Engang sad Ole Jastrau her og længtes mod skibskatastrofer, mod hærværk og pludselig død.

Det tog nu en del flere år for både romanfiguren Jastrau og hans fædrene ophav, forfatteren Tom Kristensen, at drikke sig ihjel, men Bar des Artistes vil altid være et af dansk litteraturs mest berømte vandhuller.

Nu er hotel Kong Frederiks legendariske værtshus, der i virkelighedens verden bl.a. har været kendt som Queen’s Pub, for alvor løbet ind i tidsånden.

Madentrepenøren Torben Klitbo har nemlig valgt det som lokalitet for Cofocokædens nyeste restaurantkoncept. Public House er navnet og det er en såkaldt gastropub efter engelsk forbillede – åbnet kun en uge efter Olsendrengene gik i luften med deres B&W Gastropub, anmeldt sidste fredag.

Læs Søren Franks anmeldelse af B&W Gastropub

Man kan, som min kollega Søren Frank har gjort det her i avisen, med god grund argumentere for, at gastropub bare er en ny smart måde at brande en afslappet restaurant i mellemklassen på, nu hvor alle er blevet trætte af at høre om bistro-trenden.

Public House har i det mindste historien med sig, og et hurtigt kig ned over menukortet afslører også, at man i hvert fald for en del retters vedkommende bekender sig til det gamle engelske køkken med klassikere som shepherd’s pie, pea soup og fish’n’chips.

Vi var stærkt fristet af Beef Wellington (oksemørbrad pakket ind i butterdej), men det kræver to personer, så den måtte vi droppe.

Et andet godt bud er vagtel farseret med kyllingelever og kål – til bare 118 kr. det absolut prisfornuftige korts dyreste hovedret! – men vi valgte at gå rent klassisk.

Så derfor sad jeg snart med en fyldig og skummende ærtesuppe, lige så tyk som en ægte Londontåge. Til bare 38 kr. er det jo nærmest fundet for de penge, og i tilgift fik man nogle tern røget bacon og en medfølgende lun scone med gedeost.

Det specielt britiske islæt var til gengæld svært at få øje på i min medspisers syltede rødbedeskiver med gedeost og ristede valnødder. Det skulle da lige være det faktum, at rødbederne var decideret køleskabskolde.

Underligt nok er der ikke det store øludvalg i denne gastropub. Blot fire i øvrigt udmærkede slags fra to danske bryggerier (Ølfabrikken og Gourmetbryggeriet), men til gengæld er det overvejende franske vinkort sympatisk sammenstykket og prissat.

Rigtig mange vin fås glasvis, f.eks. vores indledende hvidvine, hhv. en meursault (Caillot 07 til 90 kr.) og en sancerre fra Crochet i Loire (80 kr.).

Til hovedretterne holdt vi os i det franske – en glimrende rød Morey St. Denis-bourgogne fra Regis Forey (07 til 450 kr.).

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Der var sandt for dyden heller ikke meget old England over min grillede onglet steak, der er indbegrebet af en fransk bistro-steak. Onglet – på dansk nyresteg – er ikke den mest møre udskæring, men hvis den får hurtige og voldsomme tæv på en grillpande med deraf god stegeskorpe og rødt indre, så kan den være smagfuld.

Den her var ganske vist banket rimeligt mør, men smagte mest af den overordentlig store mængde saltflager, der var drysset ovenpå det skiveskårne kød.

Medvirkende til den lunkne modtagelse var også tre skiver pocheret marv. De blev serveret pivkolde, og ganske vist er jeg marvmand helt ind til benet, men uden en forløsende sauce blev det en anelse for klamt.

Smørsauterede grønne bønner var helt efter bogen, mens en sideorder af chips var okay uden at afvige voldsomt meget fra standardvaren. Til gengæld blev de serveret helt uden dyppelse – en god bearnaise ville have gjort underværker både for fritter og steak.

Medspiseren fik fish’n’chips. Chipsene var de samme, men serveret med en god hjemmelavet remoulade. Fisken (formentlig kuller eller lyssej) var pansret i en tyk dej, før den var dybstegt.

Det er set mere elegant, også herhjemme, og uden det i Storbritannien faste tilbehør af eddike til at løfte den fedtede smag af dybstegt dej, blev det hele en kende for bøvet.

Så lysnede det til gengæld med ostetallerkenen: en lagret cheddar med god nøddesmag, en komælksost af racen Lincolnshire Poacher og endelig en meget smagfuld Stilton blåskimmelost.

Portionerne er ikke overvældende store, så der var god plads til dessert.

Rabarbertrifli, æblecrumble og sticky toffee fristede, men valget faldt på en bread and butter pudding. Det er en af briternes mest traditionsrige og elskede desserter, lag på lag af brød smurt med smør, opblødt i æg og fløde og masser af sukker, krydret med vanille og muskatnød, og bagt i ovn.

Public House-udgaven hørte i udpræget grad til de mere moderne, forarbejdede og tætte af slagsen, der var friske vindruer mellem brødlagene og en stærk karamelliseret top, og selv om jeg nok foretrækker den mere rustikke klassiske udgave, så var denne bestemt ikke ueffen.

Med forretter fra 38 til 66 kr. og hovedretter fra 72 til 118 kr. kan maden næsten ikke gøres billigere, medmindre man går over i fast food, og alene dét er lidt af en præstation.

Omvendt er det tydeligt, hvor man har måttet skære i kvaliteten for at presse prisen ned, og sammen med en denne dag ikke særligt skarp køkkenpræstation, ender vi på tre stjerner.

Læs mere:
Tendens: Gastropubber popper op i København
Se hvilke restauranter der fik henholdvis top- og bundkarakter af AOKs anmelderkorps i 2009
Læs Søren Franks anmeldelse af B&W Gastropub

Hvad: Public House Gastropub
Hvor: Vester Voldgade 25, 1552 København V, tlf. 70 26 23 20
Hvor meget: Hovedretter fra 72 kr., vin fra 200 kr.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010