Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 15/06/11

Nyhavn 14: Gode pizzaer på Nyhavns skyggeside

  • Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Foto: Ikke oplystFoto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix
  • Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Foto: Ikke oplystFoto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix
  12  
Restaurantanmeldelse: Hvor Den Sorte Ravn tidligere havde til hus på Nyhavns skyggeside, er der åbnet et såkaldt spiseri og enotek med rigtig gode pizzaer.

Nyhavn har gastronomisk set altid været noget af en ørkenvandring.

Lige så let det er at få serveret en stor fadbamse i solen, lige så svært er det at finde et ordentligt måltid mad, også selv om man er parat til at betale de turistoptimerede priser!

En undtagelse fra reglen var i årtier Den Sorte Ravn, der fra sin plads på Nyhavns skyggeside altid var garant for en god gang klassisk (om end de senere år også noget bedaget) fransk mad.

Men tiderne skifter, og ravnen flyver ikke mere. Nu fyldes adressen – og det skal tages bogstaveligt, da restaurantens navn blot ér Nyhavn 14 – af et såkaldt »spiseri og enotek«.

Hvis det lyder bekendt, så er det fordi Nyhavn 14 er lillesøster til Magstræde 16 med samme indholdsfortegnelse, der dækker over et uhøjtideligt spisehus med tilhørende vinbar. Plus, som folk, der har prøvet storesøster, ved, et lille spisekort med enkle traditionelle italienske retter samt ikke mindst nogle små, men hulens gode pizzaer.

Et par trin eller fem nede i kælderrestauranten er det tydeligt at se, at der er kommet nye lejere i Nyhavn 14. Den arkitekttegnede bænk langs væggen er her stadig, men Ravnens hvide duge er væk og i stedet er kommet nøgne borde lavet af tykke gamle skibsplanker.

Klinker på gulvet sikrer et vist støjniveau, men det tages med høj(lyd)t humør både af det veloplagte personale og af de spisende, der tydeligvis ikke forventer lavmælt romantik. Og i køkkenet er de franske fondgryder skiftet ud med en træfyret pizzaovn.

Læs også: De 5 italienske

Vi lagde ud med en glimrende snack: hjemmelavet maltknækbrød med en dip af rygeost (25 kr.) – godt at se at ovnen bliver brugt til andet end pizza. Tvillingernes hvide pizza med tynde kartoffelskiver, ricottaost og rosmarin gjorde lykke, og det samme gjorde den stores med topping af tomat, bøffelmozzarella og basilikum, sidstnævnte helt klart friske.

Vi voksne var begge gået menuvejen – faktisk er der ikke andre muligheder på Nyhavn 14. Enten en pizzamenu, hvor pizzaen suppleres med en antipasto-forret (175 kr.) og – hvis man vælger trerettersudgaven – en dessert (235 kr.). Eller den såkaldte årstidens menu, hvor antipastoen er udskiftet med en pastaret og pizzaen med enten grillet unghane eller kalvetyksteg (239/289 kr.)

En enkelt pizza er det umuligt at købe uden, at nogen ved bordet samtidig investerer i en af de to menuer (kun derved fik vi lov at bestille børnepizzaer til 89 kr. som »sideorders«), og den ufleksibilitet er et irriterende tilbageskridt i forhold til Magstræde 16!

Vi tog hver vores menu, og snart sad fruen med »årstidens« riflede rigatoni-pasta (forstørrede penne) serveret med blommetomater, forårsløg og sprødstegt pancetta (saltet og tørret spæk), let krydret med frisk basilikum, mild chili og vanilje.

På min side stod en antipastotallerken med bl.a. to slags salami og to slags ost, serveret med bl.a. oliven, blommetomater, salatblad med balsamico og et syltet perleløg, en artiskokcreme og en pesto di pomodoro (på soltørrede tomater).

Gode varer hver for sig, men hvad udvalg og mængde angår noget skuffende sammenlignet med antipastoen på Magstræde 16. Jeg havde gudskelov også bestilt en capresesalat on the side, og den kom i anderledes store mængder samt i en lidt anderledes setting.

Store mængder frisk bøffelmozzarella var med løs hånd fordelt mellem små smagfulde cherrytomater, friske basilikumblade og lidt løsrevne hjertesalatblade dresset med en ristede pinjekerner og en ikke helt ung balsamico. En velsmagende caprese, der tog revanche for den lidt pauvre antipasto, og smukt ledsaget af et glas strågul, fyldig og krydret duftende Friuli-vin fra Edi Keber i det nordøstlige Italien, lavet på de tre hvidvinsdruer tocai friulano, malvasia istriana og ribolla (sidstnævnte på vinkortet noget fejlagtigt benævnt riesling – lidt underligt eftersom de selv importerer vinen!).

