Magstræde 16 er en adresse, som har været en del igennem, siden huset blev bygget for adskillige århundreder siden – en overgang tjente den lille bygning således som bordel. Senere har der været drevet restauration kulminerende med TyvenKokkenHansKoneogHendesElsker, som fik en michelinstjerne i 2004.

Nu er der imidlertid blevet skruet ned for de gastronomiske ambitioner. Magstræde 16, som stedet i dag så dækkende hedder, kalder sig end ikke restaurant, men spiseri og enotek. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke kender definitionen på et »spiseri«, men tillader mig at gå ud fra, at titlen sigter til et mere uformelt spisested. Således vil jeg lade det passere, at Magstræde 16 ikke serverer pasta, hvilket er ret udsædvanligt for et italiensk spisested.

Køkkenstilen minder en del om Il Senso, den populære vinbar på hjørnet af Gothersgade og Landemærket overfor Kongens Have (som to år i træk er valgt af aok.dk’s brugere som byens bedste).

I grunden ikke så mærkeligt eftersom det er folket herfra, som står bag Magstræde sammen med vennerne fra La Vecchia Enoteca i Holte. Det vil sige, at man snack’er sig gennem et måltid bestående af forskellige anti pasti (italienske tapas).

Af rigtige hovedretter er der kun én, og det er dagens, fornuftigt prissat i underkanten af de 150 kr. Som noget nyt i forhold til Il Senso kan Magstræde dog tilbyde et pænt udvalg af forskellige pizzaer til priser mellem 59 og 89 kroner. Pizza’erne er relativt små, så huset anbefaler, at man bestiller tre styks til to personer, stiller dem midt på bordet og hugger til fadet, som man gør det med tapas.

Kortet tæller seks pizza’er fra den klassiske magherita med tomat, mozzarella og basilikum til mere elaborerede ting som pizza med kartoffel, rosmarin, bøfelmozzarella, pesto, portobello og rucola. Dertil kommer en særlig innovativ kategori kaldet signaturpizza, som den aften, vi var forbi, talte tre numre, heriblandt nordisk pizza med rugmel og rygeost og en mere middelhavsagtig sag med gedeost og trøffelolie.

Vi startede i afdelingen for anti pasti. Ungerne fik crostini misti, tre glimrende skiver grillet brød garneret med lidt salat: En klassisk udgave med tomat og basilikum og to mere innovative med henholdsvis gedeost og bagt salsiccia-pølse rørt med ricotta – velsmagende sager.

Jeg fik den store blandende Antipasto della casa, som viste sig at være et helt måltid i sig selv. Udover en crostino med salsiccie, som gik igen fra den anden forret, var der en bagt tomat, en bagt farseret aubergine, salami, salat og syltede løg. Saltet and rullet i papirtynd rodselleri belagt med svampe var plattens auteur-agtige indslag, mens parmaskinke og melon var den klassiske kombination, og endelig en skive tallegio-ost med syltede stikkelsbær.
Gode sager hele vejen rundt.

Magstræde 16 har en tavle med en lille håndfuld vine, som serveres på glasset. Da der dog ikke rigtigt var  noget, som fristede, lykkedes det mig – uden det store besvær – at få lokket tjeneren til at knappe en flaske barolo op, så jeg kunne få mig et glas Balbi Soprano 04 til 109 kr. Som på Il Senso er der tale om egen import, men i årgang som 04 smager et hus som Balbi nu bestemt ikke dumt. God var også den næste vin, en blauburgunder (pinot noir) »Luziafeld«, fra San Paolo i Alto Adige til 79 kr.

Så fulgte tre pizza’er, alle tynde og sprøde: Den lækreste var nok en model, som udover den obligatoriske tomat og mozzarella havde fyld af vêntreche (urøget fransk peberbacon) og mascarpone.

En pizza med kartofler, rosmarin, parmaskinke, rucola og pesto var bestemt også god. Den sidste var en såkaldt signaturpizza, i dansk stil med rugmel blandet i pizza-dejen, og udover tomat og parmaskinke bestod fyldet af rygeost, kugler af agurk og karse. En ganske sjov anretning, men nok ikke ligefrem en pizza, som vil opnå klassikerstatus.

Herefter var vi alt for mætte til at kapere hovedretten, som denne aften var kylling. Vi gik direkte til desserterne, hvor der var to at vælge imellem: En fint luftig, men samtidig tætsmagende, tiramisu ledsaget af fin mandarinsorbet. Og så husets panna cotta, der også var glimrende, serveret med hakket peanuts (eller mandel?)  og en elegant hindbærsorbet.

Det var så enden på et rustikt og enkelt, men afgjort tilfredsstillende måltid. De nyere ejere i Magstræde slår på fornuftigvis ikke større brød op, end ovnen kan bage. Stjernemæssigt rækker det til et sted mellem tre og fire – den trods alt begrænsede menu taget i betragtning holder vi os i dag på tre af de størst tænkelige og en anbefaling.