Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 24/06/11

Relæ: Byens Bedste nye restaurant 2011

  • Foto: Liselotte Sabroe Foto: Liselotte Sabroe
Det blev den tidligere Noma-koks anderledes gourmetrestaurant Relæ, der løb med titlen som Byens Bedste Nye Restaurant.

Jægersborggade på Nørrebro er med sin graffiti på murene og politiets løbende indsat mod hashhandel et alternativt sted at placere en ambitiøs restaurant. Men topkokken Christian Puglisi, der har en fortid som souschef på Noma, har ikke et øjeblik fortrudt, at han valgte den nu hippe Jægersborggade med de mange kreative kælderbutikker og –cafeer, som adresse for sin anderledes gourmetrestaurant.

”At vi ligger her har givet mere positiv respons end udfordringer. Den kreative lyst til at ville noget, som gennemsyrede gaden, er fed. Efter vi flyttede ind, er cafeerne Retro og Musiksmag og Meyers Bageri åbnet i gaden, og jeg kunne ikke forstille mig, at Relæ lå noget andet sted, for gadens ånd er at tænke ud af boksen, og det er helt i tråd med, hvad vi laver i restauranten,” forklarer Christian F. Puglisi.

Her er alle vinderne af Byens Bedste 2011

På Relæ sidder folk tæt, her er ingen dug på bordet, ikke en tjener på hver finger. Gæsten dækker selv sit bord med det bestik, der ligger i skuffen i bordet. Den billige husleje betyder, at Relæs priser ligger lidt lavere end på de fleste andre ambitiøse restauranter: 345 kroner for fire retter. Relæ skiller sig også ud ved at lade grøntsagerne spille hovedrollen på tallerkenerne, og give gæsterne valget mellem en ren, grøn menu eller en menu med både kød, fisk og grønne retter.

”Vi har valgt at lave en gourmet-restaurant i andre rammer og vi laver mad på vores egen måde. Jeg laver ikke den samme mad, som jeg har set i andre køkkener, hvor jeg har arbejdet, men den mad, jeg selv brænder for” siger Christian F. Puglisi, som bliver beskrevet som eks-Noma-kok.

Siden har Relæ åbnede i august 2010, har restauranten haft stor bevågenhed. Ikke blot i den nationale, gastronomiske andedam, men også fra den anden side af Atlanten. Los Angeles Times har været forbi og tre måneder efter åbningen udnævnte USA's andenstørste avis The Wall Street Journal Christian F. Puglisi - som eneste dansker - til en af Europas 10 mest lovende unge kokke.

Den franske michelinguide fulgte trop og kvitterede i marts med en Bib Gourmand-pris (for god mad til rimelig pris, red.). Og i går vandt Relæ, der er ejet af Christian F. Puglisi, som har en norsk mor og en siciliansk far, og hans makker Kim Rossen, der er restaurantchef og sommelier, også titlen som "Byens Bedste Nye Restaurant". En titel, som er baseret på stemmer fra brugerne på Berlingskes elektroniske byguide www.AOK.dk.

Her er alle vinderne af Byens Bedste 2011

”Vi har fulgt afstemningen tæt på nettet – også fordi vores andet spisested og takeaway Manfreds har været nomineret som Byens Bedste Brunch og Byens Bedste Takeaway – og vi lå som førende, men vi har været op mod andre gode, nye restauranter (Bo Bechs Geist, Lisbeth & Bo Jacobsens Paustian, Kung Fu 2 i Ravnsborggade og Marv & Ben - tidl. Saahvidt - i Snaregade, red).. Så ja, vi er overraskede over at vi har vundet,” siger en glad Christian F. Puglisi.

”Det er altid fantastisk at få god respons, men især at få AOKs pris for Byens Bedste Nye Restaurant, fordi det er mange folks mening, der har indflydelse på, hvem der vinder Byens Bedste. De priser, vi har fået før, har været priser, som har været givet af enkeltpersoner, og det er ikke dem vi lever af, derfor vejer mange københavneres mening højt hos os,” siger Christian F. Puglisi.

Hvad Byens Bedste-prisen kommer til at betyde, har Christian F. Puglisi svært ved at spå om.

”Når vi har serveret den sidste ret lørdag aften, lukker vi restauranten og tager på Roskilde med vores andet spisested Manfreds (der startede som et Roskilde-projekt, red.), og vi åbner først igen efter sommerferien 3. august. Men vi håber, at prisen betyder, at mange vil bestille bord over nettet til august, siger Christian F. Puglisi.

Læs også
:

Relæs lillebror Manfreds genåbner i ny form i august

Læs brugernes anmeldelse af Relæ

Berlingskes anmeldelse af Relæ fra 2010 og læs brugernes kommentarer til anmeldelsen

Relæ-kok udnævnt som blandt Europas 10 bedste

Relæ prioriterer maden højere end damaskservietter

Derfor ligger Relæ i Jægersborggade

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester