Priserne himmelflugter, aktiekurserne styrtdykker, og i hele den vestlige verden krakker banker. I sådanne krisetider er der ikke andet at gøre end at udvise lidt solidaritet her på siden, så i stedet for champagne, kaviar og michelinstjerner valgte vi at kigge mod den anden ende af restaurantskalaen. Nærmere bestemt mod Hovedbane-enden af Istedgade, hvor et par behjertede kinesere for ganske nylig åbnede Magasasa.

En kombineret takeaway og restaurant med et slagtilbud, der gør sig i disse tider: en portion ris plus tre valgfrie retter for 35 kr. – uanset om man spiser der eller tager med hjem i en boks. Når øllen samtidig fås for 12 kr. , så er der ikke noget at sige til, hvis det for tiden overvejende kinesiske publikum i den nærmeste fremtid må kæmpe om de cirka 35 bambusfletstole med fallerede børsspekulanter og fyrede ejendomsmæglere.

Juniorine var med og lagde ud med en kæmpe forårsrulle. Den ankom kort tid efter i en halvlunken tilstand – hentet som den var fra restaurantens vindue, hvor især de dyb- og friturestegte takeaway-retter ligger til skue. Resultatet var lige så halvkedeligt som forudsigeligt. En lidt klæg og for tyk dej med et ret intetsigende fyld. Så var der straks mere cantonesisk karakter over de voksnes »forretter«.

Fruen fik en wontonsuppe med bok choy-kål og dumplings med rejefyld. Selve suppen var tam og uden den store smag eller krydring, men rejedumplingerne var perfekte og havde inden servering kun lige sniffet til suppen med det resultat, at den hele kinareje indvendig stadig var saftig og med et godt sprødt bid. Jeg havde bestilt sui-kau dumplings, og her var de tynde rismelsdejpuder fyldt med en blandet fars af rejer og svinekød med en let sødlig smag til følge – suppen var dog den samme kedelige wonton.

Vi nåede også lige forbi en omgang dampede nordøstkinesiske dumplings. Så langt mod nord er det for koldt til at dyrke ris, så her laves både nudler og dumplings på hvedemel. Det giver en noget tykkere dej og en mere bastant ravioliagtig konsistens, der føltes ganske kluntet ovenpå de elegante tynde rismelsdejpuder.

Udover øl til 12 kr. flasken har Magasasa også et imponerende udvalg af både teer, kaffe, friskpresset juice og smoothies. Vinene står det dog noget sløjere til med. Det er det for asiatiske restauranter sædvanligvis skrækkelige tilbud om kraftige rødvine (samt en enkelt hvid chardonnay!), der på ingen måde passer til kinesisk mad.

Det var i stedet øllet, der blev min skæbne. Først en let og frisk kinesisk tsingtao-pilsner (lavet på bl.a. ris) til 28 kr. og siden en stor flaske Dark Lager fra Jacobsen, hvis fyldige og letbitre smag passede godt til de lidt federe hovedretter.
Jeg ville egentlig have haft en omgang lynstegt vandspinat med rødbønne-tofu, men den var udgået. I stedet fik vi en tallerken bok choy-kål, der var lynstegt i hvidløg og lidt risvin. En dejlig, delikat ret, der gav lidt bittert modspil til de fyldigere hovedretter. Juniorine steg om bord i en lidt vel fed sojastegt kylling med ris, mens fruen fik spareribs i en krydret-sødlig hoisin-barbecuesauce. Selve revelsbenene var af fin kvalitet med masser af reelt kød på, og de var præcist tilberedt med en sprød stegeskorpe, der passede perfekt til den sødlige barbecuesmag. Efter cantonesisk siu mei-skik blev de serveret uden tilbehør.

Det samme princip gjaldt min halve »hongkong-and«, der er Magasasas specialitet. I vinduet hænger de brune ænder, som efter gammel cantonesisk skik først forkoges, så en del af fedtet smelter af. Dernæst hænges de til tørre i flere timer i en opvarmet ovn, så skindet trækker sig sammen. Og til sidst ovnglaseres de i en sødlig marinade med bl.a. honning, maltsukker, eddike, risvin, og så vidt jeg kunne smage også det særlige kinesiske five spices-krydderi. Det giver et meget velsmagende andekød, der uden at være for fedt beholder sin saftighed og smag samtidig med, at det karamelliserede skind bliver sprødt og brunt. Ved bordet ved siden af os sad en ældre kinesisk herre.

Han bestilte en hel and og spiste den i andægtig tavshed. Jeg forstod ham. Selv var jeg revnefærdig på dette tidspunkt, men fik resten af den herlige hongkong-and i en doggy bag med hjem, hvor den blev nydt til frokost dagen efter. Eneste minus er den cantonesiske skik med at hakke anden ud med en kødøkse, så ben og (værre endnu) skarpe benstumper sidder tilbage, men er man bare opmærksom på det, så løser problemet sig.

Desserterne sprang vi over. Regnbueis og bananasplit smager nu engang, som det gør, og det er der ingen grund til at trætte læserne med. Slutindtrykket er blandet. And, spareribs og rejedumplings var fremragende og virkelig anbefalelsesværdige, og det kom ikke bag på mig, da jeg efter endt måltid fik oplyst, at ejerne er de samme, som står bag en af byens allerbedste kinesiske restauranter: Taiwan på Østerbro.

De dybstegte menunumre vil jeg til gengæld kun røre i få minutter efter at kokken har lagt en ny portion i vinduet, og på flere andre punkter er det tydeligt, at Magasasa først og fremmest handler om at blive hurtigt mæt til en billig penge. Som takeaway er den til gengæld i top, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg nupper en halv and med på vejen hjem