
Hyldeblomstsorbet liflig som sommerdug, forførende blød After Eight-is med pikant smag af mint, italiensk Stracciatella med chokoladeflager i en mælkeis let som den lykkeliges gang på jorden. Læg dertil 14 andre fristende slags, som du også har lyst til at smage.
Hvor der før lå en tøjbutik, træder du nu ind i en lille, moderne isbar med en stor, rød frysedisk og to borde med et par stole til.
Isen
En af hemmelighederne bag Paradis er, at den hjemmelavede is er lavet af frisk Grambogaard-mælk fra Fyn og salget er så stort, at isen i butikken er friskrørt. Det vidner den lange kø om, som strækker sig hen ad fortovet. Det betyder, at både sorbeter og mælke- og yoghurtis har en ekstrem cremet konsistens fuldstændig uden iskrystaller.
Paradis sælger både isen i bægre og i traditionelle vafler, ligesom du kan købe den med hjem i bokse, som er fremstillet af flamingo, der holder på kulden.
Foruden is, sælger Paradis også kaffe i urbane varianter og hjemmelavet, varm chokolade.
Udover kontanter kan du i Paradis betale med deres helt eget betalingskort, der selvfølgelig hedder paradis-kortet, og som du kan købe i butikken.
Københavns første Paradis-butik ligger på Sankt Hans Torv og åbnede i 2003.
Paradis er bestemt værd at tage et smut forbi. Der er mange forskellige slags is, sorbet og hjemmelavede vafler. Jeg kan næsten forestille mig den lange kø, når sommeren helt kommer og belevúe bliver besøgt af tusinder af badende gæster som alle vil mæske sig i dejlig flødeis.
Hvis man ønsker, kan man købe isen med hjem i bøtter a' 750 g, 1000 g, 1500 g og 2000 g - med sidste bliver der vist også nok til gæster.