Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Ølhunden glammer glad

<b>Restaurant: <i>Nørrebro Bryghus</i></b> Eget øl af bedste kvalitet og høj standard i det moderne brasserie-køkken på det nyåbnede Nørrebro Bryghus.

I 1960erne var der 40 bryggerier på Fyn - i dag er der tre! Ved hjælp af årtiers opkøb og fusioner har Carlsberg fået monopol på ølbrygning i Danmark; en position bryggerigiganten i stordriftsfordelene og effektivitetens navn på det skammeligste har udnyttet til at nedlægge alternative ølmærker og -typer i en sådan grad, at danskerne efterhånden tror, at øl er lig med Hof eller Tuborg.

Samtidig har man - i god forståelse med socialdemokratiske miljøministre - med bl.a. dåseforbud i årevis gjort alt, hvad man kunne for at holde udenlandske ølmærker ude af landet. Hvad øllet angår, har Danmark således længe mindet om et diktatur efter østeuropæisk model. Den slags bliver muligvis betragtet som dygtigt købmandsskab blandt investorer og aktieanalytikere. Men resultatet har været det ret forudsigelige, at især yngre danskere i stigende grad fravælger Carlsbergs tynde og ensartede øl til fordel for den mere smagsfulde og varierede vin.

Et oprør har dog længe murret mod ølmonopolet. Ophævelsen af dåseforbudet har gjort det nemmere at købe udenlandsk øl og flere og flere værtshuse takker nej til Carlsbergs såkaldte »markedsføringstilskud« for selv at kunne vælge hvilken øl, de har i hanerne. Selv Carlsberg er med deres Semper Ardens-serie så småt begyndt at eksperimentere, hvad der så sent som i sidste uge frembragte den glimrende Winter Rye, en øl lavet på vinterrug.

Men først og fremmest har oprøret været tydeligt ved fremkomsten af små mikrobryggerier efter amerikansk forbillede. Over there er antallet af bryggerier siden starten af 1970erne steget fra 50 til i dag 1600, og herhjemme har tendensen indtil videre kastet ti stykker af sig. Senest er Anders Kissmeyer, hvis job det var at sikre Carlsbergs kvalitet på verdensplan, hoppet af og gået over til fjenden. Med penge fra den tidligere Novasol-konge Frederik Heegaard i ryggen åbnede Kissmeyer for godt en måned siden Nørrebro Bryghus i et flot gammelt fabrikslokale på Ryesgade, hvor det med et ambitiøst menukort også er meningen at lokke øldrikkerne »væk fra bænken og bodegaen og ind på de bonede brasseriegulve«, som kollega Søren Frank skrev ved indvielsen.

At den del af øvelsen tilsyneladende er lykkedes, fik fruen og jeg et godt indtryk af, da vi forleden betrådte de gennemført indrettede højloftede lokaler med eg på gulvet, Arne Jacobsen-armaturer på væggene, lounge med hvid lædersofa i kælderen og udsigt til seks stålfri to-etagers øltanke med plads til hver 2000 liter af bryggeriets egne øltyper. Begge etager var fyldt med - om ikke folk direkte fra bænken - så i hvert fald en sjov blanding af unge designertyper i stramtsiddende læderjakker, lokale ølentusiaster, datende par og nysgerrige i alle aldre, der alle havde næsen dybt begravet i bryghusets eget øl, der i øvrigt kun serveres på fad og altså ikke kan fås på flaske.Køkkenet styres af Frederik Stormoen, der tidligere har begået sig på bl.a. Krogs og Gastronomique, og man skal se langt efter stegt flæsk, gule ærter og spegesild på kortet. Det er ambitiøs gastronomi med lyst til at eksperimentere, men samtidig også med et godt øje for at bruge øllen både i og som et perfekt samspil med maden.

Fra a la carte-kortet, hvor hovedretterne ligger mellem 148 og 185 kr., valgte fruen tre retter, mens jeg nuppede de fire på menuen til 315 kr., især fordi de kunne kombineres med en forvalgt ølmenu til 115 kr.

Allerede mens vi bladrede i menuen, var der kommet en god hummus med lidt hjemmebragt rugbrød på bordet, der stod glimrende til det glas Rød Ravnsborg, som skulle ledsage min forret. En cremet rund og fyldig og meget maltet red ale-type, ikke ulig den Rød Tuborg som monopolet slog ihjel sidste år.

