En nyklassiker, kan man vel kalde M/S Amerika, som har ligget i det højloftede Pakhus 12 på Frihavnens Amerika Kaj siden 1995. Køkkencheferne er kommet og gået, mens restauratørerne hele tiden har været Jens Gudmundsson og Anders Houmann, som også driver bl.a. The Dining Room.

Styrmand bag gryderne har siden 2006 været Christian Vestergaard Mo, der er udlært hos Erwin Lauterbach og senere har tjent som souschef hos Bo Bech på Paustian – med andre ord en mand med baggrund i både det naturlige nordiske og det mere eksperimenterende molekylære.

 Prismæssigt befinder vi os i mellemklassen, eller bistroklassen, som det er blevet til i dag. M/S Amerika er pakke-middagenes højborg.

Symposiumpakken, som bærer undertitlen »En aften med det hele« koster 550 kr. og indbefatter tre retter mad + aperitif, vin og kaffe med sødt. Så er der femretters menuen »med blikket rettet lidt mere fremad«, som det hedder i kortet, til 375 kr. (550 kr. inklusive vin), hvorfra retterne kan vælges a la carte til 85 kr. for forretter, 195 for hovedret og 75  for dessert.

Endelig er der så et lille egentligt a la carte kort med klassikere som hummersuppe og bøf béarnaise samt et par alternativer til vegetarerne.

Vi valgte begge femretteren, jeg tog den efter bogen, mens min ledsager bad om lov til indskifte et par retter henholdsvis fra a la carten og den klassiske 3-retter, hvilket lod sig gøre mod et tillæg for 55 kr. for bøffen, som står til 250 kr.

Vinmenuen var jeg lidt mere skeptisk overfor, for som tjeneren gjorde opmærksom på, så får man ikke fem store vine for 175 kr.. Desværre var der ingen alternativer i form af halvflasker eller andre glasvine, og helflaskerne på kortet, som i ganske mange tilfælde lå helt oppe i kultklassen – Raveneau fra Chablis enkeltmarken fra Guigal, Armand Rousseau fra Bourgogne mfl. - var særdeles pebrede, så jeg så ingen anden mulighed end at hoppe på menuen.

Første vin var en sprød og let, ikke fadlagret graves 2006, i og for sig en udmærket lille vin, men den druknede totalt i forhold til retten, som var en terrin af unghane og foie gras. Terrinen var anderledes, nærmest rilletteagtigt trevlet i konsistensen, og så var den garneret med en papirtynd skive knasende sprød rugbrød, hvorpå der var lagt valnødder, vindruer, stykker af æble og tynde bændler af bladselleri – en moderne version af waldorf salat med andre ord. En glimrende, friskt, sprød og behersket sødt modspil til den fede lever, en rigtig god ret simpelthen.

WebTv: Søren Frank på M/S Amerika

Graves-vinen havde det noget lettere med min ledsagers forret: Fint tilberedt torskefilet og ravioli med jordskokfyld. Forret nummer to nåede ikke helt samme niveau: Der var tale om en grønkålsuppe med fyld af røgede kartofler i fløde.

Menuen havde også lovet æg, men det kunne jeg nu ikke finde, det ville ellers have gjort godt med en pocheret æggeblomme til at opbløde den lidt salte og røgede smag fra retten, som i den grad (og ganske givet tilsigtet) ledte tankerne i retning af grønlangkål. Igen havde den ledsagede vin problemer. Der var tale om ung, sprød chablis fra det store hus Moreau – en mere fedmefuld pinot gris ville have været bedre til røg og salt.

Begge hovedretter var glimrende. Bøffen var lige efter bogen, en saftig velstegt og mør ribeye med masser af fedtmarmorering og smag, garneret med knasende sprøde fritter og en tæt hjemmerørt bearnaise og en lille skål blandet salat på siden. Skal man virkelig være krakilsk kunne kokken måske have sparet lidt på saltet på kartoflerne.                      

Jeg fik onglet, der er den udskæring af oksen, som amerikanerne kalder hangersteak og herhjemme går under navnet nyretapper. Det er kød, som smager af en hel del, men, som det var tilfældet her, også kan yde en del modstand. Kødet var garneret med skank, som var presset og derefter paneret og en flødestuvning af svampe og skorzonerrødder. En meget rig og nærende hovedret med masser af smag – der var absolut ingen grund til at gå sulten i seng denne aften.

Vinen til var oprindelig den, som jeg havde været mest bange for, der var nemlig tale om côtes du rhône, som kan være en kedelig  affære, men dette var en 05’er fra Gigonds-producenten Santa Duc, som er en af mine favoritter fra det sydlige Rhône, så den havde både dybde kant og friskhed, og fungerede glimrende til maden.

Min ost var et stykke Røde Kristian fra det biodynamiske mejeri Kristiansminde, en udmærket relativt mild havartitype, som dog godt kunne have været mere lagret. Min ledsager valgte ged, epoisses og comté fra husets osteudvalg, som var ok uden at storimponere. Vi drak et glas plain tawny port fra Taylors til.

Desserten var glimrende. Der var tale om ananas placeret på en panna cotta nænsomt drysset med sprødt lakridspulver og garneret med en kugle god vanilleis. Lakrids, vanille og ananas klæder hinanden fantastisk godt, og selv om vinen, en muscat fra Bertrand, langt fra var stor, så passede den også smukt ind i helheden.

Med andre ord: En glimrende aften med god, tidssvarende mad som næppe fås meget bedre til prisen. Det er kun et par millimeter og en mere fleksibel vinpolitik, som adskiller M/S Amerika fra at få fem stjerner.

WebTv: Søren Frank på M/S Amerika 


Hvad: M/S Amerika
Hvor: Dampfærgevej 8, Kbh. Ø. Tlf. 3526 9030
Hvor meget: Hovedret fra 195 kr. Femrettersmenu 375 kr.

Læs de bedste og værste restaurantanmeldelser på AOK fra 2008

Se hvilke restauranter der fik flest og færrest stjerner i 2009