Læs også: Årets bedste og ringeste restaurantanmeldelser 2010

De tre glas i vinbiblen Gambero Rosso er velfortjente og til 450 kr. er vinen absolut investeringen værd. Så var det tid til fruens kødret – mør og velssmagende kalv tilberedt al saltimbocca, dvs. letbrunet med friske salvieblade, parmaskinke og lidt mozzarellaost til at holde på saftigheden.

Kalven blev serveret med spæde gulerødder, majroer og asparges i den klassiske sauce (panden kogt af med hvidvin og et skvæt fløde), og var våren ikke for længst trukket gennem Nyhavn, så kom den nu.

For 25 kr. i tillæg havde jeg på pizzamenuen bestilt signaturpizzaen »Sommer-Thomas«, opjazzet med nordiske toner i form af rygeost, ærteskud og jomfruhummer. Sjov idé, men jomfruhummerne kom ikke til deres ret i dette selskab, uden saft og bid, som de – i sagens natur – var blevet af det lange ophold i ovnen.

Det er simpelthen ikke et godt valg, for skal de tynde surdejspizzabunde være sprøde (og det ér de til topkarakter), så vil jomfruhummeren uvægerligt smatte ud. Så var der langt mere schwung over den pizza, jeg ved en fejl fik serveret allerførst (til tjenerens store fortrydelse og selvklart uden at blive bonnet for den), hvor salte pancettaskiver kværnet med masser af sort peber fik tiltrængt modspil af sød mascarpone; et match made in heaven og en øjeblikkelig klassiker.

Desserten var kogt fløde med jordbær – helt præcist en god og ikke for husblasstiv panna cotta serveret i et glas med en top af knas og rabarber braiseret i den søde dessertvin moscato d’asti. På glassets låg var et »æg« af jordbærsorbet – en frisk og sommerlig sag, som blev fulgt til dørs af en god dobbelt espresso.

Pizzaerne i sig selv kunne være en god grund til at aflægge Nyhavn 14 et besøg – hvis man altså kunne få lov at købe dem uden samtidig at skulle investere i en hel menu. Ikke at sidstnævnte fejler noget, men det er et irriterende optrækkeri, og gør – ligesom det reducerede vinudvalg i forhold til Magstræde 16 (kun 6 hvide og 20 røde mod Magstrædes hhv. 11 og 44) – det til en mindre charmerende oplevelse end et besøg hos storesøster.

Men maden er veltillavet og velsmagende, og sammen med en overskudsagtig betjening sikrer det tre velfortjente stjerner og et velkommen til Nyhavn, hvor kombinationen af velsmagende mad til overskuelige priser er et særsyn!

Hvad: Nyhavn 14
Hvor: Nyhavn 14, 1051 København K, tlf. 33 12 62 92
Hvor meget: toretters pizzamenu 175 kr., treretters årstidensmenu 289 kr., vin fra 220 kr.

----------------------------------------------------------------------------------------
Det spiste vi:
----------------------------------------------------------------------------------------
Capresesalat 40 kr.
Pizza med kartoffel, rosmarin og ricotta 89 kr. (tilkøb)
Pizza med tomat, bøffelmozzarella og basilikum 89 kr. (tilkøb)
Pizzamenu: 235 kr.
Antipastotallerken
Pizza ’Sommer-Thomas’ m. jomfruhummer, rygeost (25 kr. tillæg)
Panna cotta m. rabarber og jordbærsorbet
Årstidens menu: 289 kr.
Rigatoni m. blommetomat, mild chili, vanille, pancetta, basilikum, forårsløg
Kalv saltimbocca m. parmaskinke, salvie, mozzarella, sommergrønt

Samlet pris ekskl. drikkevarer: 767 kr.

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Pizza for lille til prisen

Vi havde en hyggelig familiemiddag. Stedet lever op til beskrivelsen. Pizzaerne smager godt, men alt-i-alt ér stedet for dyrt til prisen. Pizzaerne er små, og mætter ikke en voksen, den eneste der blev mæt var vores datter på 8 år. 4 pizzaer med alm. drikkevarer og kaffe løb til trods op på næsten 600kr!

