Bistro/brasserie
Nye steder
Fransk
Middag
Søndagsmiddag

Efter godt to år på byens mest fancy steakhouse MASH er Rasmus Oubæk gerne tilbage bag gryderne i bistroen Retour i den tidligere michelin-restauranten Ensemble i Tordenskjoldsgade bag Det Kongelige Teater. Sine egne gryder.
Kongen af Boeuf Béarnaise
Byens mest fancy steakhouse MASH headhuntede i 2009 Rasmus Oubæk som køkkenchef, da de åbnede i Bredgade. Efter Rasmus Oubæk havde lagt sin michelinrestaurant Oubæk i Store Kongensgade om til bistro, fordi det kneb med økonomien, var han blevet kendt som kongen af Béarnaise. Folk valfartede til Oubæk for at spise steak frites med de sprødeste fritter og den bedste béarnaise-sauce i byen. I dag er Oubæk i Store Kongensgade solgt til to af Rasmus Oubæks tidligere kokke, der driver den videre.
Partner fra Nimb
Nu kan béarnaisekongens fans igen spise Boeuf Béarnaise hos Rasmus Oubæk. Sammen med den tidligere restaurantchef i Nimb, Jesper Marcussen, som også har været på Dragsholm Slot.
Enkelt og godt
- Det bliver helt enkelt. Altså en bistro med et par forretter, en fisk, en rustik ret, en bøf og et par desserter. Og så en tavle med dagens specialiteter, hvis leverandørerne pludselig har billig pighvar, eller noget andet, vi ikke kan sige nej til, sagde Rasmus Oubæk før åbningen. Forretter under 100 kroner, hovedretter under 200 - bortset fra bøffen - og desserter 60-70 kroner.
Engang af nød, nu af lyst
Hvor Rasmus Oubæk engang måtte droppe michelinmaden, fordi der var flere gæster og bedre økonomi i at lave bistromad, er det i dag et valg af lyst.
- I dag er jeg fri af den gæld michelinrestauranten skabte, så jeg kan gøre, hvad jeg vil. Men skulle jeg tænke på, hvad der gav mest i lommen, er det at forlade MASH det dummeste, jeg har gjort, siger Rasmus Oubæk med et smil.
Ingen tidfrist på hyggen
Retour har plads til 40-45 gæster, men modsat Oubæk på Store Kongensgade bliver gæsterne ikke bedt om at komme tidligt og gå to en halv time senere, fordi der kommer nye gæster.
- Vi har ikke dobbelt seating. Det betyder ikke, at vi ikke håber, at få nye gæster hvis et bord går tidligt, men det er ikke noget, vi vil planlægger. Så med mindre man kommer tidligt og ikke har bestilt på en travl dag, får man ikke en tidsfrist på bordet, siger Rasmus Oubæk.
Plads til spontane gæster
Rasmus Oubæk er ikke selv typen, der planlægger flere uger i forvejen, hvor han gerne vil spise. Derfor bestræber Retour sig på at holde en del af bordene fri til gæster, der bare kommer spontant forbi. Restauranten er også åben både søndag og mandag, hvor mange folk, der arbejder i restaurationsbranchen, går ud og spiser.
Ahn er tilbage et par dage
Dengang Rasmus Oubæk havde Oubæk i Store Kongensgade, var restauranten berømt for, at Rasmus' kæreste Ahn Nielsen, der var restaurantchef, var hård men uretfærdig og havde en kulsort humor, hvilket fik mange gæster til at sværge, at de aldrig ville komme igen.
Ahn Nielsen er ikke restaurantchef på Retour - den titel har Jesper Marcussen - men hun hjælper til i restauranten nogle aftener om ugen.
- Så må vi jo se om Jesper kan styre hende. Ahn er jo sin egen, sagde Rasmus Oubæk inden åbningen.
Retour åbnede 10. november 2011 og er nabo til den kinesiske massør Tann Longs klinik Tre Små Kinesere.
Bonus-info
Rasmus Oubæk åbnede sin gourmetrestaurant i Store Kongensgade i 2004, fik en stjerne i michelinguiden i 2005 og ændrede koncept til bistro i 2006. Han har tidligere slået både René Redzepi og Thomas Herman i kategorien Bedste Hovedret, når madanmelderne kårede Årets Ret, der i dag hedder Årets Gericke.
Månedens dårligste service med et tydeligt ønske om, at der var underbemandet, hvor Dr. Oubæk havde taget sig en friaften og hvor bar-bordet i midten af lokalet var blevet til et polter-abend-warmup-bord.
Super med fri seating og skønt at kunne spise uden slots. Surt at det er umuligt at tale sammen på grund af den dårlige indretning og at ingen orker at spise i lokalerne længere end en times tid.
