Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 25/06/14

Officielt: Claus Meyer flytter til New York

  • Foto: Kristoffer Juel Poulsen Foto: Kristoffer Juel Poulsen
København mister mr. Mad for en stund. Meyer forlader Danmark for at grave gastronomisk guld i USA.

"Så er det en kendsgerning, at vi etablerer en 1200 m2 stor restaurant og food court/food hall i Vanderbilt Hall på Grand Central Station, Manhattan, New York City. Vi skal åbne i begyndelse af 2016," fortæller Danmarks mest kendte gastronomiske iværksætter, og bekræfter dermed de rygter der på det seneste har sendt den kendte kok, foredragsholder, iværksætter med meget mere mod amerikanske himmelstrøg.

Læs også: Newyorkerne gider ikke Claus meyer

Senest har The New York Times således skrevet, at Metropolitan Transportation Authority, der driver den 100 år gamle central-togstation, fredag offentliggjorde en plan for, hvordan man kan udnytte den imposante Vanderbilt Hall, som indtil 1996 var togstationenes hovedventesal.

Læs også: Claus Meyer: Jeg føler mig helt almindelig

Ifølge planen er der lagt op til at hr. Meyer skal etablere et kæmpe mad- og spiseområde med både detailhandel og restauranter i både billige og dyre prisklasser.

"Jeg flytter selv til New York med Christina, vores tre piger og hundene næste sommer, og vi forventer at bo i New York i halvandet år. Det giver mig et halvt år, hvor jeg kan deltage i opbygningen af den nye virksomhed og ikke mindst de fysiske rammer på allernærmeste hold. Christina er sammen med Ulrik Nordentoft betroet ansvaret for opbygningen af køkkener, restauranter, skiltning med videre. Så i praksis kommer vi nok også til at rejse en del frem og tilbage allerede fra efteråret 2014, og jeg kommer helt sikkert også til at rejse en del tilbage til Danmark i perioden vi bor derovre, for at kunne deltage i alle de spændende ting, vi har gang i herhjemme."

Se også billederne: Her er alle Meyers succeser

Flytningen til New York bringer også Claus Meyer tættere på en af hans nyeste restauranter, nemlig Gusto, som på rekordtid er skudt til tops og fået verdens kulinariske kikkert rettet mod Bolivia.

"I hele perioden bliver det lidt lettere for mig at følge med i Gustu og Melting Pots arbejde i Bolivia, på nærmeste hånd. Principperne for vores måde at drive virksomhed på i Danmark, nogle af de ”formater” (Deli, bar, bager, smørrebrød o.s.v.) vi arbejder i, og den ny nordiske køkkenfilosofi kommer til at danne grundlag for New York operationen. Alt imens vi forventer at denne ny destination kan blive et vindue til det amerikanske marked for udvalgte nordiske produkter og producenter, bliver en af vores nøgleopgaver at finde en balance mellem, hvilke varer vi henter hjemmefra og hvilke forsyninger, der skal opstå ud af de nye relationer vi kommer til at etablere i USA."

Globetrotteren har også booket flere pladser i flyet end til blot sin familie.

"Jeg forventer at tage en håndfuld gode medarbejdere med til USA, og forventer også at komme til at rekruttere folk, vi ikke har ansat i dag, så vi alt i alt bliver ca. 20-25 personer fra Danmark, der rejser ud for at løse opgaven."