Frokost
Middag
Kosmopolitisk

Fregatten i Tivolisøen blev i 2008 kapret af pirater, som under navnet Pirateriet serverer farvestrålende mad med sjove navne inspireret af Caribien til små sørøvere og deres forældre og alle, der har papsønner, nevøer eller børnebørn i pirat-alderen.
Selvom maden er fra de varme lande, er den krydret, så den hverken er for stærk for sarte sørøvertunger og kræsne kaptajnganer. Her er selvfølgelig en særlig menu for de mindste pirater under 12 år, som både er sund og god og sød til sidst.
Større sørøvere, granvoksne kaptajner og skønne havfruer kan lade sig friste af foretter som knasende kakkelakker (kyllingevinger) eller landkrabber (kæmperejer på spyd), eller gå planken ud, som de siger på Pirateriet: Det betyder, at bestille et stort fad med snacks og lækkerier, som man deler, ligesom man deler byttet efter en plyndring.
Var det noget med en vingeskudt søpapagøje alias et grillet kyllingbryst med indisk marsalakrydderi? Den fås også som familietilbud til fire med drikkevarer. Eller hvad med en piratburger eller en SørøverSallys steak? Og hvad siger du til et forkullet træben til dessert? Det sidste er en bagt banan serveret med is.
På et rigtigt sørøverskib drikker man rom, og Pirateriet har selvfølgelig en tønde, hvor du kan betale for at forsyne dig med et glas børnerom af saftevand, mens de voksne kan få tropedrinks med rom som Piña Colada, Mojitos og Caipirinhas.
Hvis ens far - eller mor - ligesom Pippi Langstrømpes sømandsfar - ejer en kiste guldpenge, kan man også leje det gode skib til fødselsdag og andre fester for store og små pirater.
Før Pirateriet indtog fregatten Sct. Georg III i Tivolisøen, var det Rasmus Bo Bojesen, der drev restauranten på skibet.
På trods af at der her på siden fandte nogle advarende kommentarer vedr. Pirateriet tog jeg chancen og kontaktede restaurenten for at bestille bord til 6 personer heraf 4 børn. Allerede fra mit opkald var betjenningen venlig og damen noterede ,at to af børnene havde fødselsdag og at jeg derfor gerne ville have, at bordet blev pyntet lidt. Ved ankomst blev vi mødt af smil. Bordet var pyntet med guldmønter og flag og der var tegnesager og "klap til øjet" til hvert barn. Tjeneren oplyste at der var tæpper til rådighed, hvis vi ønskede at varme os lidt. Vi sad øvert på dækket hvor der var åbent og derfor lidt køligt om aftenen. Jeg spurgte derfor tjeneren om vi måtte flytte ned på det lavere dæk. Tjeneren svarede "naturligvis" og straks herefter stod to tjenere ved vort bord for at hjælpe med at flytte mad, drikke, service m.v. Mad og drikkevarer kom hurtigt efter bestilling. Portionerne var store og alt var meget lækkert. Alle fire børn kunne lide maden - ligeledes de voksne. Inkl. drikkevarer betalte jeg 729 kr. for os alle, hvilket jeg mener er yderst rimmeligt for mad af den nævnte kvalitet og for en børne/familie restaurent med beliggenhed i en forlsytelsespark. Vi havde en positiv oplevelse og kommer gerne en anden gang.
Vi havde en hyggelig eftermiddag i restauranten, hvor vi spiste snack-retten med vin til. Vores datter på 3 år syntes det var spændende med kanonerne og guldmønterne, og herudover havde hun mulighed for at tegne på underlaget, hvor restauranten stillede tusser til rådighed. Så konkluderende: Snack'en var ok, vinen ligeså, og det er et meget børnevenligt sted.
Pirateriet må uden sammenligning være den dårligste restaurant jeg endnu har prøvet. Kvaliteten af maden er under al kritik. Ingen andre steder har jeg oplevet at måtte sende en steak retur 5 gange, hvorefter vi valgte at lade skidtet stå. At en bøf, som bestilles til at være medium stegt, gang efter gang serveres enten rå eller stegt til ukendelighed, er simpelthen ufatteligt. Dertil kommer uspiselige frikadeller til ungerne, meget kedelige grøntsager og mad som bare stinker langt væk af dårlig kvalitet og tilberedning.