Den stod sig også vældig godt til mine tre små skiver sprængt svinekam, der var marineret i mørk øl med koriander og enebær, og blev serveret på en kold stuvet blomkål med en figen-chutney on the side. Blomkålen var krydret med rigelige mængder spidskommen og smagte nærmest indisk, og sammen med især enebærrene i marinaden var krydderierne lige ved at løbe af med smagen. Måske havde det hjulpet, hvis ikke svinekamsskiverne havde været så køleskabskolde. Men alt i alt en velfungerende ret, der både viste at køkkenet ikke er bange for at prøve noget nyt, samt at Ravnsborg Rød kan klare det meste.

Således også fruens terrine af svineskank med sprængt kalvetunge og foie gras (90 kr.), der var dækket af brøndkarse. Den havde klar og god kødsmag og en dejlig fast konsistens, men vi havde svært ved at smage foie grasen og den lovede valnødde-vinaigrette.

Som mellemret fik jeg en krydret bisque af rødfisk, hvor et stykke af fisken var stukket på spyd og grillet, før det blev belagt med en citrus-porter glace. Uha-da-da, hvor var det godt! God kraftig smag i bisquen, uden at den blev for voldsom (eller for fed at være dæmpet med fløde), og dertil et herligt stykke fisk. Begge fik perfekt selskab af aftenens anden øl, en Stuykman Witt, en hvedeøl med en god bitterhed fra den tilsatte pomerans. Som hovedret havde fruen valgt stegt sandart med syltede svampe, selleripureé og stegt risotto i en balsamisk æbleeddike-reduktion (148 kr.) Igen var der bonus på alle hylder. Fisken havde en uforskammet god smag, den stegte risotto havde bid og selleripureén bidrog med en dejlig cremet og let bitter fylde, samtidig med at æbleeddiken gav det perfekte syrlige modspil til al denne fylde og fedme.

Min lammeskank braiseret i Ravnsborg Rød med rosmarin og en skarp sort peber blev serveret med karamelliserede skorzonerrødder, spinat og en polenta/kartoffelkage. Sidstnævnte var ikke nær så tung som ren majspolenta ofte er, men lige lovlig salt i smagen. Spinaten virkede en anelse overflødig, men lammeskanken, der var langtidsbraiseret i øl så bindevævet var blødgjort så kødet bogstavelig talt faldt fra benet, var umanerligt mør og velsmagende og et skoleeksempel på hvilket glimrende middel øl er som braiserings-medie. Egentlig burde jeg vel have drukket en Ravnsborg Rød til, men den havde jeg prøvet, så valget faldt på en kraftig Bombay Pale Ale med masser af frugtaromaer, der dog var lige ved at komme til kort over for peber/øl-saucen.

Øl var der også kommet i fruens dessert - en chokolade-porter is med karamelliseret pære og en sprød tuille af svensk sirupsbrød (65 kr.). Isen havde en fantastisk smag, hvor først porter- og derefter chokoladesmagen dukkede frem, og vi var især imponerede over, hvor godt afbalanceret de to bittersmage var i forhold til både sødmen og hinanden.

Min dessert var en meget velsmagende blommetrifli, der blev akkompagneret af et glas La Granja Stout med både masser af sødme og klare kaffenoter fra den tilsatte mexicanske single estate kaffe.

På dette tidspunkt var fruen og jeg begge ved at trimle omkuld, og valgte at indtage kaffen derhjemme. Dog ikke før vi havde gjort status. Der er ikke mange fingre at sætte på hverken Bryghusets øl eller deres gastronomi. Øllet er noget af det bedste, jeg har smagt i Danmark, og maden holder et selv for et moderne brasserie ambitiøst højt niveau. I flere retter var vi oppe at ringe, og med en lille smule mere konsistens og lidt ekstra fokus på detaljerne er det ikke umuligt engang med tiden at hive fem stjerner hjem. Sammen med et absolut civiliseret prisniveau - med fire retter og fire øl lå jeg kun lige over de 400 kr. - er der kun tilbage at ønske Nørrebro Bryghus velkommen og give dem vore varmeste anbefalinger samt fire meget store stjerner med på vejen.

Javascript is required to view this map.
Kort

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester