Navnet skifter til 'Oliver & the Black Circus' og det er en blanding af ejeren, Oliver Killian, og så det internationale designhold bag indretningen. 'Ejerne, kokken, personalet og virksomheden er den samme, men konceptet er nytænkt. Vi er gået i samarbejde med internationale kreative kræfter fra Paris, New York, Amsterdam og Brasilien (bedre kendt som the Black Circus, red.) for at nytænke stedet med det formål at give København en anderledes restaurantoplevelse med kant og højt til loftet', fortæller ejer Oliver Killian.
Og lige præcis det 180 kvm store loft er faktisk en historie i sig selv. Det er udarbejdet af designeren bag Philipe Stark-hotellet i Paris, Tarek Vincent Benaoum, og er en herligt miks af malerier, citater og sangtekster af blandt andre Bob Dylan, The Doors, og en enkel portugisisk folkevise, samt citater fra alle der har været inde over udsmykningen.
Popcorn-is
Chefkokken hedder Jakob Koch Nielsen, og er fulgt med fra Mums siden åbningen, men har nu fået frie tøjler til at kreere en ny og rebelsk menu af mindre retter, der udfordrer gæsternes smagsløg såvel som forventninger. På dessertkortet finder man for eksempel hjemmelavet popcorn-is.
Her er ikke nogen hvide duge og stive håndled, og man må gerne bestille en drink til maden uden tjeneren rynker på næsen. Vision er derimod at skabe et rum, hvor eksklusiv mad skal kunne nydes i uformelle og sjove omgivelser. Der er grand opening i aften fredag d. 17. august, hvor der bliver budt på smagsprøver, live jazz i gårdhaven og senere spiller Lulu Rouge og en række andre københavnske DJ's stedet op.
Hvad: Åbningsreception på Oliver & the Black Circus
Hvornår: Fredag d. 17. august fra kl. 18.00
Hvor: Teglgårdstræde 8 A
