således den autentiske smag i maden på et fundament af olio extra vergine i skarp kontrast til animalske fedtstoffer som smør og fløde.
Se Svend Rasmussens anmeldelse af Café Politigården fra april 2012 her
Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.
Prøv Berlingske 1 måned for 49 kr - inkl. adgang til avisen på mobil og iPad
Vi var til copenhagen dining week 2013. Vi fik stort set ingen mad og måtte tilkøbe en hovedret der bestod af 100g kød og 2 styk 1/4 kartofler og en bitter julesalat. Vi gav 1850 for 3 personer. Det var en fin oplevelse, men man kan ikke behjælpe at føle sig dum når man går sulten derfra.
Meget sjældent er jeg gået fra en restaurant med så godt et indtryk. Vi spiste dagen efter anmeldelsen i politiken og fik derfor næsten den samme menu som i anmeldelsen. Det var nu ikke anmeldelsen der fik os til at vælge ristorante cortina, men gode minder fra den tidligere la tombola a'smorfia.
Den første antipasti, tre små tunhapsere var guddommelige. En nyfortolkning af antipasti som gik lige ind. Jeg faldt i svime over tun-tartaren, mens mine medspisere syntes den svitsede tun med birkes var fantastisk. Vi var dog enige om at tunen med mascarpone var rigtig, rigtig lækker.
Næste antipasti, Zucchini blomsten var en overraskelse og igen fantastisk lækker. Utroligt at noget indbagt kan smage så godt. Den sidste antipasti, carpaccioen, lå milevidt over hvad andre italienske restauranter her i byen præsterer.
Af de to primi, risottoen med rødvin og flere andre ting som jeg desværre har glemt og de fyldte pasta, fik risottoen mig helt op at ringe, mens pastaen var god, men ikke så interessant. Men det er nok mere smag og behag, den vil sikkert gå lige ind hos andre.
På det tidspunkt var vi ved at være mætte, men fortrød ikke at vi havde bestilt hovedret og dessert. Lammekronen var lækker som smør og for at runde et fantastisk måltid af, fik to af os en superlækker varm chokoladekage med flydende kerne og hjemmelavet is.
Mums.
Det er første gang jeg i københavn har oplevet så gennemført lækkert et måltid uden nogen som helst svipsere eller bare halvgode retter. Fra start til slut var maden fantastisk, betjeningen opmærksom og vidende. Indretningen er klassisk og det er måske ikke alle der vil syntes om den lidt "elegante" stil, men vi følte os godt tilpas. Langt bedre end et koldt slagterlokale eller bænke uden ryglæn.
Det er første gang jeg skriver en anmeldelse, men vores oplevelse på ristorante cortona var så fantastisk at jeg bare måtte. Vi kommer helt klart igen og jeg kan varmt anbefale restauranten.
Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.