Eneste plus var meget venlig betjening og den underholdningsværdi, som skibet i sig selv havde for ungerne.
Man skal selvfølgelig ikke forvente en stor gourmet-oplevelse et sted som Pirateriet, men at standarden ligger under den, man ellers kun forventer af et motorvejscafeteria må siges at være horribelt. Tag imod et godt råd og snup en hotdog i en af boderne i stedet. De kan da næsten ikke skuffe.....
Vi spiste her sammen med vores 2 børnebørn på 3 og 4 år, og vi havde en pragtfuld oplevese. Børnene fik en lækker menu med pølser, frikadeller, pitabrød og lækre grøntsager. Vi voksne fik revelsben og burger med frisk og lækkert tilbehør. Børnene spiste al maden og var meget tilfredse, vores mad var der heller intet dårligt at sige om. Betjeningen var hurtig og utrolig søde, og selvom der var travlt havde de sagtens tid til at snakke med drengene, der selvfølgelig var betaget af deres flotte kostumer.Eneste minus er måske prisen, men den er høj over hele Tivoli, og det er sikkert også en høj husleje man giver som restauratør. Vi vender helt sikkert tilbage.
På trods af et par advarsler valgte vi (desværre) alligevel at besøge Pirateriet i forbindelse med en hyggelig weekend i Tivoli. Vi fik desværre bekræftet stedets dårlige ry...og endda så rigeligt endda.
På trods af at tjeneren slog 10% af regningen endte vi med at betale kr. 660. Det eneste spiselige af det vi betalte for var pomfritterne og drikkevarerne....det rene "røveri".
Som fælles forret valgte vi deres "Snack-kurv". Den skulle efter menu-kortet indeholde nogle lækre grøntsager og en række andre spændende snack-ting som vi kunne dele sammen. Alle grøntsager var fyldt med en sur marinade som jeg næppe tror noget barn vil kunne lide. Resten i snack-kurven var enten totalt svedent eller fyldt med friture-fedt.
Som hovedret fik børnene en burger. Det eneste der blev spist af dette var 2 bidder af en burger....resten blev stående. Hvilket barn kan spise en burger fyldt med eddike-marineret salat og et koldt pitabrød (vist kaldet "snobrød" på restauranten) som bolle.
Jeg fik deres dyreste steak. Jeg har rejst rigtigt meget og været på masser af restauranter, men denne steak er nok den ringeste jeg nogensinde har fået serveret. Ca. 100 gram totalt svedent oksefillet der var så tør at enderne vendte ud af, og dertil den sure salat som tilsyneladende er det gennemgående tema på restauranten.
Sikke en kedelig oplevelse....men vi var desværre ikke alene "i båden". der var 3 borde fyldt, og vores nabo fik nøjagtigt samme menu som os. Barnet spiste stort set intet og manden måtte også bede tjeneren om et nyt stykke kød. Bordet ved siden af bestilte æbleskiver og måtte kort efter kalde på tjeneren for at få nogle æbleskiver der ikke var frosne indeni.
Vi forelagde naturligvis vores oplevelse for tjeneren, som promte sagde..."skal vi sige 10%". Nærmeste som en standard bemærkning de bare bruger hver eneste gang der er problemer. Jeg sagde at de skulle tage det de havde samvittighed til at tage, og blev præsenteret for en regning på kr. 660 efter 10% rabat.
Jeg betalte naturligvis og nævnte naturligvis på ordentlig vis at dette var det nærmeste jeg nogensinde havde været på et "røveri". Tjeneren sagde blot at det var da synd for mig.
Eneste trøst er at at samtlige 3 optagede borde klagede over maden...så spørgsmålet er om det er gøsterne eller reatsuranten der har et problem.
Jeg vil klart fraråde alle at gå derind. Kunne man bare give børnene en god oplevelse (og det er rammerne absolut til) og samtidig give dem noget at spise ville det være ok. Men det mad der serveres er totalt uspiseligt for såvel børn som voksne....og det er jo i sidste ende det man betaler for.
Så har vi også prøvet at blive "røvet"....:-)
Det er svært at finde et sted i tivoli hvor pris og kvalitet hænger sammen.. Det er ingen undtagelse... ung uerfarne betjening, middelmådig (ringe) mad.. Eneste lyspunkt udklædningen af personalet...