Kunne have givet 2 stjerner, men så skulle maden til gengæld have været varm, da den blev serveret.
Rasmus Oubæk' kælenavn er bestemt velfortjent. Maden smager bare godt! Hans Bøf bearnaise er super lækker. 2 gange har jeg fået forret med kammuslinger og begge gange har de været fantastiske. Desserter er, efter min mening, ikke hans stærke side.
Jeg har læst professionelle anmeldelser som roser betjeningen til styerne - jeg er ikke enig. Jeg synes at tjenerne løber for meget rundt og kaster maden ind på bordet. Efter min mening vil total-oplevelsen bliver meget bedre hvis antallet af borde blev reduceret lidt. På den måde vil tjenerne få lidt mere tid til gæsterne og der ville være mere plads mellem borderen.
Jeg vil klart anbafale Retour til andre pga maden men jeg vil også advare dem imod betjeningen.
Maden var virkelig god. Især tataren var et hit. Alt var virkelig veltillavet og lækker. Betjeningen gjorde ikke nogen fortræd. De lavede ingen fejl, men det er måske også lidt svært, når der ingen kommunikation er. Ingen tak, vær så god eller "smager maden", ingen ord om hverken mad eller vin, ej heller fik vi lov at smage om der var noget galt med vinen. Har ingen problemer med, at man selv skal hælde op, men man skal vel lige smage inden flasken bliver sat ligegyldigt på bordet. Heller ingen tak, da der blev betalt og lagt drikkepenge. Kom for maden- den er virkelig god.
Glimrende mad (hummer med bearnaise i absolut særklasse), men tataren er bedrre (og større) hos Pastis i Gothersgade el. Michaud i Gl. Skagen. Overordentlig nonchelant betjening, som tydeligvis havde det sjovere med hinanden end med gæsterne. Alle bestillinger blev modtaget med et "ja", intet blev sat på bordet med et "værsgo" eller kommentarer til den pågældende ret. Rimelige priser på glas i vin - men ikke et ord om, hvad det er, der bliver hældt op. Rigtig god espresso, men den var drukket længe før desserten og "det søde" til kaffen dukkede op.Papirserviettet i absolut beskeden størrelse - det er lidt pauvert. Så næppe nogen "retour" for mit vedkommende.
Det var en god oplevelse at være på Retour særlig ravioli forretten var unik - MEN bordene står altså for tæt, der var mindre end 8 cm mellem bordene. Jeg ved ikke hvem der har opfundet at det er HIP? De to borde som stod "alene" ved vinduet var booket langt ud i fremtiden - hvorfor mon. Men alt i alt en fin oplevelse.
Virkelig en oplevelse. Gennemført godt.
slethvar…porre…knivmusling…
ribeye…pommes frites…salat…bearnaise…
chokolade...chokolade...chokolade...
Kan klart anbefales
vi var 5 personer på Retour fredag den 9. december, og vi blev bestemt ikke skuffede. Raviolien med snegle smagte super, og bøfferne var perfekt stegt, og bernaisen lige i øjet. Vi fik hhv ost, pofiteroles og chokoladekage med rosmarinis til dessert, og alt smagte skønt. Eneste minus var, at retterne kom lige lovligt hurtigt efter hinanden selvom vi var på den sene seating - 20:30.
Men det skal ikke afholde mig fra at komme igen.
Jeg vil give Søren Frank ret i, at Rasmus Oubæk er tilbage i storform. Det er klassiske franske tilberedningsmetoder, og det er klassiske ingredienser. Og det smager godt. Derudover er der rigtig god betjening og i modsætning til mange andre restauranter i dette prileje, så kører stedet ikke med dobbeltseating.
Se billeder af retterne her:
http://broeggermikkelsen.wordpress.com/2011/12/15/retour/
Oubæk er bestemt tilbage!
Det var en rigtig god oplevelse at spise på Retour. Vi var der mandag og stedet var helt fyldt.
På kortet er nogle gedigne bistro klassikere, men også nogle mere utraditionelle retter. Især var tavleretterne værd at kigge nærmere på.
Bøffen er lige så god som den altid har været, men jeg vil alligevel anbefale at man kigger lidt ekstra på alternativerne. Bøf af samme kvalitet på kød, fritter og bernaice kan fås flere andre steder i byen, hvor imod snegle, ravioli og smørsovs ikke fås andre steder :)
Plus: Rigtig god mad, interessante retter, ingen dobbelt seating
Minus: Kan ikke komme på noget
spiste der i går, det var super!
steak frites var måske byens pt. bedste, og forretten (fra tavlen) - brisler, var mageløse...
klart et besøg værd, og jeg kommer igen...