Læs AOKs omtale af Orangeriet her

Den gamle restaurant med den fine pavillon i Kongens Have har tilsyneladende en vis tiltrækningskraft på konkurrencekokke.

Indtil for et års tid siden drev landsholdskokkene Rasmus Kofod og Søren Ledet Geranium her på adressen. Og for nylig blev stedet så overtaget af Jasper Kure, nr. fire ved Bocuse d’Or, kokkenes VM, sidste år.

Umiddelbart kunne man godt få den tanke, at en ambitiøs kok som Kure, som før bl.a. har arbejdet på Prémisse (nu AOC), ville benytte lejligheden til at fyre den max af med et højt elaboreret køkken, men det stik modsatte er sket her i Kronprinsessegade.

Geraniums slick’e interiør med bl.a. dyre Arne Jacobsen stole i læder er skiftet ud med en afslappet shabby-chik, provencalsk inspireret stil med let skramlede møbler og en sjov skænk med farvede skuffer midt i lokalet.

Og køkkenet er tilsvarende beskedent, det er endnu engang de franske bistroklassikere, som står for skud, og priserne er i mellemklassen.

Vi startede med et glas udmærket champagne fra huset Deutz (105 kr.) og lidt snacks: Et par østers naturel (20 kr.), som var store, kødfulde og absolut pæne, og et lille glas med udmærkede, salte ansjoser fra Costa Brava (35 kr.) Samt en skål nødder med peberrod (25 kr.)

Idéen bag sidstnævnte gik aldrig rigtigt op for mig, peberroden lod sig ikke smage, selv om nødderne – som jeg ikke kan sige fri for en lille harsk tone – godt nok var omgivet af et hvidt pulver.

Jeg startede med en ærkeklassiker, en halv hummer naturel. Selve dyret var fint tilberedt, saftigt og mørt i kødet med udmærket smag, selv om der nok til denne pris har været tale om farmet canadisk hummer snarere end vild dansk.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Tilbehøret bestod af blandet salat, som var i orden uden at være mindeværdig, hvilket man også kan sige om det ledsagende ristede brød og den citrondominerede mayonnaise.

Min ledsagers forret indebar en anelse mere alkymi, idet der var tale om en slags nyklassiker i form en tatar af fine og reelle tern af rå, saltet laks. Laksen blev ledsaget af blomkål i form af både en mild creme og tynde sprøde cruditéer.

Retten var rundet af med lidt dildolie og en tynd sprød rugbrødscrouton. Min ledsager kunne godt have tænkt sig lidt mere kant, f.eks. noget peberrod. Jeg havde det nu egentlig helt godt med det blide, harmoniske indtryk.       

WebTv: Søren Frank anmelder Orangeriet

Til forretterne drak vi hvid bourgogne 06 meursault vieilles vignes fra Vincent Girardin (125 kr. glasset). Og da den smagte pokkers godt – Girardin har lært at dosere den til tider lovlig generøse fadehandling – fortsatte vi med den til hovedretterne.

Det er muligt, at vi burde have testet husets bøf bearnaise med fritter (235 kr.), men da jeg har taget den principielle beslutning højst at spise denne efterhånden godt gennemtyggede ret allerhøjst én gang om ugen, og min ledsager heller ikke var i kødhumør, endte vi ud med henholdsvis grillet rødtunge og dampede blåmuslinger.
     
Jeg var svært godt tilfreds med min rødtunge. Den blev serveret på benet, stegt hårdt og kort på en grillpande, som Kure lykkeligvis havde gjort sig den ulejlighed at gøre godt ren – der findes næppe nogen mere modbydelig smagskombination end snavset grillpande og fisk eller skaldyr.

Fisken var varm, men stadig meget saftig, faktisk lidt rå indeni, præcis som vi kan lide det. Ovenpå lå garnituren, enkel og ikke så stor, lidt blandede grøntsager: mange tout ærter, gulerod og forårsløg og persille, og sauce bestående af brunet smør citron og kapers. Superenkelt og klassisk, men absolut velfungerende.

Nogenlunde det samme kunne man sige om min ledsagers muslinger, der ankom i en støbejernsgryde. Helt i klassisk stil med hvidvinslagen med urter i bunden og pommes frites og mayo på siden – eneste lette alteration var de tyndtbarberede bændler af fennikel, som var dampet med i gryden. Men muslingerne var fine, store og saftige, og de smagte godt.

Portionerne havde ikke været større, end at vi havde plads til lidt ost, vi delte en tallerken »europæiske oste«, som alle var glimrende og veltempererede: Fra Danmark to af Arla’s innovationsoste, rød løber og troldhede ask, og fra Frankrig en puligny st. pierre og, hvis ikke jeg husker helt galt, blåskimmelosten fourme d’ambert.

Desserterne fulgte samme klassiske recept som resten af aftenen. Jeg fik æble tarte tatin med vanillecreme, som var udmærket, men dog nok er set mere elegant. Min ledsagers citrontærte var til gengæld knivskarp, den tynde bund var knasende sprød, citroncreme uhyre præcis i smagen og den let brûléerede marengs perfekt i konsistensen – ledsaget af en kugle yoghurtsorbet.

Citrontærten var netop en af disse lejligheder, hvor det skinnede igennem, at der befinder sig en håndværksmæssig kapacitet ude i køkkenet.

Fra tid til anden løfter det Orangeriet en anelse op over den efterhånden betragtelige mængde af gedigne bistroer/brasserier i mellemklassen og sikrer fire gode, runde stjerner.

Den mest oplagte grund til at lægge vejen forbi er dog nok beliggenheden – man sidder uomtvisteligt godt i den gamle pavillon, når den lukker lyset ind på god forårsaften.

Læs mere:
Læs sidste års bedste og værste restaurantanmeldelser på AOK her
Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

WebTv: Søren Frank anmelder Orangeriet

Hvad: Orangeriet
Hvor: Kronprinsessegade 13, tlf.  33 11 13 07
Hvor meget: Hovedret 175 kr., vin fra 225 kr