Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/05/18

Ny stadeholder i Torvehallerne: Lokale råvarer, cider og øl fra Bøgedal

  • Foto: PR Foto: PR
Omegn & Venner, der åbner i Torvehallerne torsdag, kommer til at fokusere på lokale råvarer. Det gælder også øllet.

En blandet landhandel kan man med rette kalde Omegn & Venner, der åbner i Torvehallerne torsdag. I hvert fald kalder de sig selv for »Landhandel & ølbar« med »Lokalt madhåndværk«.

I tidens ånd kommer man til at kunne købe råvarer, der ikke er transporteret fra den anden side af jorden, men derimod bragt ind fra producenter i nærheden af København.

Mejeriet La Treccia i Rødovre står for eksempel for burrata og mozzarella efter egne opskrifter, The Bread Station i Charlottenlund bager selv sagt brød, mens Klosterhedens Vildt og Bodebjerg Charcuteri står bag økologisk charcuteri.

Øl fra Møn

Den kombinerede landhandel, spise- og ølbar kommer også til at servere et bredt sortiment af humle. Bøgedal Bryghus, Herslev Bryghus og Møn Bryghus er blandt ophavsmændene, og stedet oplyser, at der altid vil være mindst tre forskellige øl på fad. Som de eneste i byen serverer stedet for eksempel Bøgedal på fad plus et udvalg af flaskeøl, cider og ikke-alkoholiske drikkevarer.

Opstår sulten før øltid, kommer Omegn & Venner også til at servere morgenmad på hverdage fra kl. 10.

Hvad: Omegn & Venner
Hvor: Torvehallerne
Hvornår: Åbningsreception i Torvehallerne 17. maj kl. 15-18.