 

Rigtig fin uformel aften, der sagtens kan gentages

Vi spiste der sidste fredag og det var en rigtig fin aften. Uformelt og lækkert mad til en ret fin pris. Vi delte en (overraskende stor) anti-pasti til forret, fik efterfølgende hver sin pizza og et glas rødvin. Pizzaen med kartofler, rosmarin og gedeost kan i særdeleshed anbefales.

Eneste minus er, at vi blev placeret ved de høje cafeborde ved vinduet i lokalet til venstre. De er ufede at sidde på efter meget kort tid. Og alt andet var optaget! Så det kan jeg anbefale, at man frabeder sig ved reservationen.

 

Svar fra Nyhavn 14 på indlægget: "Skarpt plastikskår (1,5 x 1cm)

Først og fremmest vil jeg gerne give jer en kæmpe og uforbeholden undskyldning for jeres meget beklagelige oplevelse.

Jeg er dog glad for at høre, at vores personale gjorde, hvad de skulle og kunne i situationen. Jeg kan ydermere oplyse, at køkkenholdet med det samme kasserede alle råvarer og emner, som kunne være berørt, da de fik at vide, hvad der var hændt.

Jeg takker jer for jeres henvendelse og saglige beskrivelse af jeres oplevelse og lover at gøre mit bedste for, at en sådan hændelse ikke forekommer igen.

Mange hilsner
Gorm Wisweh, medejer af Nyhavn 14

 

Skarpt plastikskår (1,5 x 1cm) i min datters pizza

Min datter måtte spytte et skarpt plastik skår ud af hendes pizza, vi spiste forretter, men aflyste naturligvis resten af middagen. De håndterede det korrekt - dog virkede det at de var bekendt med skårene men troede de havde fisket dem op.
Det kunne have gået meget værre.

 

Hjernedød anmeldelse

Svend Rasmussen bør blive hjemme og spise der frem over.
Hvis han derimod vælger at anmelde steder igen, så burde han overveje at ridse præmisserne for anmeldelsen op inden. Hvis de har spist 5 mennesker (tvillingerne, den ældste og to forældre) for 767 kroner inkl. vin, så er det uanset kvaliteten et fund til pengene. Men iøvrigt bør en seriøs madanmelder ikke slæbe hele familien ud for at vurdere en restaurant, men kun tage ud alene for at kunne bedømme stedet med alle indtryk uden støj.

 

Pernille Hammershøj Madsen

Vi havde en dejlig familie middag på Nyhavn 14 med rigtig god og uhøjtidelig betjening. Vi fik tre retter bestående af skøn antipasto med gode italienske oste, jeg fik en pizza til hovedret mens nogle de andre afprøvede en ret med kalv. Desserten stod på lækker tiramisu og panna cotta.
Prøv Nyhavn 14!

 

byens bedste pizzaer!

Både i Magstræde 16 og Nyhavn 14 får man, uden sammenligning, byens bedste pizzaer.

Jeg er vild med at kortet er enkelt, og råvarerne friske. Lokalerne er super hyggelige, med en enkel, rustik indretning og personalet er yderst imødekommende.

Min favorit-pizza er uden tvivl signatur-pizzaen "Dennys special" med mozzarella, kartoffel, rosmarin, gedeost og trøffelolie - den er en sikker vinder hver gang. Desuden laves der en carpaccio i topklasse og panna cottaen fejler bestemt heller ikke noget.

Jeg er dog også mere til Magstræde-konceptet, hvor man selv kan "mikse" sin menu.

 

Kan anbefales!

Jeg besøgte spiseriet for en uges tid siden. Det var lidt af en tilfældig, vi droppede forbi, men deres iøjenfaldende skilt ud fra facaden fangede vores øjne. Vi besluttede at gå derind, og det fortrød vi ikke!

Vi blev lige, fra vi trådte ind af døren, ramt af en smittende stemning, og der var godt gang i køkkenet.
Pizzaerne vi bestilte var fremragende, omend lidt små.

Vil varmt anbefale det, men det er måske lidt dyrt, når pizzaerne ikke større end de er.

Vh Felix

 

Smagfuldt

Pizzaerne er virkelig gode, og det kan tydeligt smages at råvarerne er super lækre og friske! Det er sjældent at få en så god pizza i København. Og de er faktisk bedre, mere tynde og sprøde en FIAT's. Virkelig godt!
Antipasti menuerne er smager også fantastisk, og der er ingen tvivl om at skinken og ostene kommer fra lækre, traditionsrige italienske levenrandører.
Eneste minus er at man ikke har mulighed for kun at bestille en enkelt pizza.
Der er i hvert fald ingen tvivl om hvor jeg spiser min pizza næste gang!

 

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester