Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 13/07/12

Provinsen i Tivoli

  • Til madanmeldelse: Restauranten DEN SKALDEDE KOK i tivoli. Foto: Martin Sylvest AndersenTil madanmeldelse: Restauranten DEN SKALDEDE KOK i tivoli. Foto: Martin Sylvest Andersen
Den Skaldede Kok i Tivoli har skiftet navn, men serverer stadig klassisk dansk på provinsmåden.

...

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at nævne Carsten Olsens udseende i denne anmeldelse. Sidste gang, vi var forbi hans restaurant i Tivoli, kom min kollega her på siden for skade at nævne kendiskokkens mangfoldige tatoveringer, og det udløste et sandt ramaskrig.

Men når nu restaurant Perlen er i gang med en større renovering og ligefrem har skiftet navn til Den Skaldede Kok, så bliver det svært at undgå. Også fordi der er blevet en hel del mindre af manden selv.

71 kilo, for at være helt præcis, og jeg har det udover sladderpressen også fra den skaldede personligt, så det passer. Han har udgivet en kogebog med mad for gastriske bypass-patienter. Den er til salg i restauranten, men har ikke sat tydelige præg på menuen.

Læs også: Fortunen rider igen

Det er klassisk dansk til hr. og fru Danmark (som Olsen selv har formuleret det); med smørrebrød til frokost og alt andet end fedtforskrækkede solide portioner af f.eks. lammeculotte med kryddersmør og oksefilet med bearnaisesauce til både frokost og aften.

Den Skaldede Kok rubricerer sig selv som familierestaurant, så en råkold sommeraften tog jeg hele den pukkelryggede med i Tivoli. Ved bordbestilling havde jeg gjort opmærksom på at det inkluderede en potentiel terrortrussel i tvillingerne på tre år, men det tog restauranten i stiv arm.

Dels ved at placere os i en afdeling næsten for os selv, og dels ved at prioritere børnenes mad før alt andet. Så vidt, så godt, og lad mig benytte lejligheden til at rose det erfarne personale – dejligt for en gangs skyld at opleve voksne mennesker med deres faglighed i behold.

Gid jeg kunne viderebringe den samme uforbeholdne ros til folkene i køkkenet. Men det kan jeg ikke, for her bliver der skåret for mange nemme genveje, og det går ud over både smag og kvalitet. Den stores tomatsalat med mozzarella og basilikum var såmænd ganske udmærket, og spaghetti bolognesen så tilpas neutral, at selvom jeg savnede smag og dybde og aldrig ville have serveret noget så kønsløst derhjemme, slugte ungerne den uden brok.

Men unghanebrystet var tørt og de meget lange og tynde købe-pommes frites kom drysset med et besynderligt pulver, som jeg efter lidt roden i smagshukommelsen kunne identificere som krydderiproducenten Santa Marias Pommes Frites Kryddermix (med salt, sukker, paprika, selleri og gærekstrakt).

Hvad enten man køber kryddermixet i kilovis eller bruger masser af hjemmelavet energi på at genskabe den industrielle smag (næppe!), så er det ikke i orden – heller ikke til 75 kr. for en børneportion.

Selv lagde jeg ud med Den Skaldede Koks egen rejecocktail. Et udskældt levn fra 1970erne, men jeg har for nylig oplevet den bragt til ære og værdighed igen af unge nyfortolkende kokke, så jeg gik optimistisk til det store cocktailglas. Men måtte hurtigt konstatere, at her var vi tilbage ved fortidsspøgelset – kolde rejer med dild, salat og tomat samt noget, der smagte som thousand island-dressing uden den fornødne dybde til at samle retten. Eneste fornyelse var de snittede grønne asparges, men de magtede ikke at løfte resten.

Fruen valgte den dampede torsk til hovedret. Selve torsken var perfekt tilberedt, men tilbehøret var, udover kartofler med smør, uinteressant: grillet fennikel og hakkede rødbeder uden megen smag, lidt grov sennep rørt op i riiigelige mængder creme fraiche, så det endte i ingenting, og en alt for rustikt revet peberrod, der næsten var umulig at spise.

Læs også: Gå Nomakokkene i bedene

Selv fik jeg en af kortets mange kødretter – en 400 gram stor T-bone steak, udstyret med både to skiver persillesmør OG en bearnaisesauce. Tilbehøret først: de stegte kartofler og en tomat-dadelkompot fungerede fint, men til min smag savnede bearnaisen estragon og syrlighed – simpelthen karakter.

T-bone steaken var skåret af det normalt ypperlige krogmodnede Herefordkvæg fra Kildegaarden ved Mariager Fjord, men denne var med sener og manglende fedtmarmorering langt fra sin sædvanlige kvalitet og stegeskorpen virkede med sin kun letbrunede overflade og udtalte mangel på smag, som om den var tilberedt ved alt for lav varme.

Det var ikke ligefrem en optimal smagsoplevelse og stod slet ikke mål med den eksorbitante pris på 389 kr.! Så var vi på mere sikker grund ved desserterne. En rigtig fin hvid chokolademousse til mig med hakkede pistacienødder og en chili-chokoladesauce, hvor chilien fik lov at smage igennem; en chokoladekage med vanilleis og et enkelt jordbær til fruen samt en rigtig god frugtsalat med revet chokolade og råcreme til den store.

Niveauet hos Den Skaldede Kok er såmænd hverken værre eller bedre end man møder det utallige steder rundt omkring i mindre provinsbyer i det danske sommerland. Men der er prisen og forventningerne så til gengæld på et helt andet niveau.

Nu er huslejen i Tivoli formentlig ikke til at spøge med, og det presser selvfølgelig prisniveauet op, men alligevel bør man med rette kunne forvente mere end det, køkkenet leverer her. Slut med genveje og slattent provinshåndværk anno 1970 – det kan hverken Tivoli eller Den Skaldede Kok selv være tjent med.

Hvad: Den Skaldede Kok
Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1620København V, tlf. 33 14 86 44
Hvor meget: Vin fra 240 kr. hovedretter fra 178kr.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Mad du kan lave bedre hjemme !

Jeg var inde og spise på "Den skallede kok "
Ikke nogen stor oplevelse !
Maden kan man lave bedre hjemme,
og det træk og var meget koldt derinde,
jeg går jo nok ikke derind og spiser igen !!!

 

Undrer mig

Kanb ikke forstå den anmeldelse efter flere gange besøg på den skaldede kok.
Måske anmelderen skulle have taget den aften uden børn så der havde været mere focus på andre ting.
Vi har nu været på den skaldede kok en del gange og kan sige at personalet er i TOP,maden er i TOP og humøret var i TOP trods en stille frokost den sidste gang.Har ikke en finger at sætte på oplevelsen,men synes anmelderen næste gang burde tage på Mac Donald med sine børn og så lade os andre nyde den formidable restaurant og atmosfære.Men er i det hele taget ikke fan af anmeldere,men synes det skal være op til den enkle person at komme ind og få en hyggelig aften.Synes det er trist et menneske skal sidde og dømme et sted og hellere lade os andre opleve stedet og ikke igennem en mavesur anmelder.Som Sanne Salomonsen siger læser hun aldrig anmeldelser og det samme skal Hr Olsen heller ikke gøre.Lad os andre tage den ud fra vores synspunkt og ikke andres.Så kan vi jo heller ikke købe et album,en film eller gå i biografen hvis vi skal tage efter andres mening.Kør i bare videre kære tjenere,kokke og Hr Olsen og vend det døve øre til.Vi kommer snart igen og anbefaler jer til alle.

 

Ikke pengene værd

Efter en udmærket oplevelse med den skaldede koks teatermenu, som vi fik for en måned siden, var vi igen på besøg i går. Men det var desværre en helt anderledes negativ oplevelse.
Vi fik unghanebryst og lammeculotte til hhv. 178 og 228 kr. hvilket er fuldstændig hen i vejret, når man tænker på den ringe kvalitet og de meget små portioner.
Lammeculotten bestod i 4 små skiver, hvoraf den 4. var fedt!, en lille portion små pomfrittes, en smule grøn salat uden dressing og lidt stikkelsbærkompot. Unghanebrystet var af samme ringe kvalitet og mængde.
Jeg ved godt, det er i Tivoli og midt i sommersæsonen, så kunderne stømmer ind uanset hvad, men jeg synes den skaldede burde rette lidt op på sit niveau og omdømme.

 

Det ligner næsten min egen oplevelse...

Jeg tog kæresten med på denne restaurant og oplevede hyggeligt personale og god betjening. Maden var anstændig, unghanebryst og lammeculotte (begge med hver deres kompot og tilhørende smørstegte kartofler), men det lød bedre på menukortet, og den store gastronomiske oplevelse udeblev. Salaten var kedelig, og portionen ganske lille efter min målestok (jeg er med mine 80 kilo bestemt ikke grovæder). Måltidet havde dog bestemt været anstændigt nok, hvis det ikke havde været for den lidt pebrede pris, selv efter Tivoli-standarden.

 

Provinsmåden?

Man forventer ligesom en uddybning af overskriften, der omtaler provinsen og mad på provinsmåden. Det er jo interesant for de få mennesker der ikke bor i København, at vide hvordan der er vi normalt får serveret mad på restauranter. Og man forventer jo også en videre omtale og forklaring, når det nu er så tydeligt, at ordet provinsen alene anvendes positivt.

 

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester